danseren, universets centrum

“I am not going to take you home with me,” siger jeg til ham og lader ham snurre mig rundt på dansegulvet en til gang (dramatisk pause før jeg afslutter sætningen). “Australians are always leaving, you know.”
Han kysser mig dybt igen. Den der slags kys der sender varme, elektriske stød helt ned til tæerne.

Længere ude på natten og adskillige kaotiske disko-snav senere, beder en fælles veninde os om at kigge hinanden i øjnene. Jeg bliver ved med at fnise usikkert og kigge væk. Hun skælder mig ud: “LOOK AT HIM. LOOK!”
Han kigger alvorligt på mig, og skubber sit halvlange hår væk fra ansigtet. Jeg stopper med at fnise. Veninden forklarer os, at vi er skåret ud af det samme stykke træ; simpelthen perfekte for hinanden! Tænk engang! Øjenkontakten er til for, at vi skal forstå det: Hvor stor en kærlighed der kunne være. Hendes dramatiske flair fejler intet.
Den intense øjenkontakt; den der følelse af virkelig at kigge på en person, og samtidig selv blive set, får min mave til at slå knuder.
“My problem with girls is always timing,” siger han. “My timing sucks.”

Han vil gerne følge mig hjem.
Han vil gerne drikke kaffe med mig næste dag. Og dagen efter.
Men jeg afviser ham.
Jeg har sådan lyst til at tage ham med hjem. Men jeg skal ikke have en magisk nat med en der alligevel rejser. Nu er jeg jo blevet en der passer på mig selv, ikkkå? JA.
Ej. Dygtig pige.

Vi kysser farvel ude på gaden. Det er vådt og passioneret, hvilket gør mig ør af begær. Jeg kan mærke ham under de tynde surfershorts. Han er iklædt en yderst besynderlig strik-poncho, og jeg er selv et virvar af farver og sære teksturer. Vi ligner to idioter. Jeg kan ikke bedømme hvor gammel han er, og om han fortæller jokes eller er seriøs.

På vej hjem bliver jeg trist og lidt irriteret over, at min veninde tvang mig til den skide øjenkontakt. Jeg spekulerer over timing, over om mit datingliv generelt ville være bedre stillet i Australien (… forbandede Australiere, også her og her), og om jeg rent faktisk har mødt en vigtig person.

På den anden side er jeg også vanvittigt fuld. Men jeg sværger: Jeg har aldrig set nogen danse som ham.

*****

Jeg overlever mirakuløst mine tømmermænd og pludselig er det endnu en nat, og den er måske omkring klokken 2, og jeg står bag baren og ruller en cigaret. Jeg har lige sat et nyt nummer på der brager ud af højtalerne. På afstand betragter jeg stolt min kreation – mit mesterværk! – der udfolder sig på dansegulvet: En hel fest der danser voldsomt og sorgløst. Glæden bobler i hele min krop, jeg er så lykkelig i disse timer.

Da jeg kort efter hopper ud blandt danserne med en smøg i mundvigen, har jeg det som om, at jeg er solen; selveste universets centrum. Jeg lukker øjnene og rækker mine hænder op mod himlen som i en religiøs ekstase; så fyldt op af mig selv, at jeg kunne implodere i selvfed glimmerkonfetti. I 8 timer danser jeg uden stop, jeg er en glødelampe der er ved at overophede, min krop er 1000 grader, og mine ben kan ikke stoppe med at bevæge sig rytmisk til musikken, jeg er ustyrlig, en naturkraft. Kan man være dette menneske, kan jeg være dette menneske. Jeg kan i min storhedsvanvid fornemme, at alle elsker mig, lige så voldsomt elsker jeg dem. Jo varmere rummet bliver, desto voldsommere dansegulvet koger, desto mere oppustes jeg, så jeg til selv sidst oprigtig tror på, at jeg er verdens fikspunkt hvorom alting drejer.

Klokken fem kan jeg ikke flere sange, min hjerne er tom, mine ben er ved at kollapse. H. kalder mig hen til sig. Han siger, at vi skal hjem til ham og sove. Han rager mig lidt på numsen, og jeg tager hans ansigt i mine hænder og giver ham et ordentligt smækkys. Jeg ved ikke engang, om jeg er fuld. Det føles lidt sådan, men jeg kan ikke huske noget. Jeg er bare denne lykkelige kugle af ild, der kun eksisterer i det indeværende sekund; en hjernedød danserobot. Tænk hvis hele livet var sådan; at man altid havde det sådan. (Er det derfor folk tager stoffer?)

H. fører mig igennem en labyrint af stisystemer og mørklagte forstadskvarterer. Jeg har ingen anelse om hvor vi er, eller hvorfor jeg cykler med ham. Jeg skriger, hver gang han cykler over for rødt.. Et sted ude i horisonten vogter Bella Sky som Saurons øje, og i et kort øjeblik rammes jeg af følelsen af ikke at have noget hjem, ikke at være noget menneske. Efter at have cyklet i hvad der føles som en evighed kryber jeg ind i hans favn og falder i en dyb, udmattet søvn.

***

Jeg vågner op i H.’s seng til beskeder fra Australieren der gerne vil mødes, før han tager afsted senere på eftermiddagen.
Jeg vil gerne mødes med ham, men samtidig bliver jeg ked af det ved tanken om det. Jeg kunne mærke noget jo, oprigtigt og inderligt. Jeg bliver irriteret over, at jeg i stedet vågner op til H. og hans evindelige selvhadende monologer. Det går op for mig, at hans scoringsforsøg med andre damer har slået fejl, og jeg var det sidste stykke kød i disken, som han kunne være sikker på at få med hjem. Vi har heldigvis hverken kysset eller knaldet. Alligevel føler mig sært blottet i min nøgne hud ved hans side. Du ved, lidt ligesom at være nøgen overfor en kollega eller en person nede i supermarkedet. Jeg prikker forsigtigt på hans fregner på ryggen, mens han beskriver, hvor meget han hader sig selv, og hvordan der ikke er nogen piger der vil date ham (… i wonder why).

Skal man ikke altid gå efter det bedste? Jage det der giver sug og sus? For et par måneder siden ville jeg måske have tilbragt hele weekenden med Australieren. Så kunne jeg have sat noget på spil; følt noget? I stedet for er det lettere at se disse kedelige mænd, der ikke rigtig siger mig noget. Jeg vælger åbenbart til ikke at føle noget. Men jeg har ikke lyst til at være sådan.

Men jeg forstår efter sådan en weekend her, at jeg endelig er blevet universets centrum, altså, mit eget centrum, og ikke længere bare en random planet hvis kurs er sat på grund af andre, og fuck, man fortjener det bedste, når man pludselig er i stand til at elske sig selv. (Ligegyldig hvor selvfede og irriterende jeg synes mine ord er.)

(Og som altid har følelsen af uovervindelighed og af at være verdens centrum konsekvenser, for man dumper uundgåeligt altid ind i en mandag og virkeligheden igen, og den stress man har stødt fra sig som negative ioner, kastes tilbage i hovedet som en flad lussing, og ens krop var jo ikke i stand til at danse så meget eller at opleve så meget begær for den sags skyld, jeg kan ikke være i konstant ekstase, jeg kan ikke være solen hele tiden, så nu begynder anden omgang af restituering, jeg trækker stikket fra sociallivet, lægges i en oplader og slikker mine vabler og drømmer mig til Australien og hen til alle de smukke dansere, mens den eneste bas der får lov til at pumpe er mit hjerte, og det må gerne gå lidt langsomt nu, for ellers brænder denne maskine sammen, det er jeg sikker på)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s