at rejse (til marker af guld)

Jeg sender mig selv på en rejse. (Alene over broen.)
Straks er jeg igen denne dannede Levekvinde fra fortiden med jysk muld lykkeligt smuldrende mellem hænderne, der som en anden St. St. Blicher påkalder marker af guld, og med følelser af samme intensitet som Vesterhavets bølger; – en nationalromantisk eventyrer, forblændet af gensyn og overmod, der løber ned til vandet så snart hun ser sit snit, ned til fuldmånen der gløder som en vulkan.

Ak ja.
Et eventyr.
Jeg har fortalt de andre på kontoret, at jeg har brug for nye indtryk.
Jeg har ikke fortalt dem, at jeg (lavmælt) flipper ud over min døsige skriveblokade.
Nej du. Jeg er kunstner nu, og en kunstner har brug for at vandre langs nye, hidtil uudforskede søer, så tæt på den jyske hede som muligt! DE GYLDNE MARKER FOR HELVEDE, og her skal kunstneren tænke store tanker, sætte sanserne og følelserne i kontakt med ord og penselsstrøg.
En vag retfærdiggørelse for min korte Dannelsesrejse.

Åh, men hvilken kunstner er bange for selve rejsen; den kortvarige tur til Landet på den anden side af Bæltet, en kunstner må da have en åben verden, eller i så fald tilrage sig en, det er da min pligt som poet!
Fra Nordvest tilgås resten af verden nemt; jeg kan rejse til varme lande og varme kroppe på imponerende splitsekunder, så levende og fyldestgørende, at en Flixbus på vej over broen ikke burde være nødvendig. Men se, se, der sidder hun alligevel i dobbeltdækkeren med spændte kæber og et tarmsystem i oprør, se, se, vor kære Kunstnerspire, se-se hendes angst for lukkede døre (fysik, metafysisk) der skvulper på motorvejen.

Det tager fem forstyrrende timer i en flammende flixbus at få den fandens frygt til at forvinde. Hvis hun tænker nok på f’er, flixbus…. fisse, fest, farver, åh farverne!.. de fremmede farver fæstner sig foran hendes flakkende frihed

… et endepunkt stykket sammen af evige diskussioner. Klaustrofobien forsvinder, og jeg er ikke længere en Pige Med Angst og Lukket Verden i Jylland, tårer triller ned af kinderne på mig, mens Flixbussen borer sig dybere og dybere ind i de gyldne marker og luften strømmer tilbage i lungerne og blodet tilbage i hovedet. AH! Jeg kan jo rejse hvor end jeg vil nu! Hvilken fryd! Er det virkelig sådan det føles at rejse? En verden at tage ud i, alene, søgende efter Kærligheden og Sandheden! Åh du milde, tænk sig at jeg skulle blive dette menneske efter alle disse år i det kolde angstfængsel! Angsten, min ven, min bedrager, jeg sætter dig fri!

Og i det fremmede land glemmer jeg mine grænser. Jeg er grænseløs. Jeg er Slesvig: Et ben i virkeligheden, et ben i en fortid jeg aldrig har levet:
Hov, nu er jeg i biografen,
hov, nu er jeg med til forelæsninger,
hov, nu er jeg sammen med mennesker fireogtyve-syv,
hov, nu sidder jeg bare og hyggesnakker med alle disse fremmede,
hov, nu fyrer jeg jokes af,
(HAHA)

hov, nu kan jeg ikke falde i søvn,
hov, hvorfor kan jeg ikke sove,
hov, er det for tidligt at tage hjem efter knap 72 timers besøg,
hov, hvorfor kommer bussen ikke,
(“Hov, er jeg det rigtige sted, venter jeg det rigtige sted, kan jeg komme væk fra byen, er jeg strandet her, hvor meget koster en kop kaffe, hvor lang tid plejer de at være forsinkede, hvordan ser bussen ud, hvor holder den, hvor bliver den af, hvor skal du hen, skal vi samme sted hen…”)
hov, ej, der kom den jo,
(hov, der er ikke noget toilet, hvad gør jeg, hvad gør jeg, hvad gør jeg, skal jeg spørge buschaufføren hvad jeg gør, hvis jeg skal tisse på den fem timer lange tur, jeg skulle aldrig have drukket den kop kaffe, hvor lang tid kan jeg holde mig)

(hov, hvorfor ligger der plader af bly på mit bryst
hov, hvorfor går det ikke væk,)

De gyldne marker erstattes af grå møbelfabrikker i vejkanten.
Jeg er på vej hjem, og min verden lukkes igen.
Jeg vil helst bare være den jeg var. Dengang for 24 timer siden, hvor jeg ægte var. Et drømmesyn af mig selv.
Nu er der fortættende blyplader og organer i oprør over det hele.
Jeg kan ikke engang græde over min lukkede verden.

København åbenbarer sig i en kvælende bølge af grusstøv og trafiklarm. Jeg splintrer gadebilledet med min utjekkethed; pludselig er farverne uden sammenhængende bogstavsrims f’er; nu er de bare usmagelige og ligger tungt i munden som tandkødsbetændelse.

Jeg vandrer hjem i støvregnen. Varmen får mit tøj til at klistre til huden. Jeg køber en kaffe på Nørrebro, og sætter mig overfor legepladsen i parken for at betragte de smukke generiske familier lege i eftermiddagsstormen.
Jeg tænker, om jeg ligner en kvinde, der græder over en for nylig foretaget abort; over det barn, jeg aldrig skal få.
Jeg sidder der længe. Jeg tør ikke tage hjem.

Jeg vil gerne rejse mere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s