{(–>xx-sad-sunday-xx <–)}

Det er en feber uden sygdom; en feber i hjernen, der varmer let i den kølige efterårsstorm der rammer mig på cykelstien ned af Nørrebrogade og gennem de halvåbne vinduer i Nordvest; en feber der siger, at Mørket er på vej igen, men at det nok skal gå, at det bare er en sad sunday, et uundgåeligt fesent klimaks på ugen der gik.

***

“Jeg har været så glad på det seneste,” siger han og piller et udefinerbart efterårsobjekt fra kastevindene ud af mit filtrede hår.
“Jeg har også været glad den sidste måned; September er virkelig den måned på året hvor jeg peaker!”
“Nej, men altså, jeg mener.. jeg har været ekstra glad, fordi jeg har været i kontakt med dig. Sådan at skrive sammen hver dag… at møde dig.”
“Åh. Nå. Haha. Ja. Okay. Haha…”

Vi krammer farvel lidt efter. Det er anden date, og vi har endnu ikke kysset. Jeg ved ikke engang, om jeg har lyst til at kysse ham. Måske har jeg. Jeg har ikke prøvet slow dating før; denne langsomme form for kurtisering. Det er forvirrende.

Han har spurgt sine venner om hjælp til hvor vi skulle hen, taget udgangspunkt i hans kendskab til mig, mine interesser, den type person jeg er, og tilrettelagt en aften ud fra det. Først skal vi ud og spise, dernæst enten i biografen (hvor han har reserveret billetter til to forskellige film, just in case), eller på en bar. Jeg har rejst mig fra et leje af Tømmermænd og Overstimulering, og tanketomt bevæget mig ud i den bidende storm for at møde ham til den Storstilede Datenight.

Han er nem at snakke med, jeg føler mig tryg i hans selskab. Jeg tænker, at det er et godt tegn. Efter første date spekulerede jeg på, om det var gået godt på grund af kemi og tiltrækning, eller om det bare var fordi jeg hyggede mig med mig selv (jeg er ret godt selskab). Jeg kan grine mig gennem mange ting, og derfor automatisk tænke, at det var hyggeligt. Mine følelser hænger i luften et andet sted og følger ikke rigtig med.

Da jeg kommer hjem i nat efter seks hyggelige, ubekymrede timer med ham, er jeg trist. Jeg skylder skylden på min trættende Efterårsfeber i hjernen og den underlige vakuum-agtige arbejdsuge jeg har haft.
Du er bare overstimuleret.
Selvklart.

{{{–>(( Jeg tænker på Briten, hvordan har han det mon, hvor er hans mørke øjne og store, behårede mave lige nu (hvorfor skrev han aldrig).
Jeg tænker på Kollegaen og den drøm jeg havde om ham forleden (han holdte om mig, en tæt ske, og spurgte mig, hvad jeg ville med ham; “er jeg kun en krop, er jeg altid kun en krop?”, nej sagde jeg, men jeg skal passe på mit hjerte.)
Jeg tænker på P. og hans våde kys i gangen, hans bedrøvede smil. ))<–}}}

Jeg overvejer, om det ville have været lettere, hvis han var en nar – om der så ville opstå begær. I stedet er han bare vild med mig, og lægger ikke skjul på det. Det er overvældende. I min feberhvilelse denne sad sunday er den mest dominerende følelse, at det ikke går. Men hvorfor går det ikke? Hva’? Fordi det er virkeligt og ikke imaginært for en gangs skyld? Passer vi for godt sammen? Er det for let? Er jeg forelsket i en anden? Er det dét? Er det fordi jeg kun kan bolle og snave? Er det fordi jeg ikke er klar?

***

Fredag nat ligger vi fire mennesker i en seng, i et rum oplyst af stearinlys. Vinden hujer gennem det åbne vindue. En ven masserer min hånd, en anden min fod. Jeg er most ind i min venindes krog, presset op af hendes varme, strikkede krop. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, men det svimler af alt for meget vin, et kvalmende sus. Lyset i rummet er så blødt, så blødt, gullige, varme farver. Verden føles åben og fuld af kærlighed. Under rødvinen flakser mit hjerte af lykke; over hvor heldig jeg er, at være omgivet af så mange vidunderlige mennesker, ikke kun i sengen, men generelt. Arbejdskrisen aftager mens jeg forsvinder ind i nuet. Jeg behøver ikke at sige noget, jeg behøver ikke engang at grine for at gøre det hyggeligt. Jeg er der bare som jeg er. Jeg håber ikke, det er på lånt tid. Jeg håber sådan, at jeg virkelig er det her menneske.
At det her liv er virkeligt.

(Når jeg græder i dag, sådan barnligt og ubehjælpeligt, siger jeg til mig selv, at det er ok, at det bare er en sad sunday, at det er ok, at have sådan nogle dage, at det ikke er ensbetydende med, at det ramler nu, men jeg ville ønske, jeg vidste hvorfor, og også hvorfor jeg er så træt, og i morgen tager jeg til Jylland, og jeg håber, at jeg kan finde ud af at rejse, at feberen ikke følger med mig, og at jeg ikke når at overtænke ting, før de overhovedet er startet.)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s