tomme huse

Jeg ser septemberkøbenhavn gennem fedtede forkølelsesbriller, hvis stænger presser så hårdt bag ørene, at tankerne ikke kan høres. Det er hverdag igen, men byen føles stadig tom. Jeg lukker øjnene på kirkegården på vej hjem fra arbejde tidligere i dag, men er bange for, at hvis de er lukkede i for lang tid, så falder jeg i søvn.

Operation Mad og Indkøb virker uoverkommelig; jeg ved, at jeg er sulten, men reelt set kan jeg ikke mærke noget. I stedet er der kun den her sære tavshed og følelsesløshed, som alligevel får mig til at smile lidt i den milde efterårssol og ryste blodsukkerklamt nede på pizzeriaet, mens jeg venter på en burgermenu.

***

På sofaen hos Bedstevennen i en højloftet lejlighed på Østerbro i går aftes kan jeg se mine halvbedøvede hvidvinsord hvirvle rundt i luften som støvfnug. Snotdelen af forkølelsen er overstået, men min hjerne er desværre ikke rigtig fulgt med. Til trods for opkogt ansigt og et vanvittigt søvnbehov, har jeg nægtet at aflyse aftalen. Vi har ikke set hinanden i månedsvis.

Det viser sig at han er blevet voksen i mellemtiden. Da vi blev venner ved årsskiftet var han en dreng, men nu er han en mand. Jeg betragter hans nye, voksne ansigt, mens han snakker. Det klæder ham.

Jeg har siddet i sofaen før.
Vi har drukket vin sammen før.
Vi har haft disse dybe samtaler før.
Og jeg er gået ned på gaden efter 5 timers snak og været ked af det før.
I nat prøver jeg for første gang at forstå, hvorfor det er, at jeg bliver ked af det. Det kan ikke være fordi, at jeg er forelsket i ham. Det er jeg ikke. Det ville jeg da vide. Venneforelsket, altid, men ikke noget begær. Jeg siger altid ting, jeg aldrig har sagt før. Min tunge smager på de nye ord. Der er så meget omsorg og respekt imellem os. Jeg overvejer, om det er mængden af forståelse der gør mig oprørt.
At blive set.
Jeg aner ikke, hvad fuck det handler om det dér.
Nå.

Hvidvinen og tankerne prikker lidt til forkølelseshjelmen på cykelturen hjem. Sengen i Nordvest skriger efter mig. Jeg låser mig ind i opgangen og går op af trapperne, men der er noget galt. Døren til lejligheden på første sal er blevet sparket ind, slået til pindebrænde, og der er helt mørkt og stille derinde. Jeg går hurtigt forbi og lukker mig ind i min egen lejlighed på fjerde sal med bankende hjerte.

I stedet for at ringe til politiet, skriver jeg på vores intranet. Der er ingen der svarer. Efter en time går jeg i nattøj ned af trappen og kigger ind igen, jo jo, den er god nok, det ser stadig skummelt ud. Jeg iler tilbage i lejligheden, ude af stand til at vurdere, hvad jeg skal gøre.
Jeg føler mig som en gammel, utryg dame der bor alene.

Hvis jeg havde en kæreste eller bofælle, så ville vi jo gøre noget. Men jeg har ingen. Så der kan jo ikke forventes af mig, at jeg kan gøre noget. OG hvad gør jeg overhovedet, hvis de kommer ind i min lejlighed, indbrudstyvene, hvad hvis de myrder mig. Men det kan jo lige så godt være, at ham på første sal ligger død derinde, slået ihjel!, og hvor er det sindssygt af mig så ikke at gøre noget overhovedet, ville jeg kunne leve med det, åh, jeg er et udueligt menneske, hvorfor er der ingen jeg kan ringe og spørge om hjælp, og hvorfor kender jeg ingen mennesker i min opgang, det er jo sygt

Selvsagt får jeg ikke sovet særlig meget i løbet af natten, og vågner om morgenen ved, at politiet aggressivt ringer på døren (nogle andre i opgangen har tilkaldt dem). Jeg er rasende på mig selv. Sådan: “NÅ det er sådan et her menneske, jeg åbenbart er. En menneskesky, egoistisk kujon.”
Samtidig græder jeg en lille smule (ikke foran politiet, slap af), fordi jeg mig ubærligt alene.
Det var ikke sådan her, jeg skulle være.
Det var ikke sådan her, jeg skulle bo.

At være heltemodig. At gøre det rigtige. At tænke på andre. At kende dem man bor omkring. At passe på hinanden.
Basale menneske skills.
Shit, det har glippet for mig.
Men nu er vi alle bundet sammen af indbruddet og det kollektive svigt.
En anden havde hørt det ske, men heller ikke gjort noget.
Jeg prøver på, ikke at være utryg.
Jeg prøver på, ikke
At være utryg
I de tomme opgange
med de tomme lejligheder

***

Forleden nat drømmer jeg, at jeg møder Skægmonstret til en fest. Han krammer mig overrumplende kærligt; et drømmekram jeg i vågen tilstand ikke kan ryste af mig.
Nu hvor det er efterår, hvor man har tunge striktrøjer på igen, og vejret tvinger en indenfor, kan jeg fremtvinge et minde om, at blive omfavnet af en elsket. Den dér form for hengivne, kravløse intimitet. Åh. Jeg kan oprigtigt mærke spøgelseskrammet på min krop, hvis jeg koncentrerer mig hårdt nok.

Jeg logger på Tinder for at lede efter hengivne drømmekram, men jeg ser kun gamle elskere og deres metalliske kroppe og intetsigende mænd med søde smil.
Jeg vil kun have skægmonstrets varme,
jeg vil begraves i hans overdådige skov af skæg,
jeg vil mærke hans bamsede mavedeller presset mod min ryg.

På arbejdet siger jeg, at jeg har verdens blødeste trøje på, så de andre bliver nødt til at røre ved mig for at mærke, om jeg taler sandt.

Snedigt gået, kære hudsult.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s