aldrig-aldrig land

“Kommer I ikke nogen gange til at hygge for meget? Altså, jeg vil ikke være en lyseslukker, men øh, det virker bare lidt useriøst det her, haha.” Den bebrillede Sælger kigger alvorligt på mig og tager endnu en tår af sin sukkerholdige drink. Forinden har han vist mig de store, højloftede lokaler han selv arbejder i, og jeg har i min kæmpe ginbrandert bare grint og grint og grint af alt hvad han sagde, helt ukritisk og akavet flirtende.

“Jeg er i slut-20’erne… altså, jeg er 29… og nogle gange kan jeg da godt tænke, at jeg ikke lever som en 29-årig… sådan.. wake-up, girl, skulle du ikke være voksen nu…” Jeg griner igen, alt for højt, og håber ikke, han bemærker den afskallede neglelak på mine nedbidte negle. Måske er det en charmeoffensiv jeg har indledt, jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af ordene der kommer ud af min mund. Det eneste jeg ved er, at jeg om morgenen (med massive bodega-tømmermænd) nøjsommeligt har barberet ben og kønshår, ryddet op i lejligheden og taget mit strammeste tøj på. Da han på et tidspunkt viser mig firmaets lydstudie, lukker døren bag sig og ikke tænder lyset, banker mit hjerte ivrigt i brystet på mig, jeg griner tamt i mørket, og en flygtig tanke om forbudt, lydisoleret sex rammer mig, indtil han tænder lommelygten på sin telefon.

Da jeg viser ham min arbejdsplads og forklarer ham om projektet, griner han skeptisk og spørger: “Har du virkelig brugt 8 måneder på det her? What..”
“Haha, ja, det er lidt fjollet … men de kaster penge efter os, så deet…”
“Ah men, jeg mener, der er jo ikke nogen penge i det her; det er jo et vildt mærkeligt projekt. Er det helt seriøst det her? ”
(Kniiirkkkk krasshhhhhh huhhhhhheyyyhhhhh. Lyden af at blive helt knastør i trussen.)
Jeg overvejer, om jeg kun var tiltrukket af ham, fordi han har det dér generiske look, ligesom P., og han hedder det samme som P., ligner ham til forveksling, ligner ham nok egentlig meget, men det er ikke P., det er ikke P.
Det er en fed, pengefikseret idiot.

Vi har gennem et halvt år hilst forsigtigt til hinanden i rygerskuret, det muflede hejhhh under cigaretten, men knapt udvekslet to sammenhængende ord. Alligevel inviterer han mig og mine kolleger med til den store konsulent-fest i deres glinsende designer-lokaler, hvor væggene prydes af motivational quotes såsom “Don’t complain about things you’re not willing to change” og “Wake up with determination, go to bed with satisfaction”. Der er fri bar, gratis mad og smarte mennesker. Mine venner og jeg stikker ud; som børn der er kommet med til de voksnes fest. Vi drikker tæt, alt for meget, det er gratis for helvede, og invaderer dansegulvet med kejtede trin.

En anden fyr med akne-arret hud og ujævne tænder spørger mig, om mennesket har en sjæl, og om hvad jeg tænker om “bevidstheden”, pisseirriterende taleemne, og jeg lirer alt muligt af, så (gin)velformuleret, så (gin)abstrakt og (gin)dybt, at han kigger på mig som et orakel, hans udkårne. Jeg kunne score dem, jeg kunne tage dem med hjem, det tror jeg, det er let; når fingre fletter sig på dansegulvet og dørene lukkes i små rum, du kan bare springe på, der er åbent i butikken. Men det er ikke mig de vil have, det er ikke dem jeg vil have, så igen lader jeg vær, mit crew og jeg forlader festen og starter vores egen, i vores useriøse lokaler som de useriøse mennesker vi er, og jeg står blandt disse skønne kolleger, der er de mest uprætentiøse mennesker jeg kender, og jeg hopper op på skuldrene af den ene, svajer dansende rundt i det lille useriøse kontor, så ikke-voksne, så fattige, så lykkelige.

*****

Da jeg var i starten af 20’erne boede jeg sammen med en pige, der havde styr på sit skidt og travlt med at blive ægte voksen. Hun brugte sine penge på designer-køkkenudstyr-tøj-service-you name it, og tog sit liv ekstremt seriøst med kærester, medicin-studie og rygning (hun røg kun 2 mistral – !!!!!! – cigaretter om ugen, fordi det fik hende til at se sej og løssluppen ud). En dag fik hun klippet sit hår kort, du ved, Carey Mulligan-Emma Watson-style, og sagde til mig: “Som kvinde kan man ikke have langt hår, når man bliver voksen. Det er simpelthen så kikset og sørgeligt, hvis en kvinde bliver ved med at have langt hår.” Jeg kan huske, at jeg kiggede på mine tjavsede spidser der gik helt ned til taljen, og tænkte: Jeg tror aldrig, at jeg bliver korthåret.

Nogle gange er det som om, at folk omkring mig beder mig vågne “op til virkeligheden”. Det giver mig en fornemmelse af, at leve i en dybt urealistisk drømmeverden, og være et trafikuheld som folk omkring mig ikke kan tage øjnene fra. Mit hår er desuden stadigvæk mega langt og tjavset. På arbejdet har jeg kun mandlige, yngre kolleger, hvilket lærer mig at være som en mand i midt 20’erne oppe i hovedet, og skal jeg fortælle dig noget? Det er det fedeste i hele verden. Vi laver bizarre væddemål og lege, sviner hinanden til (på en kærlig måde, slap af), hører høj hip-hop, og drikker os umanerligt fulde. Måske bor vi i Never-never Land som en broget flok Peter Pan’er i en parallel-virkelighed til Det Voksne, Seriøse Liv. Men hvem siger, at vi er forkerte og de er rigtige? Hvilken virkelighed er det vi skal vågne op til?

Åh, det var heller ikke fordi, jeg ville fortabe mig i alle mulige floskler og generaliseringer. At lave kunst – især et stort, mangeårigt projekt – føles som Kejserens Nye Klæder; jeg er konstant bange for, at man ser, at jeg ikke har noget tøj på. Når Sælgeren stikker ind til projektet, bliver jeg bange for, at jeg lever på en løgn, og at jeg en dag skal lave noget andet, noget voksent, for jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af det, om jeg passer ind i det, og ikke mindst, om jeg har lyst til det. Men måske det handler mest om selv-integritet; at stå ved og tage sig selv alvorligt. Og måske også omgive sig med mennesker, der også er fri fra disse integrerede, konstruerede ideer om, hvad det vil sige at være voksen. Skal man ikke bare gøre noget, som gør en glad?

Om en uge starter jeg formentlig med at undervise igen, og om en måned er jeg tilbage på dagpenge i det skide system, fordi vi er løbet tør for penge. Det længste romantiske forhold jeg har haft det seneste år har været til Mr. Rabbit, og jeg betvivler oprigtigt, om jeg en dag vil få min egen familie – og om jeg overhovedet skal/kan være kunstner (fucking abstrakt jo). Andre gange kan jeg stresse over, at jeg en dag ikke har råd til at bo i min lejlighed længere, og om jeg kommer til at dø af kræft, og om jeg kommer til at ældes med ynde, om tiden løber fra mig, og om tingene nogensinde vil lykkes for mig.
Så jeg burde vågne op, burde jeg ikke?
(Men til hvad?)

***

Til gengæld er jeg jævnt besat af det her musik, og spiser dagligt chill-pills.

Her på bunden kan jeg roligt kigge op
Føle livet med min veltilfredse krop
Ingen måler mig her, alt er frihed lige her
Frihed i forfald

2 thoughts on “aldrig-aldrig land

  1. Ingen behøver blive ‘voksne’ og ‘seriøse’ – kun måske hvis man får børn, men derfor behøver man ikke blive kedelig (børn elsker alt det, der er ikke er kedeligt). Hilsen én der er mor, som prøver på at være seriøs og fornuftig og som vader i ‘tryghed’, men som til tider godt kan misunde den frihed du beskriver..

    Like

    1. Kære Marie. Jeg tror egentlig også mest det handler om, at jeg tager mig selv og min virkelighed seriøst. Altså, for hvad betyder “seriøs” overhovedet? Det er vel kun mig der kan definere det – ligesom jeg kan beslutte mig for, at ‘seriøs’ ikke betyder ‘kedelig’, som du så fint påpeger. Tak fordi du læser med og pipper lidt, det gør mig så glad. Kh

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s