kløen

Kløen er næsten forsvundet,
de små mistænkelige blærer under hårsækkene er gået i ét med den fregnede hud, druknet i tyk, hvid kopattesalve. Når jeg ikke tænker på den, er den der ikke.

Min psykolog spøger i går:
“Hvis jeg lige skal gå Freud på den, så er det måske den ‘søde kløe’ du lider under?”,
vi griner, mens jeg klør mig på underarmen med flossede, nedbidte negle, den søde kløe, uhada, men kære psykolog, kan du ikke forstå, at jeg er bange for at date?
Det er synd, du skærer dig væk fra al Nydelsen,
Nydelsen er ikke afhængig af Lidelsen,
men alt har konsekvenser, det skal du forstå,
omfanget af konsekvenserne, dem styrer du selv, det er dit job.

Men fortæl mig så, – hvordan elsker man?
Hvordan indleder man sig med nogen uden at tabe sig selv komplet?
Jeg spørger hende mellem kløen, armene svulmer rødligt op, og åh, nu er den også nede ved anklerne, dér hvor de lysebrune hår stikker som nåle.

#sixweekssober, du er dygtig skath, du er dygtig,
jeg roser mig selv hele tiden, og de bekymrede venner kan ånde lettede op, for man passer jo på sig selv, når man ikke indleder sig med nogen eller noget,

men hudsulten, forbandelsen, melder sig, for jeg indser, at jeg har en krop, den klør, på alle tænkelige måder, jeg zoomer ind i min hud, spotter skønhedspletter jeg aldrig har set før, og jeg bliver endegyldigt sikker på, at jeg har kræft,
ALLE slags kræft,
og mon ikke det er dét bag øjnene og ikke huden den er gal med,
“Hvorfor bliver jeg sygdomsangst, når jeg er glad?”
Kvindeligt hysteri manifesterer sig i kroppen.
I kløen.
Den fordummende Kløe.

Jeg tegner måner og skyer på arbejdet, men mit sind er dybt nede i sokkerne der er i kontakt med jorden, en forlængelse af min benægtelses- og åbenbart dødsenssyge – krop, mærk kontaktfladen mellem dig selv og dig selv, jo tak, og mens blodet flimrer og flakser, så ved jeg godt, at jeg ikke skal være bange for ydre ting, for jeg er en badass bitch, Angstens Dronning, og hun kan godt tage ind på gamle arbejdspladser uden at dø, (hvordan ville du kollapse, spørger psykologen, og jeg råber, (nej, jeg råber aldrig), – jeg siger, det ved jeg virkelig ikke, det ved jeg virkelig ik-kæ, for min krop kan ikke kollapse bare sådan, sådan fungerer den ikke)

Så hvad gør en stakkels kvinde med hudsult og sød, supersød, sødsød kløe, det lyder som noget, der skulle ordineres imod, jeg trasker ind og ud af byen, ind og ud af glæden, for græsset er bogstaveligt talt blevet grønt igen i frederiksberg have,
hvor jeg drikker den stærke kaffe,
og skriver en lang besked til P., for jeg har en idé,
at han skal komme og røre ved mig, ved min kløende og super døende krop,
få det til at forsvinde,
(men han kunne heldigvis aldrig drømme om at svare mig)
(thank god)

Jeg tror, at jeg skal være noget,
at jeg er noget,
Men mine ord hænger i laser, er fugtige som septembersolen,
Jeg har så mange forventninger og illusioner,
Men jeg er samtidig så træt,
Jeg gør virkelig mit bedste.

(det kan jo også bare være, at jeg er allergisk overfor et eller andet)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s