boomerang

Da hun var gået, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg gik rundt om mig selv i cirkler på stuegulvet, mens jeg snakkede højt med mig selv og kløede mig febrilsk på armene:
“VILD, HAHA, JEG ER SEJ. OG VILD. JEG ER SEJ NOK. OG NU ER VI VENNER IGEN. SEJE, VILDE VENNER. ET HELT NYT LIV ÅBNER SIG FOR MIG”
(okay, det var ikke præcis sådan her det forløb, men jeg følte mig lettere manisk, det gjorde jeg altså). Jeg lagde mig på sofaen og satte ‘Toppen af Poppen’ på for dets sløvende effekt på mig (det er meget sløvende, ahh), men jeg følte mig for kunstigt lykkelig og alle mulige voldsomme energier fløj rundt i min krop, til at jeg kunne falde til ro.

Vi havde begge gjort os umage for, at beskrive de seje (umuligt, ligegyldigt ord) ting vi havde gang i som praktiserende kunstnere (og levende, energiske mennesker). Efter mange års – for mit vedkommende, ufrivillig – adskillelse, var jeg endelig klar til at vise hende, hvor langt jeg var kommet, og hvor SINDSSYGT GODT JEG BARE HAR DET HAHA! Før hun kom tænkte jeg: “Hvor er det godt hun kommer i dag, jeg er jo virkelig glad for tiden. Sygt god timing. Nu håber jeg bare ikke, jeg bliver angst overfor hende… så er det hele ødelagt.” Min BH strammede, gav mig ondt i maven, og mine ben og arme og ryg kløede helt vildt. Slap af, slap af, DET BLIVER SKIDEHYGGELIGT, FOR FAEN.

Da vi snakkede, nej, da hun snakkede, glemte jeg nogle gange at lytte efter. Jeg tænkte for mig selv: “Jeg håber, at hun synes, at jeg er rask og sej nok til, at hun har lyst til at være min ven igen,” og kiggede på hende med forelskelses-beundrende, omsorgsfulde øjne. Hun kiggede kærligt på mig og fortalte mig, hvor dejligt det dog var, at snakke med mig igen. Da hun var gået, følte jeg mig som en sjælden pokemon, som hun havde valgt at fange.. #happiness #blessed #lucky.

Da lykkerus-dampene fra det genvundne venskab havde lagt sig her til morgen, kunne jeg bedre se mine tanker. Nej, jeg lyver nu. Ikke her til morgen, først nu. Det skete, at jeg tog på arbejde, og også energi-eksploderede ud over mine kollegaer som en mangeårig, undertrykt kamp-ejakulation fyldt med konfetti og sært højrøstet latter, en tyk klæg væske i alles hår. Foran min computer pumpede jeg rundt i alt dette liv, og blev til sidst lidt bange for, hvordan jeg kunne være så glad. Har jeg en psykose? Har jeg mistet min forstand? Hvorfor kan jeg ikke rumme min glæde?

Indrømmet – jeg har været i en lettere hysterisk tilstand i dag, HVORFOR MON?
Jesus christ. (Jeg ved jo godt hvorfor.)

***

I går var desuden en sær dag. Den dér boomerang-følelse, af at man sender noget ud, glemmer det, og slam, så vender den tilbage fyldt med slimet indhold. Et ubesvaret opkald fra H. med anmodning om overnatning, en erklæring fra Amagerdrengen om “hey, jeg er single” (what a surprise…) PLUS en ny følger på insta i form af gamle roommate, der efter halvandets års bitter stilhed pludselig søger min opmærksomhed.
(Er der desuden nogen der kan forklare mig mekanikkerne i det dér insta-følger halløj? Er det bare et tavst hej eller et reelt forsøg på at genskabe kontakt? Jeg forstår det ikke.)

Nå. Men oven i disse slimede boomerang-mænd, kom Veninden så også flyvende, et egentligt voldsomt blast from the past, hvis tyngde jeg overhovedet ikke forholder mig til. Mit horoskop fortæller mig, at jeg skal omfavne de “uventede henvendelser”, idet de kan betyde “nye muligheder”. Men jeg ved nu ikke.. der er vel en grund til, at ting er i fortiden.

Samme gælder det der skal ske i morgen: Jeg skal tilbage på en gammel betændt arbejdsplads til et eftermiddagsseminar. I en ny rolle dog, men det gør det ikke mindre skrækindjagende. Jeg troede ikke, at stedet var en boomerang. Mere bare en træpind man kaster i en grumset sø. Det var ikke meningen, at sådan nogle skulle komme tilbage.

Jeg har længe ignoreret mindet om Det Store Mediehus, en omsiggribende benægtelse, men Store Mediehuse forsvinder ikke bare sådan lige (de er jo store…). Jeg kan under mine vilde glædes- og energiudladninger være nervøs for, hvad der gemmer sig bag de store glaspartier; jeg forsøger på ikke at tage min nervøsitet seriøst. Computerdrengene vil være ved min side, og jeg skal egentlig ikke bidrage med noget. Men alligevel presser katastrofetankerne sig på, så jeg smører min hud ind i decubal, for at lindre kløen. Hvorfor er jeg ikke mere træt?
Jeg vil gerne bare gå i seng nu.

****

Jeg logger desuden på sexappen efter næsten #sixweekssober og skriver med en fyr, som ser sært genkendelig ud. Efter to beskeder frem og tilbage foreslår han allerede om vi skal mødes, og jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skriver med ham, og det virker totalt uoverskueligt, at skulle mødes med nogen, jeg troede bare, at han ville skrive med mig, sådan, om alt muligt, jeg havde glemt, at det var en sex-app, jeg havde lige glemt, at jeg var et stykke kød, som man uforpligtende skal penetrere, det var ikke dét, jeg havde forventet, det var ikke dét, jeg så mig selv som længere, så jeg lukker appen hurtigt igen.

****

Jeg forsætter lige med angst-popsangene lidt endnu.
help me, i’m crawling in my skin.

Tirsdag morgen:
Jeg ifører mig strømpebukser og en behagelig bomuldsnederdel uden elastik i livet. Min Store Mediehus-uniform. Jeg havde aldrig bukser på, da jeg arbejdede der, for jeg var bange for, at de strammede så meget, at jeg ville besvime eller jeg ville føle mig utilpas (sådan en irrationel angsttanke om at tøjet ville blive klaustrofobisk).

Igen den her: “Jeg håber ikke, jeg får angst, så går det hele galt; jeg skal styre mig selv, og gøre ALT for ikke at være angst.” Jeg var rædselsslagen i sådan en grad, at jeg aldrig nåede at være nærværende og nyde min ellers priviligerede stilling. Jeg husker nærmest kun tunge lukkede døre i mødelokaler og studier, de utallige larmende, intimiderende mennesker i kantinen, og de forventninger jeg havde til mig selv og aldrig kunne indfri. Rystende hænder, søvnløs og stakåndet i et halvt år.

Og nu er det morgen, det er over tre år siden jeg var der, og alligevel har jeg ubevidst taget min angst-uniform på, og jeg siger til mig selv: “Ikke få angst, ikke få angst.” Det er en lille pakke, der er let at hive frem. Jeg gør egentlig også det samme i går aftes, måske i min ængstelige, ikke-refleksive forberedelse til i dag; ligger pludselig og swiper på Tinder i 2 timer (!!) uden at like nogen, men i stedet blive grebet af en overvældende dårlig selvtillid, og jeg ender med at slette min konto på begge appsene, og græde over, at mine ben er SÅ ulideligt klamme “DER ER ALDRIG NOGEN DER KOMMER TIL AT ELSKE MIG”, mens mine lår og hofter klør’ helt vildt, og jeg kratter og kratter og kratter på dem, kigger på min nøgne krop i det frygteligt  afslørende badeværelseslys, og jeg hader pludselig alt ved min krop, blodårerne, appelsinhuden, strækmærkerne, fuck jeg er blevet så tyk, jeg r blevet så ulækker, hvordan har jeg bare ladet stå til, og jeg græder igen, “JEG PRØVER AT GØRE MIT BEDSTE, JEG HAR GJORT MIT BEDSTE”, og jeg facebooker da også lige Løven (what the fuck), bevidst om at det altid gør mig elendig til mode, og finder tilfældigt en video med ham, hvor han snakker, og jeg tænker “Jeg var aldrig god nok til ham; hvad lavede han overhovedet med en som mig?”, og han er så smuk, og jeg husker hans stemme, og og og,

FUCKING. STOP. DIG. SELV.

Jeg er allerede for sent på den; den er halv ti, men jeg kunne ikke komme op af sengen. Jeg bliver nødt til at tage derud, jeg bliver nødt til at se, at det ikke er farligt, og at jeg har en gylden mulighed for at være mig selv derude. Jeg vil gerne prøve det. Jeg tror godt, at jeg kan. Ellers kan jeg jo bare gå, kan jeg ikke? Jeg gider ikke være bange, jeg gider ikke hænge fast i fortiden, jeg vil gerne have en åben verden, et frit liv, jeg vil ikke have et liv med smerte og lidelse som en fransk digter i 1800-tallet (læste Arthur Rimbaud igår, holy shit), det er ikke min poetiske opgave.

***
(Fra Rimbauds ‘En årstid i Helvede’, 1873)
“Jeg burde have et helvede til min vrede, et helvede til min stolthed, – og et helvede af kærtegn; en koncert af infernoer. Jeg dør af træthed. Det er graven, jeg er på vej til ormene, åh, rædslernes rædsel! Satan, din spøgefugl, du vil opløse mig med din charme. Jeg protesterer. Jeg protesterer! Et stik med din trefork, en dråbe af din ild.
Åh! At stige op til livet igen! At kaste et blik på vores deformiteter. Og denne gift, dette tusinde gange forbandede kys! Min svaghed, verdens grusomhed! Min Gud, min medlidenhed, skjul mig, jeg er alt for uartig! Jeg er skjult og jeg er ikke skjult. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s