Vogteren

“Du skal ikke være ban-ge,” siger manden med en tyk afrikansk accent, da han ankommer til mit sweet spot på broen i Mosens tusmørke. Et bluetooth headset blinker fra hans øre, og han har bare tæer. Det var meningen, at jeg bare skulle cykle hjem fra min veninde i Søborg, men Mosen har trukket mig som en magnet ned mod sensommerens pastelfarvede vand. Det bliver hurtigere mørkt end tidligere på sommeren, og de vilde gæs er allerede forsvundet til et andet sted (flyver de sydpå?).

Jeg er aldrig bange i Nordvest. Selv når jeg går letpåklædt gennem Bellahøj eller rundt i de arabiske kvarterer sent om aftenen, føler jeg mig tryg. Små strøtanker rammer mig naturligvis: At jeg snildt ville kunne blive overfaldet, voldtaget, skudt, men bydelen minder mig om barndomsforstaden, hvor der (igennem min rosenrøde nostalgiske minder) selvfølgelig ikke findes ondskab (det gør der). Jeg er formentlig naiv og uforsigtig.

Den afrikanske mand, lad os kalde ham for Mosens Vogter, fortæller mig, at man skal passe på. “Verden er et sygt sted,” siger han. “Der bor syge mennesker i den her by. Især som kvinde skal du passe på. Har du ikke hund?”. Mens han snakker om Verdenskrige og hans tid i Danmark (jeg kan ikke få et ord indført), spekulerer jeg på, om jeg burde være bange. Klokken nærmer sig 22, og Mosen er henlagt i mørke. Jeg kan kun se konturerne af hans krop og det lille blå blink fra hans øresnegl. Flagermusene hvirvler over os, strejfer vandkanten, og løbernes hårde skridt i grusstierne larmer.

Det kan være, at han med vilje snakker til det er blevet helt mørkt; at han lader mig bygge tillid op til ham, for så at hive mig ind i en busk og voldtage mig. Jeg ser for mig, hvordan jeg det næste stykke tid skal bearbejde den traumatiske oplevelse. Det orker jeg altså ikke. Mosens Vogter følger mig gennem mørket ned til gaden. Han vil gerne gå med mig igennem Kirkegården, men jeg siger, at jeg hellere bare vil cykle hjem af den store vej. Han giver mig høfligt hånden, og siger:
“Vi skal være venlige mod hinanden; vi skal huske at passe på hinanden.”
“Jeg er glad for, at jeg ved, at du altid vil beskytte mig i Mosen,” siger jeg.
Vi high-fiver.
“Pas på dig selv,” råber han efter mig, da jeg forsvinder ud af cykelstien.

****

Vogteren er ikke den eneste, der prædiker om beskyttelse og tryghed. Jeg hører det hele tiden…  pas nu på dig selv, kør forsigtigt, spis ordentligt, husk beskyttelse, plej din krop, lad vær’ med at stresse, husk at få ro. Jeg gør mit bedste. Men det er mere abstrakt end det. For hvis jeg passede ordentligt på mig selv, ville jeg så sidde i Mosens tusmørke og ryge cigaretter og snakke med en afrikansk mand? Ville jeg arbejde som kunstner uden økonomisk stabilitet? Ville jeg spise pizza og fryseretter hver dag?

Hver gang jeg ikke passer på mig selv, er uforsigtig, føler jeg mig allermest levende; at være ufornuftig og impulsiv giver mig historierne og erfaringerne, ild.. Der skal selvfølgelig være balance i univeset. Jeg vil for eksempel hellere sidde ved Mosen i mørket med Vogteren, end at kontakte P. som ud af det blå er begyndt at følge mig på Instagram. At kontakte ham ville være alt for ufornuftigt; en historie man ikke har lyst til at erfare.

P. er ikke den eneste der kaster digitale brødkrummer. Forfatteren stempler også lige ind efter to måneders tavshed. Brødkrummerne fra mændene føles ikke gode; de minder mig om ikke at blive værdsat.. Jeg prøver desperat at lade vær’ med at respondere; onanerer mig ud af den seksuelle frustration, jeg græder, når jeg kommer. Pas på dig selv, pas på dig selv. Så hvordan finder jeg så historierne og livsfølelsen, når jeg ikke længere har ekstatisk, impulsiv, destruktiv sex?

Jeg står overfor en weekend uden planer, for jeg vi passe på min krop (stakkels lever) og mit hjerte. Jeg er udmattet og punkterer negative tanker som balloner med en nål. Bang, bang. Jeg orker ikke flere nedture. Mine hænder ryster svagt hele tiden, jeg har små stik i mit underliv, jeg spænder meget i min krop, den holder sig kørende i slummet mad og smøger, i lange timer med arbejde, og jeg drømmer om, at kunne give helt slip, være afslappet. Jeg er stolt af mig selv over, at jeg ikke har opsøgt sex som overspringshandling. Mine undvigelsesmanøvrer er blevet raffinerede. Tegninger flyder ud af mig og får sexfantasierne til at opløses. Jeg tør ikke give slip på kuglepennen. Det er godt. Virkelig.

Alting føles vidunderligt skrøbeligt og abstrakt for tiden. Jeg prøver på, ikke at forholde mig til så meget. The power of now, huh? Tænk at jeg skulle komme dertil. Jeg venter på romantiske gestuser (drømmer om, at P. skriver en kærlighedserklæring til mig) og på, at jeg får et stort kunstnerisk gennembrud. Men det føles som om, at der er flere år til at der sker noget. Min tålmodighed er sat på prøve, men jeg tror, at det er godt for mig. For jeg passer jo på mig selv nu. Åh.

****

Jeg har det sådan her i dag:

2 thoughts on “Vogteren

  1. Lige præcis det her fik mig til at grine højt: “Jeg ser for mig, hvordan jeg det næste stykke tid skal bearbejde den traumatiske oplevelse. Det orker jeg altså ikke.”

    Det minder mig om engang, jeg fortalte min veninde, at jeg lige havde været ved at slå en cyklist ihjel med min bil. Hendes svar: “Det havde nok lidt lagt en dæmper på dagen.”

    Vi ses. ❤

    Like

    1. Hahaha. Jeg elsker også den form for afdæmpede, konstaterende dramatik. Tit forestiller jeg mig hvordan en situation kunne eskalere – gerne på en voldelig eller dødelig facon, uden rigtig at blive påvirket af det. Mere sådan “TÆNK NU HVIS …”-fantasier. Sundt – ikke sundt? Hmm.
      Vi ses snart min ven ❤

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s