en skumfidus’ bekendelser

Under øjnene sidder den sorte mascara fra natten, jeg husker mig selv fra natten, når jeg ser mig i spejlet, i nattens festligheder, den bedrageriske fremmedgørelse der opstår i selskab med en hal proppet med veletablerede leverpostejspar, gravide kvinder, mænd med firkantede briller, soigneret skæg, de holder på hinandens knæ, kysser hinanden mellem talerne, jeg går ud og ryger, gemmer mig på en høstak under stjernehimlen, en festlig lyserød skumfidus midt i alt det grå, og vi hylder kærligheden, får blanke øjne under følsomme ord fra familiemedlemmer,
hvem elsker hinanden så meget, hvordan elsker man hinanden så meget,

Ved mit bord sidder et par af de andre (få) singler, jeg har opbrugt min kvote af mænd, det er tydeligt, idet de to eneste singlemænd i selskabet (ud af næsten 100 gæster…) er nogle jeg for et år tilbage skrev med på Tinder (deprimerede beskeder fra et kriseramt dagpengeliv), og ingen af os anerkender de lange beskedudvekslinger, mændene er endda venner, studiekammerater, og de ser mig an, mon fantasien om mig, min skrevne personlighed, lever op til virkeligheden (hvorfor jagter de mig ikke, har de glemt mig, jeg glemmer aldrig nogen), og jeg hvisker til min veninde, hvor akavet det er, og hun siger “Du har gennemført Tinder”, som var det et spil, hvor jeg har fået highscore, maxet komplet ud, og jeg ender med at jagte den ene, okker gokker osteklokker, jeg vælger DIG, fordi han er en uhyre talentfuld musiker (siges det) – og tavs som graven, sidder bare og stirrer, og jeg følger ham som en klæbrig (storrygende, stordrikkende) skygge, for nu er vi jo singler, og jeg er tom for kærlighed, men fuld af liderlighed og italiensk rødvin.

Når man er en festlig, lyserød skumfidus med ild i hjertet, så skal festen aldrig stoppe, og som de leverpostejsfarvede par-kloner siver ud fra det højloftede lokale som en fis uden lugt, overtager jeg musikken, hæver og sænker rytmisk mine ben som en kludedukke, hvis motorik er i hænderne på en anden, men det er løgn, jeg er i fuld kontrol, i hvert fald fuld, meget fuld, min klæbrige skygge smelter tilbage i min fysiske krop, tindermændene forsvinder ned i markernes mørke, farveeel, og jeg kigger på mine venner, disse vidunderlige mennesker, og jeg danser voldsommere, indtil mine fodsåler er forvandlet til blødende vabler, jeg vil ikke stoppe med at bevæge mig, (jeg vil ikke stoppe med at elske), og ved teltet klokken fem i morges snøvler jeg til de andre, at jeg altså ikke er træt, jeg kan ikke blive træt, og tidsler brænder mine balder, når jeg sidder på hug i buskadset og tisser, og min mund klikker tørt, vand, jeg glemte vand, og jeg omfavner min veninde i en øm storeske, for er der ikke nogen der vil ligge i ske med mig, har jeg spurgt med en lille fesen stemme (en teltvæg er ikke en ægte væg, det glemmer man).

Efter fireogtyve timers eventyr bliver jeg sat af i Nordvest, en falleret, nedslidt skumfidus på vaklende høje hæle og disse mascarakager der forvandler mig fra Queen of The Night til Frankenstein, og jeg tænker ikke så meget, på intet tidspunkt har jeg egentlig tænkt noget (så var det vel en god fest), men så bliver der stille i sofaen, der er er virkelig stille, jeg spiser fritterne fra burgermenuen og stirrer ud i luften, mayo på halsen, i håret, og dér får jeg et sært stik i hjertet, et lille hvepsestik, for det går op for mig, at jeg lever et andet liv, et andet liv som Alene, et liv uden et “dig”, og er der noget jeg går glip af? Kigger de andre på mig og misunder skumfidusens frihed?

… at den kan danse så vildt, drikke og ryge så meget, gennemføre Tinder, bruge 10 timer på at lave et overtapet, superlimet papmesterværk til gavekort, på hendes evne til at vælge musik, til at grine af sig selv…

eller er Sandheden derude, X-files style, er Sandheden i den slags kærlighed, der prædikes om til brylluppet, vil jeg nogensinde blive elsket af et andet menneske, vil jeg nogensinde selv elske et andet menneske, får jeg nogensinde børn, bliver jeg nogensinde voksen, er jeg bare en dramatisk, excentrisk (excentrist) Peter Pan,

hold din kæft og spis dine pommes, 
jeg er her, og ikke dér.

****

En 100 % nøjagtig videodokumentation af mig lørdag nat (efter 8 genstande):

2 thoughts on “en skumfidus’ bekendelser

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s