sulten hud

– Kom her, w.
Han åbner sine arme, og jeg kryber hjemmevant ind i hans krog. I lang tid ligger vi bare i tavshed og omfavner hinanden. Mit ansigt er most ind i hans hals, og jeg undertrykker behovet for at trække vejret, for jeg har ikke lyst til at stoppe krammet. Det er en omfavnelse af sær ikke-erotisk karakter, selvom mine nøgne bryster er presset mod hans bare overkrop. Jeg kører hånden søvnigt over hans ryg, og presser mig så tæt ind til ham, at jeg ikke kan kende min hud fra hans. Modsat sidste gang er jeg pinligt ædru, men det ændrer ikke rigtig på noget.

– Det er dejligt, at du kom, hvisker jeg ind i hans hud.
– Ja det er.. og så får vi stillet hudsulten.
Jeg smager på ordet. Hudsult. Sulten hud.
Er det dét vi laver?

Det er natten med Stormfloden af dommedagskarakter. Jeg har ramt syndfloden i dens epicenter, og betvivler mine overlevelsesmuligheder, da jeg cykler ned af Nørrebrogade med vand til anklerne og et blåligt diskolys af lyn på himlen over mig. Jeg ved, at H. er i nærheden og langt væk fra Sydhavnen, hvor han bor, så jeg skriver, at han er velkommen til at søge ly for skybruddet hos mig. Lidt over 1 ringer han på. Jeg modtager ham i t-shirt og trusser; adrenalinet over at have cyklet i vanvidsvejret og over at have inviteret ham hjem til mig, har holdt mig lysvågen. Vi ryger cigaretter i vindueskarmen, mens vi betragter tordenen og lynene der kontinuerligt forsætter med at ruske i Nordvest.

Hvordan var det nu; nå ja, sex er ikke længere en del af vores venskab. En indforstået, usagt aftale. Alligevel er det lidt af en prøvelse at ligge stille og ikke tænke på sex, når man ligger presset op mod hans underliv, mens regnen prikker på ruden. Jeg spekulerer på, om han også synes, at situationen er vanvittig erotisk. Da vi siger godnat, vender jeg mig om og kysser ham kort på munden, hvilket overrasker os begge. Jeg fortryder, at jeg kyssede ham så hurtigt. Hvis jeg havde gjort det langsomt, havde han måske kysset mig mere? Jeg presser med mikrobevægelser min numse ind mod hans underliv, men en dyne skiller os heldigvis ad. Han fletter sine fingre ind i mine, og falder ubemærket i søvn.

Mine venner griner af mig dagen derpå.
Man kan sgu da ikke sove nøgne sammen, uden at det betyder noget.
“JO!” råber jeg og konkluderer pragmatisk: “Det er jo bare huden der er sulten, og vi hjalp hinanden. Min hud var så sulten, jeg havde sådan lyst til at blive rørt ved.”
Men det er jo H., for helvede.
“JAMEN, jeg har ikke nogen følelser for ham længere.”
Lol, siger vennerne. Det er noget fis.

Jeg smager stadig på ordet. Hvorfor min hud er så sulten, er det bare noget jeg bilder mig selv ind? Det er ligesom at se sig selv som et stykke kød, som både bruger og lader sig bruge.

Ellers går det meget godt med min sex-detox, og jeg er gået tilbage til et 7.-klasse niveau, hvor det ikke handler om sex, men den uskyldige flirt – som bl.a. gør, at jeg har købt et skateboard (HAHA), for at komme tættere på en fyr (han skal lære mig at skate, ahhhh). Det er overskueligt. Ligesom at sove nøgen og ikke-seksuelt med H. er overskueligt og trygt.

Det brænder nok sammen på et tidspunkt, ligesom alt andet.

****

Stormen aftager desuden. Endelig.

Min veninde siger, at jeg ikke bør acceptere, at jeg har det så dårligt stadigvæk. Hun har altid været skeptisk overfor min psykolog, og foreslår, at jeg søger hjælp andetssteds.
Jeg hører mig selv sige, at jeg altid har set mig selv som et menneske, som skal gå igennem livet på den her måde: Med voldsomme op- og nedture, betinget af min ekstreme følsomhed. Lige så lang tid jeg kan huske tilbage, har jeg haft det sådan her. Svære tider, gode tider. I mit hoved findes der ikke tanken om, at man en dag skulle nå hen til et stadie af ren ubekymrethed og veltilpashed. Men når veninden stiller mig de dér skeptiske spørgsmål, kommer jeg i tvivl.

Bør man tilstræbe at lande på et sted af lykke? Er det overhovedet muligt? Er sorgen og lidelsen integreret i den man er, eller er det noget som der kan ændres på?

Jeg siger til folk, at jeg har det bedre end nogensinde, samtidig med, at jeg ofte gennemgår disse perioder af totalt mørke og destruktion. Gør det så det andet til en løgn? Underminerer dét den generelle følelse af, at være et godt sted? Er mennesket ikke i stand til at være komplekst – eller har nedturene lov til at være der, så længe de bare er mere moderate og ikke så døds-orienterede?

Fuck man. LIVET ER SVÆRT.
Og min hud er nærmest kun blevet endnu mere sulten.

7 thoughts on “sulten hud

  1. Jeg tænker ikke man skal bestræbe sig på en tilstand af lykke. Den er ikke permanent og umulig at fastholde (men dejlig når den er der). Man skal passe gevaldigt på med at kloge sig på andres vegne så nu fortæller jeg bare min sandhed, og det mål jeg bestræber: tilstedeværelse i nuet. Fri for uproduktive, cykliske tanker, der bryder mig ned og tager mig væk fra det jeg kan gøre noget ved, og de mennesker jeg elsker. Jeg er tankenarkoman og har altid tænkt, at det var dér min drivkraft og mine gode resultater kom fra. Jeg er ikke så overbevist længere. Forsigtigt vil jeg sige, at jeg har tænkt lidt det samme om din psykolog. Måske er det ikke flere tanker (andres) du har brug for. Måske er det ro? Prøv evt at slå metakognitiv terapi op, jeg havde et par sessioner, terapeuten var so so, men det satte mig på det rette spor. Og hvis du er til selvhjælpsbøger (og kan abstrahere fra de mere spirituelle, New Age-agtige elementer) så overvej The Power of Now af Eckart Tolle, en finurlig lille canadier. Faldt over han da jeg var allermest træt af at høre mig selv tænke. Du kan fx også bare lytte til ham her: https://m.youtube.com/results?search_query=eckhart+tolle+best+speech

    Kh M

    Like

    1. Kære M.
      Jeg har gået og tænkt en del over din kommentar de sidste par dage, fordi den rammer ned i en diskussion jeg har med både mig selv og venner for tiden. ‘The Power Of Now’ er helt klart noget jeg skal læse; jeg tænker på en måde, at den er i forlængelse af Sven Brinkman-tanken, som også beder os om ikke at hæfte os for meget i fortiden. Jeg må indrømme, at jeg er lidt skeptisk ved den kognitive metode, da jeg føler den repræsenterer tidens “lappeløsning” tendens, meeen den må vi lige tage en anden gang.
      Tit undgår jeg på bloggen at gå for dybt ned i analyserne, fordi det ville være noget knudret læsning, haha. Jeg er nysgerrig på at analysere og undersøge mig selv. Jo mere jeg gør det, jo mere selvsikker og reflekteret føler jeg mig; og jo bedre bliver jeg til at rumme mine mange følelser og være til stede i mig selv.
      Det er sygt komplekst alt det her; jeg er ikke sikker på nogen svar eller hvad jeg overhovedet skriver lige nu (og jeg hader, at jeg lyder som en der kommer direkte fra terapien, haha). MEN – jeg vil gerne læse ting der kan inspirere mig og sætte nye tanker i spil, så tak for anbefalingen, M. Og tak fordi du giver dig tid til at skrive så lang og personlig kommentar med dine erfaringer; det værdsætter jeg – og lader mig inspirere af. 🙂
      KH

      Like

      1. Ja, kognitiv terapi er jo meget udbredt (som dybest set er at arbejde med tanker, sætte dem i system, skemaer etc). Jeg mente nu metakognitiv terapi, som reelt er det stikmodsatte: det handler mere om at lære at leve med dem, træde bag dem og “være” i stedet for at tænke, giver det mening? Sikkert ikke, haha, og det er også skidesvært, ja, næsten umuligt faktisk. Du skal gøre, hvad du synes spiller for dig, og hvis dine mange tanker og følelser er det, der kan gøre, at du producerer sådan nogle smukke tekster, så er det måske alle lidelserne værd. Kh M

        Like

      2. (Jeg har lige haft en god aften på google, haha, og nu popper der alle mulige behandlingstilbud op i min FB-feed, ahhhh). Bruger du så den metakognitive teknik? Det er vildt interessant, at hjernen kan “kontrollere” tankerne på den måde, og puf! så er negativiteten væk. Jeg forstår godt, at det tiltaler mange. Det tiltaler også mig – at kunne være i stand til at lukke ned for mørket så effektivt. Samtidig er der en del af mig, som også elsker at undersøge, svælge og skabe ud fra de eksistentielle kriser. Jeg bruger min psykolog ikke kun til at håndtere angst og dødstanker, men også til fx (kærligheds)relationer, seksualitet, skoleopgaver, kunst og filosofi/eksistentialisme. Det er såå spændende! Og taaak for dine søde ord, jeg bliver helt genert 🙂

        Like

  2. Helt forsigtigt vil jeg også sige, at jeg har haft lidt samme fornemmelse onkring din psykolog. Hendes rolle lyder nærmest guru-agtig, og du virker til at tænke meget over, om hun synes du er kedelig/dramatisk/osv. Jeg har indimellem tænkt, om hun gerne vil have, at du skal se op til hende, fordi hun ligger inde med alle svarene, og du bliver fastholdt i et eller andet kaotisk selvbillede. Men det er kun en fornemmelse, og ikke noget jeg har formuleret færdigt. For jeg kender selvfølgelig ikke hele historien. Du skal bare vide, at du fra denne side af skærmen virker ret skarp og sej. Øv dig i ikke at give andre mennesker magten til at rokke grundlæggende ved din selvforståelse (psykologer, mænd som alligevel ikke kender dig). MEGET lettere sagt end gjort, det det jeg godt, og det er kun sagt med kærlighed ❤

    Like

    1. Kære Maria,

      Efter din kommentar har jeg læst tilbage på bloggen, for at finde ud af hvordan jeg egentlig italesætter min psykolog, for jeg blev overrasket over dine betragtninger. I mit blogunivers havde jeg fornemmelsen af, at jeg fremstillede min psykolog som den her badass-kvinde, der med Oprah-kommentarer skabte verfremdungseffekt i fortællingen, og jeg følte egentlig ikke rigtig, at jeg har nævnt hende så meget.

      Jeg ville gerne kunne udfolde flere af mine psykolog-sessioner på bloggen, fordi de hjælper mig sygt meget med at forstå mig selv, men det er svært for mig at formulere noget der ville give mening for læseren, fordi vi efter seks år snakker i et indforstået meta-refleksionslag, der trækker på mine fortællinger og tidligere oplevede følelser. Af den årsag trækker jeg ofte bare nogle få sætninger fra en session herind, som – indrømmet – måske kan få hendes ord til at fremstå som Sandheden.

      Jeg er ikke interesseret i at imponere min psykolog; tværtimod er hun det eneste menneske, som jeg kan vise mig selv 100 % overfor (… hvilket er lidt sørgeligt). Det giver mig en enorm tryghed, at jeg har hende; et ugentligt åndehul, hvor jeg ikke skal tænke over, hvordan jeg opfattes. Mit håb er, at jeg en dag er i stand til at tage terapi-ida med ud i den virkelige verden. Jeg er blevet meget (!) bedre til det de seneste par år, og terapien har også ændret sig fra brandslukning til en mere eksistentiel, refleksiv snak. Jeg lærer SÅ meget om hvad det vil sige at være menneske – om at være kvinde, om kærlighed, om tvivl og identitet, angst, og verden. Det er så spændende at udforske – også selvom det tager udgangspunkt i min egen smerte.

      Men tak – virkelig! – fordi du stiller spørgsmål ved konstellationen (og min formidling af denne). Jeg har godt af, at blive prikket til, for det tvinger mig til at reflektere over det, før jeg kan forsvare det. Jeg ved ikke, hvad den endegyldige løsning på psykiske problemer er; jeg tror det afhænger af, hvilken type person man er, hvad man kommer fra og hvad man fremadrettet ønsker sig. I en ideel verden var jeg startet til psykolog som 15-årig, da de første dødstanker meldte sig, og måske det havde hjulpet mig til at være mere i kontakt med mit følelsesliv i dag, hvem ved.

      Kh

      Like

      1. Når det så er sagt, så vil jeg gerne indrømme, at jeg nogle gange stoler blindt på hendes betragtninger, hvilket kan skærme mig af fra andre muligheder. Jeg er åben overfor de fleste ting, men er efter alle disse år med hende, også blevet “skolet” i psykoanalyse og hendes måde at anskue psykologien (og mennesket) på. Det kan der både være plus/minus ved, og hver gang jeg bliver ramt af nedturen, overvejer jeg også at søge anden hjælp, fordi jeg tænker, at det jo ikke kan blive ved sådan her.. Når nedturen så er ovre, så skænker jeg det ikke en tanke. Hmm. Sikke en lavine af tanker du har startet, Maria, haha. Tak for det (sagt ikke-sarkastisk, virkelig!).

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s