et (forholdsvist) stort liv

Jeg prøver at se mig selv som en junkie der er på afvænning. Jeg har kraftige abstinenser efter quick-fixes i form af håbløse, liderlige dates, så jeg kan få et afbræk fra min ensomhed.

I går ligger jeg hele dagen på madrassen ude i gangen (der hvor der er mega gennemtræk – men også virkelig mørkt og deprimerende), og jeg er splitsekunder fra at skrive til Forfatteren, Hypnotisøren og åbne Tinder igen. BUT NO, NOT THIS TIME. I stedet for ringer jeg til min søster. I starten af opkaldet er jeg munter og spørger høfligt ind til hendes dag, men efter 10 minutter hulker og hulker jeg ind i røret, og hvor har jeg haft brug for at ringe til nogen, hvor har jeg dog haft brug for ikke at være alene.

Jeg gør det heller ikke nemt for mig selv. Jeg er en mester til at søbe i elendigheden. Måske jeg kunne lade vær’ med at melde mig syg fra arbejde, måske jeg kunne lade vær’ med at lægge mig ude i den mørke gang en hel dag, og måske jeg kunne lade vær’ med kun at have kontakt til omverdenen gennem lange, melankolske mails til min Psykolog og den stakkels Australier jeg bollede på min fødselsdag (han skulle aldrig have givet mig sin mailadresse, haha, jeg opfører mig som om jeg er fucking Jane Austen), og så et underligt fiktionsværk som jeg i tirsdags blev helt besat af at skrive.

Fiktion. What the fuck.

Tirsdag var jeg nemlig heller ikke på arbejde. Flot. I stedet for lå jeg i sengen til langt ud på formiddagen og spekulerede på, om det var dumt af mig ikke at tage på arbejde. Det er alligevel for varmt til at lave noget som helst, rationaliserede jeg. Så gik jeg ud i byen og endte med at slå mig ned på den lokale café. Jeg havde glemt min tegneblok og lighter, så jeg sad bare og gloede ud i luften, som om jeg var dement eller mediterede. Forinden havde jeg kigget mig selv i spejlet nede i Kirkens Korshær, og sagt til mig selv: Du ligner en voksen der klæder dig ud som et barn. Lyserødt tøj og underlig 90’er børne frisure. Nå, men så sad jeg dér på cafeen mellem dødkedelige venindesamtaler (hvorfor er slut-20’ernes hot topic boligkøb?), og krammede min taske, som en paranoid gammel dame.

På gaden kommer en gammel roommate (fra da jeg var 21) gående forbi. Dengang var jeg håbløst forelsket i ham, og han ser også virkelig godt ud denne dag. Korte shorts, tanktop, strandlækkert hår, brunet hud, store solbriller. Han kører fingrene gennem sit hår (det ser næsten ud som i slowmotion, helt filmisk), som han passerer mig. Jeg er en stenstøtte lavet af angst og andre lammende materialer, og kan ikke finde ud af at sige hej. I stedet glor jeg bare på ham, mens jeg krammer min taske endnu hårdere. Da han er forsvundet, vågner jeg. Hvad fanden laver jeg. Hvem fanden er jeg. Hvorfor fuck sidder jeg her. 

Så jeg rejser mig op, går hjem, og beslutter mig for ikke at være dette menneske, og ja, begynder at skrive fiktion. Ord der vælter ud af mig, som om jeg pludselig forstod, hvordan jeg skulle skrive, og hvad jeg skulle skrive om. Jeg var som besat. Jeg tænkte på den irriterende murstensbog “Et Lille Liv”, jeg aftenen forinden havde læst færdig, og på hovedkarakterens evne til at søbe i sin elendighed i een uendelighed, og jeg har ikke lyst til at være et lille sørgeligt lorteliv, jorden går under om lidt, og hvor er det fucking spild af liv at skære sig selv (på sjælen) på den her måde.

Efter 7 timers fiktionsbesættelse (det er noget underligt, underligt rod jeg har skrevet) landede jeg til en øl-aftale med mine to gamle venner, og jeg kan have det så sindssygt over, at jeg kan gå fra det dybeste mørke i den dybeste brønd fyldt med selvhadssovs og apokalypse-tavshed, til at være det lattermilde, passionerede og charmerende menneske i andres selskab. Latteren rullede over alle mine ord, og al dommedag og angst var væk. Jeg dansede (bogstavelig talt) hjem, temmelig fadølsberuset, men også lykkelig over, at jeg havde været dette menneske. Det er ubegribeligt for mig, hvordan jeg kan blive ved med at glemme og finde mig selv hele tiden.

Men alligevel er jeg dagen efter tilbage i heden, i den mørke gennemtræksgang, og som eftermiddagen skrider frem, melder dødstankerne sig igen, og min ensomhed er så altoverskyggende, at jeg ikke tør forlade min lejlighed, og jeg tør ikke ringe til nogen. Hvor lang tid skal det blive ved, hvad er det jeg har gang i. Åh.

Men nu er jeg tilbage på kontoret. Måtte sparke mig selv afsted, for jeg havde ærlig talt lyst til at blive liggende ude i den mørke gang (et lille bitte lorteliv), og jeg blev angst overfor, at skulle fortælle de andre hvorfor jeg havde været syg: Skal jeg fortælle dem, at jeg havde migræne, skal jeg fortælle dem sandheden, mit projekt handler om angst, og åbenheden starter jo hos mig, jeg skal være åben, fortæl nu om din angst, fortæl om den, holy crap.

Min arbejdsmotivation er på sit laveste. Vi sidder i forhandlinger om ophavsrettigheder og løn, og jeg er ved at brække mig over, at skulle sætte en pris på min kunst og mit værd. Jeg har lyst til at kaste det hele på gulvet (måske derfor jeg begynder at skrive mærkelig fiktion – SÅ SKRIVER JEG DA BARE EN BOG, DET ER HELT FINT, lol), og aldrig vende tilbage.

Nå. Men jeg er voksen, er jeg ikke? Jeg er voksen, er jeg? Voksne forhandler deres eget værd, de tager konflikter og de spørger om hjælp. Ja. Jeg piller min mærkelige børnefrisure ud, reder mit hår, tager en fin voksenskjorte på og klæder mig ud som det menneske jeg burde være: 29 år, glad og ansvarlig.

****

Jeg prøver desuden at manipulere mig selv gladere med popmusik. Blandt andet har jeg hørt den her sang ca. 20 gange om dagen de sidste par dage. Shit.

2 thoughts on “et (forholdsvist) stort liv

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s