sort vand

Jeg har sat mig i vindueskarmen, så jeg kan holde øje med regnen. Den er allerede stilnet af, men jeg kan se den under gadelygterne, og høre den boble i kloakristerne.
Duften, den duft… Jeg havde glemt den.

Den stopper nok om lidt.

Jeg drikker over evne i går. En brønd uden bund. Klassisk. Kander med fadøl forsvinder uden problemer i det lille selskab. Mine ord er underligt muflede, og jeg føler, at jeg smiler falskt. Jeg tror ikke, at der er nogen der bemærker det.

En i selskabet bliver ved midnatstid for stiv og ubærlig, så min søster og jeg køber to øl og tre pølsehorn i syv-elleve og cykler ned til kanalen. Jeg står nøgen og venter på hende ved stigen, hvis trin er glatte af tang. Vandet er kulsort, kun svagt oplyst af neonskiltene fra Fisketorvet og de store industribygninger. Stjernerne drøner rundt som fyrværkeri over mine stive øjne. Jeg plumper ned i vandet uden tanker, mine bryster bliver til små kugler is, og vandet føles blødt mod huden. Jeg siger til mig selv, at jeg er fri som jeg ligger dér på ryggen, nøgen i kanalen, under nattehimlen. Vi svømmer rundt i lang tid i det unaturligt varme vand.

Vi sidder nøgne på kanten, drikker øllene og ryger cigaretter på de salte læber, mens hudens porer lukker sig sammen igen og vandet fordamper. Vi snakker om kærlighed og vores opvækst; fremmedgørelsen. Jeg er væsentligt stivere end hende. Hun er tre år yngre, men generelt mere robust og reflekteret end jeg er. Ingen af os er normalt typerne der bader offentligt. Slet ikke nøgne. Slet ikke om natten. Jeg kigger på hende, mens hun taler, og føler mig overvældet af kærlighed. Mit livs vigtigste menneske, min halve tvilling.

Det var godt, at jeg tog ud. Det siger jeg til mig selv. Det var godt, at jeg var social; at jeg kom lidt ud. Selvom jeg kan synes, at det er pinligt, at min lillesøster faciliterer mit socialliv. Som om, at jeg har givet afkald på mit eget, og som en anden socialt udsat skal have hjælpe til resocialisering. Det skal nok vende snart. Jeg skal bare lige finde mine fødder.

Ugen har været lang. Sene timer på kontoret, fordi jeg bevidst har forkortet mine aftener; sikret mig selv mod for lang tid alene. Når jeg endelig er kommet hjem ved en 19-tiden, har jeg sat mig ned for at læse. Først Erica Jong (kvindelig power), bagefter ‘Et Lille Liv’ som min veninde gav mig i fødselsdagsgave tidligere på ugen. Jeg græder, mens jeg læser. Ikke at det siger så meget; jeg græder fucking hele tiden, haha. Jeg vil ikke lave spoilers på bogen, men den rammer en nerve, jeg ikke vidste var vigtig lige nu: Frygten for at blive elsket, at åbne sig, spørge om hjælp; genvinde troen på, at man er noget værd.

Jeg troede, at jeg bare kunne blive ved med at arbejde og læse, arbejde og læse, og så ville jeg vågne op en dag og være renset. Men denne tømmermændsdag har været en grufuld efterligning af forrige lørdag. Jeg har tænkt på at dø hele dagen; været spærret inde i mit hoveds ulidelige tanker, fanget i osteklokken. Jeg presser grådkvalt ansigtet ned i puden med de negative tanker buldrende mellem ørerne, og jeg kan ikke finde ud af at sige det til nogen. Jeg skriver en lang mail til min psykolog, hvilket hjælper lidt. Den konkluderer dog ikke noget; opridser bare al min lidelse. Jeg bliver rædselsslagen over, at jeg har det sådan her. Jeg frygter, at jeg vender tilbage til en tid, et sted før nulpunktet, og at jeg skal starte forfra.

Min lejlighed ligner et bombet lokum. Her er beskidt, for jeg har ikke støvsuget i snart en måned. Tøj ligger spredt ud over gulvet. Det er som om, at tiden står stille; at jeg bevæger mig gennem rummene som et spøgelse, der ikke længere bor her, ligesom jeg vist heller ikke bor i mig selv for tiden. Hvordan kan jeg finde hjem igen?

Mens jeg skriver, går det op for mig, at jeg er meget sulten. Jeg har spist 6 pandekager og en halv pose chips i dag. Min menstruation sender smertestråler ud i lårene. I vinduet kan jeg se et slasket menneske skrive på sin gamle Mac. Genspejlingen viser en lille pukkel på nakken, en kropsdeformitet der afslører al den tid jeg har tilbragt i fosterstilling. Snart kan det vel også ses i mit ansigt; sorgen. Jeg frygter den dag. Puklen kan skjules med skjorter, rullekraver og mit taljelange hår. Men hvordan skjuler man et ansigt?

Jeg forsøger at tænke på det sorte hav, der omsluttede mig i nat.
Jeg skulle måske have taget ud til havet i dag.

I stedet for har jeg bare set 2 sæsoner af ‘Casual’ (som handler om et søskendepar, hvis liv sejler). Stilstand.

Jeg prøver at komme i tanke om hvad man skal sige til sig selv. Sådan noget “Du er stærk”, “Du er god”, “Du kan godt det her liv”, jeg forsøger at sige sætningerne højt, men jeg lytter ikke ordentligt efter. Forhåbentligt er det her bare tømmermænd og menstruation. Det skal ikke være permanent.

Det skal det ikke.

Det skal det ikke.

Det skal det ikke.

Sommeren må godt slutte snart.

(jeg skammer mig allerede over denne tekst, men man skal ikke være bekymret for mig, jeg klarer mig. det er vigtigt at skrive, det er det, er det ikke? ellers bliver det bare værre, tror jeg. jeg er optimist, det er jeg, og jeg håber, jeg ved, at tingene bliver gode igen om lidt. det skal de.)

5 thoughts on “sort vand

  1. Jeg kender det alt for godt. Det er så svært at overskue, når man står midt i en ‘sandstorm’ af dårlige følelser og ikke kan forestille sig, at stormen nogensinde lægger sig. Men det gør den heldigvis altid igen. Nogle gange gider jeg at bruge kræfter på at kæmpe mig ud af den, men for det meste så foretager jeg mig ikke det store, mens jeg venter på, at stormen passerer. Stilstand er ok. Ustøvsugede lejligheder er ok. Alt er ok.

    Kram

    Like

    1. Jeg blev så glad for din kommentar, Malou. Jeg havde så meget brug for, at blive hørt, så tak for det og for dig. Jeg forsøger at huske på, at krisen (eller sandstormen som du så fint kalder det) ikke er permanent. Jeg er nået til det udmattede stadie, hvor jeg ikke rigtig kan overskue at være fanget i sort vand længere. Nu vil jeg primært bare gerne sove. 🙂 så forhåbentlig betyder det at stormen har lagt sig (for nu).

      Like

  2. Sejeste Ida altså! De er SÅ svære at dele med nogen; dødstankerne. Modigt at du gjorde (og gør) det her og ift. din psykolog.
    Knus fra M
    P.S. Er det virkelig muligt at være mere reflekteret end dig? 😀

    Like

  3. …det jeg i virkeligheden ville sige (fandt jeg ud af, da jeg havde lagt hovedet på puden) er: Jeg kender til dødstankerne. Det er det tungeste af det tunge. Når det føles for svært at være til. Dén der desperation (måske jeg har skrevet det til dig før?). Og det føles ubærligt at gå med det alene. Men jeg er bange for at gøre andre bange, hvis jeg deler. Eller for at der bliver skabt for meget drama omkring det. For det er det sidste, jeg har brug for. For mig gør det hele forskellen blot at kunne ventilere det og at blive rummet. Jeg kan dele det med min mand (men det har altid en pris, fordi det selvfølgelig er tungt for ham og kan gøre ham nervøs) og et par veninder så småt. Men det er altid nemmest, når det er på sikker afstand. Og dér hvor man har allermest brug for det er jo, når man står midt i det.

    Like

    1. Kære Maria,
      Tit tænker jeg, at dødstankerne er noget jeg påfører for at gøre mig selv bange. Det er en lortet ukonstruktiv tanke, for den burde egentlig oversættes til: “Jeg vil gerne ændre noget”, eller “Jeg har ikke lyst til at være mig selv”. Så virker den mindre dramatisk og måske mere konstruktiv at forholde sig til. Når den forbindes med død, bliver det derimod så tungt og mørkt, at man næsten ikke kan ånde i det. Det er synd, at man ikke tillader sig selv at udforske de mørke følelser og finder ud af, hvorfor det egentlig er, at man trækker sig selv ned i afgrunden. Jeg prøver, at være bedre til at italesætte det; gøre det til en “normal” tanke, så dens betydning mindskes, og jeg kan tænke på det som et ønske om ændring i stedet for. Men som du siger, så bliver folk tit bange, når man snakker om døden på den måde. Jeg skal altid knytte sætningen “… men det er altså ikke fordi jeg er suicidal” på det, så man ikke igangsætter alle mulige advarselslamper. Jeg forestiller mig, at der er mange der har den slags tanker, så vi kan lige så godt begynde at snakke om det på en konstruktiv facon. Derfor siger jeg også TAK ❤ ❤ fordi du deler dine tanker. Man skal ikke gå rundt alene med sådanne tanker.
      Kæmpe kram, Ida

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s