party in my pussy

Hva’ så din liderlige tøs…
Jeg har drømt om dig i nat.

Jeg sletter beskederne.

8 timer senere ringer et ukendt nummer.
Hvem er du? spørger jeg.
Amagerdrengen! Svarer han. Kan vi ikke tale sammen?

Jeg har på tom mave delt en flaske naturvin på Øen med min veninde. Jeg er skingrende beruset og pludselig super paranoid over, at Amagerdrengen ikke forstår, at jeg ikke har lyst til at knalde ham (som jeg de foregående dage har informeret ham om flere gange, men nok ikke strengt nok). Jeg tuder hele vejen hjem fra byen, og tænker hele tiden på, hvor fucked up jeg er; hvorfor har jeg overhovedet skrevet til ham i første omgang? Jeg kan ikke bare bruge andre mennesker på den måde. Konsekvenserne af mine handlinger synes uoverskuelige (igen, meget beruset af naturvin på tom mave).

Hans insisterende, perverse kontakt gør mig nervøs for de nøgenbilleder, jeg i et øjebliks delirisk liderlighed sendte til ham i lørdags (før jeg kendte til kæresten). Han har efterfølgende skrevet, at han sidder og onanerer til dem. Hvis han bliver besat af mig eller vred på mig over, at han ikke kan ‘gennemkneppe’ mig, så lægger han billederne ud på nettet og så er mit liv ødelagt. Mit ansigt er ikke på billederne, men jeg ser kun katastroferne.

Samtidig kommer jeg i tanke om, at Amagerdrengen vist nok havde følelser for mig i sin tid, og at jeg tidligere har brugt ham som et stykke legetøj for at slippe for min ensomhed og kedsomhed. Jeg har ikke rigtig tænkt over det før. Amagerdrengen har altid bare været lidt en joke, fordi han er et virkelig skørt menneske. Men det går op for mig, da han ringer, at jeg har overskredet en grænse. Ikke kun i forhold til mig selv, men også overfor ham. Hvad hvis han slår op med sin kæreste og tror, at vi skal være sammen? 

No means no, skriver jeg først. Det føles dramatisk. Jeg er ikke et menneske der skriver sådan. Senere får jeg formuleret en ordentlig undskyldning og afvisning, som han godtager. Amagerdrengen er ikke fjenden.

******

Jeg har svært ved at skrive for tiden, fordi der er en del af mig, som ikke tør være helt ærlig (overfor mig selv) – eller tage mig selv seriøst, for den sags skyld. Jeg sletter mine ord hele tiden. Derfor er det nemmere at skrive om mænd. Lidt ligesom i virkeligheden: Det er nemmere at hænge ud med fremmede mennesker, end at håndtere de tætte relationer. Men nu er der sket dét, at min liderlighed har forladt mig. Jeg kan ikke huske, hvornår det sidst skete, og det giver mig en ny form for virkelighed, som jeg skal forholde mig til.

Jeg vil prøve at fortælle ordentligt om min weekend uden at joke. Weekenden var en af de værste, jeg har haft længe. Jeg tror ikke, at jeg fik det formuleret ordentligt i lørdags, fordi jeg fortabte mig i Amagerdrengens febrilske adfærd og store penis. Måske er jeg nogen gange også bange for at sige ordene højt. Jeg famler allerede nu, mens jeg skriver, efter at finde de rigtige ord. Men here goes…

*****

Søndag gik jeg rundt om Mosen. Det var ikke en fredfyldt gåtur, for jeg var bange for at stå stille. Når jeg stoppede op i min svedige powerwalk, var det eneste jeg kunne tænke på, at jeg havde lyst til at dø. Jeg blev ved med at skyde billeder ind i mit sind; at jeg faldt ud over altanen, druknede i Mosen, dinglede fra et træ i et reb. Jeg skræmmer mig selv med de tanker. De er så ufatteligt ukonstruktive, og efterlader mig komplet handlingslammet. Når man kun tænker på at ophøre med at eksistere, så er det noget nær umuligt at forholde sig til løsninger eller håb.

Jeg placerer mig selv – helt bevidst – i et vakuum, hvor jeg forsøger at skabe så meget støj (med pik, tv og musik), at jeg ikke kan høre mine egne tanker. Jeg tager mig selv i at flippe med min højre pegefinger; jeg kigger på den, og ser at jeg er i live, at jeg styrer den, at jeg har en fri vilje. Hver gang jeg flipper den op og ned, tuder jeg. Jeg vil dø, jeg vil dø, jeg vil dø, siger pegefingeren i sine stædige bevægelser. Jeg tænder for fjernsynet, prøver at sove, tvangsfodrer mig selv. Jeg ved, at jeg burde snakke med nogen, men jeg har ikke lyst til at ringe til nogen. Jeg er sikker på, at de vil være trætte af mig; trætte af at høre om, at jeg “har nedtur på igen”.

Jeg kender efterhånden mine nedture, og jeg ved, at de nok skal gå over, så jeg panikker ikke (som sådan). Men der er strøtanker, som sender mig selv på Psykiatrisk Skadestue; som om det ville være lettere for mig at lade mig indlægge, end at skulle gribe telefonen og ringe til en ven. I stedet for at gøre nogle af delene ligger jeg bare på gulvet, flipper med pegefingeren og venter på at dagen sluger timerne. Tingene bedres fra 0 – 100 da jeg vender tilbage på kontoret mandag morgen.

Det er svært for mig at finde ud af, hvorfor jeg skulle derhen i weekenden; hvorfor jeg gjorde det mod mig selv. Igen må jeg famle efter ordene. Måske jeg skal tilbage til Liderligheden Der Blev Væk. Jeg har ikke lyst til at have sex, og jeg har ikke lyst til at involvere mig med nogen mænd. De sidste to uger har været sære, fordi jeg er vant til, at min rastløshed gør alt for at skaffe mig noget pik der kan fylde mig op.

****

Under den første hypnosesession med Hypnotisøren løj jeg overfor ham. Han sagde, mens jeg var i trance (og dog stadig ved bevidsthed).
– Nu skal du tænke over et ord, som repræsenterer det, som ville være allermest grænseoverskridende for dig; dér hvor jeg virkelig kan bryde dine grænser. Bare lade ordet komme af sig selv. Det kan være alle ord. Lad det tone frem, og når du er klar, fortæl mig det.

Det første og eneste ord der poppede op i mit hoved, var “kærlighed”.
Men “kærlighed” er ikke et sexet ord, så jeg tunede ind på hans begær og kinks. “Underkastelse,” løj jeg.
“Ja. Underkastelse. Du vil bare gerne slippe kontrollen, overgive dig til mig. Du er min. Sig: ‘Jeg er din’. Du underkaster dig mig.”

Jeg fulgte hans instrukser, men under alle mine ord, vidste jeg godt, at det ikke var underkastelsen der ville være grænseoverskridende for mig. Underkastelse er let, for det er jo bare en eskapisme; noget man kan vælge til. Det er sværere at rent faktisk tage kontrollen; og det allermest grænseoverskridende jeg kunne forestille mig, viser det sig åbenbart, ville være at blive elsket og skulle elske. Den slags kontroltab, der går dybere end underkastelse nogensinde ville kunne gøre.

Så selvfølgelig forsvinder Liderligheden. For min liderlighed har i lang tid været bundet op på at blive fyldt op, og underkaste mig mandens begær. Men hvad med mit eget begær? Hvad er det egentlig jeg selv har lyst til? Det kan jeg få lov til at spørge mig selv om nu. Et generelt begær, som ikke nødvendigvis er forbundet til sex. Hvad sker der, hvis jeg indrømmer over for mig selv, at jeg rent faktisk gerne vil komme tæt på andre mennesker; at jeg ønsker kærlighed, begærer kærlighed. Det går op for mig, at jeg vitterligt ikke har nogen anelse om, hvordan man gør, og det gør mig så ubegribeligt ked af det.

Så når jeg tænker så voldsomt på, at jeg har lyst til at dø, handler det ikke om selvmordet. Det handler om, at jeg vil ændre noget. Ikke at jeg skal være et andet menneske, nej, ikke noget selv-optimering. Men jeg skal give mig selv plads, og at jeg skal begynde at leve mit liv.
“Du har slet ikke givet dig selv muligheden for at opdage bare halvdelen af, hvad du er i stand til, og hvad du egentlig rummer. Du kan så meget, og du er så meget. Jeg ville ønske, at du gav dig selv plads til at se, hvem du i virkeligheden er. At du tillod dig selv, at vedkende dig din egen lyst og rummede dig selv, for alt hvad du er,” siger min psykolog kort før sessionen slutter.

Før jeg ankommer til hendes praksis i indre by, har jeg stået og grædt foran Metro-byggeriet på Rådhuspladsen, fordi jeg opdager, at de store grønne metro-mure er blevet taget ned og erstattet af et gennemsigtigt metallhegn. Jeg er et sentimentalt, dramatisk menneske, og jeg kan selvfølgelig ikke lade vær’ med at forbinde metrobyggeriet til mit eget liv. Nu bryder mine forsvarsmure sammen, siger jeg til mig selv, og tænker på, at murene har været oppe siden jeg flyttede til byen for 8 år siden. Nu tages de ned, der bygges noget nyt, noget bedre, og måske er jeg, ligesom metroen, også snart færdigbygget (hahaha, åh…). Men du forstår pointen. Jeg er metro-byggeriet. Nej. Jo. Nej?

Nå.

Men.

Hvad så nu?

Hvad har jeg lyst til? Hvad har et færdigt metro-byggeri lyst til?
Køre stærkt. Derudaf! Jeg skal bare dauda. Selvfølgelig.

Små skridt, små ture, små bevægelser. Jeg har ikke travlt.
Og jeg har virkelig ikke lyst til at dø.

(Ærlig talt gør det hele mig ret ængstelig.)

****

Denne sang er på min discover weekly.
Passende.
Ligesom at det regner i dag.
Passende.

2 thoughts on “party in my pussy

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s