sommeren klæder hende

Jeg har prøvet at skrive et indlæg i tre dage, men jeg går i stå hver gang. Jeg skylder skylden på varmen; fralægger mig alt ansvar. Fuck varmen. Nu prøver jeg igen, fordi jeg tror, at det er godt for mig at skrive. Der var mange ting, som jeg gerne ville fortælle, men det føles irrelevant lige nu. Jeg gemmer historierne til en anden gang.

***

Jeg sætter i løb ned af Rentemestervej, fordi det pludselig ser ud som om, at himlen er ved at kollapse over Nordvest. Jeg troede bare, at det var natten der var på vej, men nu kan jeg se, at jeg skal skynde mig hjem. Lynene flækker mørket. Mens jeg løber, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke kan finde ud af at løbe. Tænk at jeg løber. Hvor er det dog underligt. Jeg ville klare mig så dårligt under apokalypsen, jeg ville dø som den første. – en tanke, jeg desuden har tænkt flere gange i løbet af dagen, for den måde jeg håndterer #tørken2018 på, er ved at ride stormen ud, isoleret i min lejlighed. Det er altså ikke særlig hardcore survival skills.

Isolationen klæder mig ikke.

Jeg har fundet et spot mellem altandøren og køkkenvinduet hvor der er gennemtræk og hvor jeg har placeret en hynde. Der ligger jeg så. I går så jeg en masse fjernsyn. ‘Castle Rock’, den er virkelig god. I dag har jeg set de sidste tre afsnit af ‘Sex and the City’ og den elendige film (der varer 2,5 time, wtf). Så spiser jeg mine måltider dernede. Spilder pesto og frysepizzaost udover mig selv. Falder i søvn. Græder lidt i fosterstilling. Onani uden liderlighed. Swiping på Tinder. Finder nye mennesker at følge på Instagram.
Set i bakspejlet burde jeg nok have lavet weekendplaner.

Det gik ellers OK denne uge; Sommeren versus W.. Det startede godt, virkelig godt. Jeg tog alene på stranden to dage i træk. Badede, tannede, lyttede til bølgerne; alt sådan noget strandnoget. Det var også ret fedt. Altså, jeg havde det godt, på stranden. Jeg følte mig aktiv, at jeg bare sådan trampede afsted mod Amager og Reffen i styrtende hede. Wow, måske jeg faktisk er et sommermenneske. Men det er også hårdt, sådan en slags sommerlivsstil. Især når man lever den alene.

Måske var det et værn jeg byggede mod min fødselsdag. Jeg burde have været på arbejde, men valgte stædigt at overgive mig til sommeren i stedet for. Men der findes jo ingen opskrift på sådan nogle aktiviteter, og strandturene og de solstiklange cykelture, de bliver til en underlig form for eskapisme, indtil jeg på min fødselsdag vælger at trække stikket, og gemmer mig på Kirkegården. Kirkegården er desuden ikke så anderledes fra strandene. Jeg er alene og tavs med mine hjernedøde tanker. Jeg forstår nogle gange ikke, hvordan jeg får tiden til at gå; hvordan timerne bare kan glide væk fra mig, uden at jeg foretager mig noget. Jeg lytter ikke engang til musik. Jeg kigger bare. Eller lukker øjnene. Fuldstændig øredøvende tomhed.

Der burde være en form for dramatisk morale i at spendere sin fødselsdag blandt døde mennesker. Det er der ikke engang. Men jeg havde bare ikke lyst til at se nogle mennesker. Ligesom de andre dage. Jeg havde endda helgarderet mig mod klokken 00-tomheden (dér hvor ugen knækker over i ens horrible fødselsdag på minutslaget) med en impulsiv Tinderdate med en australsk turist, som jeg vidste skulle rejse hjem 12 timer senere.

Vi sidder i Nørrebroparken ved pushernes headquarter (sehr romantisch) og snakker om eksistentielle kriser, jordens undergang og kreativitet (på en følsom og ikke-intellektuel facon, jeg er ikke intellektuel, fuck no), hans hår er mørkt og krøllet, øjnene varme, han er en sensitiv, introvert type, og han kysser mig krævende ind i fødselsdagen, masserer mine bryster gennem det tynde stof. En pusher hoster og hakker ved siden af os, og en pantsamler lyser med sin lille lygte, mumler på afrikansk. Jeg griner over, at det er sådan her mit næste leveår starter.

Jeg tager ham med hjem, selvfølgelig, og han er som P. overalt på min krop, de blideste, ømmeste kærtegn, erfarne fingre og perfekt pik, og vi sveder i tropenatten i lækker elskov. Jeg er glad for, at det er sådan min fødselsdag starter. Han tager tilbage til Australien, og jeg kvæler alle følelserne, danser ekstatisk bag lukkede gardiner, og ender som du ved, på Kirkegården. (Senere mødtes jeg med mine forældre og fik gaver og spiste middag, men det er ikke så vigtigt for historien)….

Hvor var det nu jeg kom fra? Hvad var det jeg skulle skrive om?

Jeg fortaber mig i ligegyldige historier nu, kan du se det? Det går så let for mig. Der er ingen plan med det her indlæg, og jeg prøver at presse eventyrerne og dramatikken ned over mine ord.

Men faktum er, at jeg ikke har det sådan vildt godt.

Da jeg går ud her til aften, før himlen er blevet sort, forsøger jeg at huske mig selv på, at jeg har det sådan her hvert år i Juli måned. At jeg lider af en form for ulidelig sommerdepression, der gør at jeg isolerer mig komplet og gribes af en afsindig ensomhed, som er nærmest umulig at ryste af mig. Der er ingen angst tilknyttet, kun det her latterlige  mørke. Jeg er ude af stand til at lave aftaler, vedligeholde mine relationer og passe mit arbejde. Jeg lægger mig i stedet for bare ned og venter på at dagene forsvinder. Jeg ved ikke, hvad det er for en slags dag man venter på skal komme. Altså, hvis man sådan hader alle dage og ønsker at tiden forsvandt, hvornår er det så, man forventer det ændrer sig? At man vågner op en dag og bare har det fedt?

En kær veninde skraber mig op fra stuegulvet i går aftes (forestil dig en stor slimklat, der klistrer fast ned mellem gulvbrædderne), og vi kører i en stor bil op langs kysten. Bilens heftige aircondition gør mig ør. Jeg fortæller hende ikke, at jeg har ligget og grædt hele dagen, og ønsket at jeg var død. I stedet for spiser vi en stor is og snakker om alt muligt andet. Vi ryger en joint hjemme i haven, og mine tanker bliver abstrakte og usammenhængende. Jeg sover i kælderen under et kradsende uldtæppe. Der er en skarp duft af petrolium eller olie, men jeg er skæv og falder i søvn uden at tænke to tanker, mens telefonen bimler med tinder-matches (“Du ser mystisk ud” og “Vil du ikke lære mig at rulle cigaretter?”) og en mail fra Australieren, som jeg har sendt en tegning (“It’s bizarre to think now that only a day ago i was in a sunny park drinking with you. It was really nice, thinking about that makes me smile.”).

Da jeg kommer hjem efter dødssøvnen i kælderen, skriver Amagerdrengen til mig. Han viser mig billeder af alt muligt sexlegetøj, som han har erhvervet sig. Han vil gerne stikke ting op i mig (“fylde dig ud til der ikke er 1 mm ledig”), og han vil gerne have, at jeg skal være hans slave, som han kan ydmyge og herske over. Jeg går med på fantasien, for jeg keder mig, og fortæller ham, at jeg er god til at adlyde. (god pige..)..

Når jeg kommer,
skal du have
ingen BH på.
ingen trusser
kun en nederdel
og
udviskede grænser.

Hvor går dine grænser, bliver han ved at spørge. Jeg har ingen grænser, siger jeg (løgn). Han vil gerne trække mig ud under bruseren og tisse på mig. Jeg siger, at jeg ikke helt er klar til at blive tisset på (grænse!). Efter to timers underlig sexting (han har aldrig skrevet til mig om de her ting før), skal han videre i sin lørdag. Det bliver dejligt at se dig igen, siger han, idet vi har aftalt at (måske) mødes i næste uge (jeg tvivler kraftigt).

Inde i mit hoved runger min psykologs stemme (jeg ser hende i tirsdags for første gang i en måned):

Du prøver at slippe væk fra dig selv.

For jeg snakker om frigørelse. Og jeg snakker om at afgive kontrollen. Om at overgive mig, underkaste mig. (jeg fortæller hende om Hypnotisøren, som hun er meget skeptisk overfor).
Hvad er det du vil frigøres for? Dig selv?

udviskede grænser

lol.

Amagerdrengen har desuden ikke skrevet af sig selv.
Jeg har skrevet til ham tirsdag aften, fordi jeg havde lyst til, at der skulle komme en genkendelig krop og holde om mig, mest af kedsomhed og ensomhed. Men Amagerdrengen er åbenbart ikke længere en JustEat-pizza med kort leveringstid. Han er blevet til et langtidshævet Ølandshvede med respekt for sig selv (og er åbenbart proppet med pikant sexlegetøj og S/M-tilbøjeligheder, who knew). Jeg føler mig patetisk, fordi jeg samtidig begræder, at jeg ikke kan finde ud af at vedligeholde nogle af mine relationer. Jeg støder alle mennesker fra mig, lukker mig i som en retarderet musling og vælger at se fremmede mennesker i stedet for mennesker der er mig tæt. <— Dette er selvfølgelig katastrofeudgaven af mine tanker, for det står i realiteten nok ikke så slemt til (håber jeg?)….

Ah! Amagerdrengen tjekker ind imens jeg sidder og skriver:

Jeg tænkte på dig her til aften,
mens en anden havde mig i munden
Men jeg kom ikke.
Kun hende.
Tre gange.

Jeg har savnet din fisse.
Jeg har savnet dine bryster.
Jeg har savnet at bruge dig.

(Hvis jeg skriver det på den her måde, lyder det næsten som et smukt digt, gør det ikke? Et postmodernistisk, kropsvæskende digt..)

****

Regnen kom aldrig til nordvest..
Hvorfor løb jeg hjem?
Varmen er en undskyldning, jeg ved det godt. Juli-måned ville være rædselsfuld om varmen var der eller ej. Jeg har prøvet at være det her sommermenneske, men jeg lever på en løgn.

Jeg hader, at jeg ikke kan finde ud af mit liv. Jeg har vitterligt ingen anelse om, hvad jeg laver, og det føles som om, at jeg kun fucker op.
En håndgranat lige i sylten.

****

Lidt mere postmoderne digtning fra Amagerdrengen at slutte af på:

Dine tårer lyder lækkert
Udløst af presset fra min pik
i din hals

Det er følelsen af
at kunne gøre med dig
som jeg vil


Og ydmygelsen

Er hård nu 
Vil gemme på det
til dig
Tror det ville se godt ud
i hele dit ansigt 

Søndagen gider jeg ikke
Til middag med noget familie

Måske lidt pik i mund før eller efter
Første gang jeg møder hendes familie
Orker ikke helt
Og ja, hun er min kæreste.
Men det er vel ligegyldigt?
….
….

***

Okay, det fungerer faktisk meget fedt med live-digtning på denne måde. Det får mig til lige at skulle knytte en kommentar til ovenstående.

Det viste sig, at Elveren, det sekund han matchede med mig på Tinder, var kommet ud af et tre år langt forhold, og derfor “ikke ville noget seriøst, jeg vil bare ha’ det sjovt, HAHA, SJOVT, og vi kom for tæt på hinanden sidst, og det går jo ikke når jeg bar’ vil ha’ det SJOVT HAHA….”
whathefuck.
Hypnotisøren forsvandt desuden også et sted i Spanien med sin dame. Altså.
I couldn’t help but wonder: Hvad er det der foregår?
“Femme fatale,” jovist. Deres slave. En dygtig pige der tager imod. Ingen grænser, husker du vel nok.
Hold kæft, det er åndssvagt man.
Det stopper nu.
I morgen, hvis vejret tillader det, går jeg ned i Mosen, og så kravler jeg fucking op i mit klatretræ og finder ud af, hvad fanden det er der sker.

Nu vil jeg bare være sådan her for evigt:
(#åretssommerhit)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s