akrobat

De er ikke fiktive, mændene, selvom jeg giver dem eventyrlige navne og former dem med magiske penselstrøg. – Jeg er kun et menneske; jeg er fuld af fejl, skriver Hypnotisøren fra et sted i Spanien fredag nat. Tættere på mig, kun et par kilometer væk, er Elveren presset af ‘personlige problemer’ og beder om plads og tid. Jeg burde kalde dem Rasmus og Nikolaj i stedet for. Mads og Jesper. Whatever. Ægte navne. De er ægte jo. Unge, danske mænd. Fantasierne og dramatikken er min, ikke deres.

Jeg føler ikke rigtig andet end irritation. Mændene svæver væk i en tåge af ligegyldighed. Varmen efterlader mig i et permanent meditativt (tanketomt) stadie, og jeg opsøger hypnosen egenhændigt, påfører mig selv underbevidste orgasmer og lyst. På en sær måde længes jeg ikke efter penetrering. Måske er jeg bare fyldt op nu. Jeg vil gerne fokusere på mit arbejde. Jeg vil gerne være dygtig og flittig… (who am i?)

Jeg venter på angsten. Den må da komme lige om lidt. Artikler om Verdens Undergang dominerer min feed, og jeg ved, at jeg burde være mere bange (og at jeg nok bliver bange meget snart). Varmen forsætter i det uendelige, men til min overraskelse bliver jeg bare overmandet af en voldsom ligegyldighed, og mit humør er lunefuldt, tenderende til det dårlige.

***

Min veninde er typen der hopper nøgen i vandet på den proppede udendørsbar. Jeg står på kanten af molen med en cigaret og kigger misundeligt på hende, mens hun plasker rundt i solnedgangen. – Jeg føler mig som genfødt, hver gang jeg hopper i, råber hun til mig dernedefra. Jeg griner og retter selvbevidst på mit tøj. Hendes krop er ualmindeligt slank, til trods for at hun har født en baby. Jeg har ikke født nogen baby, men har virkelig ikke lyst til at smide tøjet. Hvis jeg var så slank og smuk som hende, så ville jeg 100% hoppe i vandet, tænker jeg.

Vi boede sammen for mange år siden. Hun har altid været smuk, slank og vild. Det gav mig mange kvaler at bo sammen med så frit et menneske. Jeg misundte hende og sammenlignede mig med hende, hvilket kun efterlod mig med følelsen af utilstrækkelighed. I mine øjne var hun et supermenneske: Perfekt. Hvorfor er jeg ikke vildere, hvorfor er jeg ikke mere fri af kontrollen, hvad er der galt med mig. Jeg sugede mig fast på hendes eventyrlyst og kæmpede med at bryde mine egne grænser, men projektet mislykkedes og jeg endte ud med at bryde sammen, hvilket startede hele det her ulidelige angstforløb. Ikke kun på grund af hende, selvfølgelig, men det var en tricker, en kulmination.

Vores venskab kunne ikke rigtig bære det, og hun smed mig ud af lejligheden. Vi har senere “glemt” alle konflikterne, og fundet tilbage til hinanden igen. Vi ses med et par måneders mellemrum. Jeg aflyser aftalerne, hvis jeg ikke føler mig psykisk i balance. Jeg har ikke lyst til at snakke om angst eller andre dårligdomme med hende. Jeg har kun lyst til at snakke om, at det går pissegodt.

I lørdags går det heldigvis pissegodt, så jeg aflyser ikke. Jeg er i de tanketomme tømmermænd og flyder bare med strømmen og ind i hendes vildskab. Hun krejler sig til gratis aftensmad, og får os ind til en hemmelig fest et sted på Øen. Vi turer rundt i natten blandt de store, forladte industribygninger, skråler og hviner, rammer skumle technofester blandt træerne, danser på skatebanen og stjæler øl fra fremmede pothoveder. Jeg føler mig lykkelig i eventyret, verden føles meget åben.

Slutteligt kravler hun op i kran på byggepladsen. Jeg råber af hende nede fra jorden, at hun ikke må kravle højere op. – Pas nu på, HAHAHAHA. Vi er stive og projektet virker en anelse farligt. På den anden side forbander jeg, at det ikke er mig der er kravlet derop. Ligesom jeg forbander, at det ikke er mig, der hoppede i vandet. Jeg føler mig stor og klumpedumpe-agtig ved hendes side; den der forsigtig-Per i vennegruppen der altid siger – pas nu på, du kan komme til skade, det er farligt. Mens den vilde altid råber slap nu af og lev lidt! 

… Lev lidt. LEV LIDT! AHHHH.

På durumbaren på vej hjem sviner hun nogle mænd til, håner dem. De er tydeligvis interesserede i hende. Jeg læner mig tilbage, er stille og ryger en cigaret. – Du kan da umuligt være 29, siger de til hende. Mændene er kiksede og meget fulde. Jeg gider ikke ikke snakke med dem og spiser tavst af min mad, mens samtalen fyrer som projektiler om ørene på mig. For en gangs skyld har jeg det OK ved at være mig, og jeg ville mest bare ønske, at jeg sad derhjemme og spiste min mad, alene. Min vildskab er mere kontrolleret, men den er der, det ved jeg. Også selvom jeg ikke kravler i kraner og hopper i vandet. Jeg prøver at huske det; at jeg kan andre ting, og er noget andet end hende. Hvorfor er vildskab også noget jeg altid længes efter? Hmm.

****

I går aftes, da solen er gået ned, tramper jeg op mod Bellahøj. Det er lang tid siden, at jeg har gået en tur bare for turens skyld. Mine ben værker. Hver gang jeg går ture deroppe, har jeg en stærk følelse af, at jeg kommer til at møde P. Jeg tænker på det romantiske øjeblik; at jeg finder ham, dér hvor vi mødtes første gang. Så ville jeg blidt lægge min hånd på hans skulder, og han ville tage mit ansigt mellem mine hænder og kysse mig på den der guddommelige, intense måde. Men der er tomt i parken. Bellahøjhusenes vinduer er oplyst som små fakler, og jeg strejfer rundt i den mærkelige betonjungle forvildet af mine dagdrømme. Jeg tænker på, hvordan andre mennesker, kommer tæt på folk; hvordan folk har det så let ved at indgå i relationer. Jeg har følelsen af, at jeg aldrig kommer tæt på nogen.

****

I am alive
I am alive
I thought
I thought that i’d die

Who cares?
I’m not a moralist
I’m just a lady with some time
I want to be made out of love
I want to be made into life

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s