ud af trancen

Jeg prøver stadig ihærdigt ikke at føle noget og bygger hverdagen op omkring en eller anden indforstået styrke, som jeg eftersigende skulle have fundet i mig selv. Men der kommer nogle gange små sprækker i mit fæstningsværk; illusionerne braser, og jeg tvinges til at stikke en finger i jorden.

Hypnotisøren skriver kontinuerligt til mig gennem min arbejdsdag, så jeg til sidst bliver så stakåndet og tændt, at jeg bliver nødt til at tage hjem. Jeg sender ham billeder af mig selv (på hans opfordring), hvor min blege hud er blottet og hvor mine læber puffer sensuelt. Jeg er ellers fint i gang på kontoret, hygger mig med kollegaerne, arbejder flittigt, men jeg længes ubegribeligt efter at høre hans stemme.

Jeg lægger mig klar hjemme på sengen i en luftig kjole, lukker vinduerne, trækker trusserne af og venter på hans opkald. Jeg har sagt til mig selv, at det er åndssvagt, at jeg sådan følger hans ordrer, men jeg har ikke lyst til at lade være.

Efter en halv times ventetid ringer han endelig. Jeg er ved at døse hen på sengen (jeg er så træt de her dage), min stemme er grødet. Han sidder i en bus på vej til en ny by og lyder lidt diffus. Smalltalken bliver hurtig erstattet af: “Sov”, og jeg dykker ned i trancen.

En høj spansk stemme lyder over højtaleren i baggrunden. Han er åbenbart allerede ankommet til sin destination. Han bliver nødt til at lægge på, men beder mig om at tælle ned fra 100 og tænke på alle de dejlige ting, jeg har lyst til og som der skal ske, indtil han ringer mig op igen.

Jeg tæller lydigt ned.
100… 99… 98… 97…

(Jeg forestiller mig, at han kommer ind i min lejlighed, og at han utrolig smuk, et stort viltert hår og øjne med ild i, at han tager mit ansigt i sine hænder, presser sig op af mig og kysser mig blødt og vådt. Jeg vil have dig, siger han. Men det er det eneste jeg kan forestille mig. Har jeg vitterligt ikke flere fantasier. Min hjerne messer igen: Giv slip, giv slip, jeg er din, jeg er din. Sov. Sov nu…)

... 74… 73…. 72… 71… 

(Gad vide hvornår han ringer igen. Hvad var det overhovedet han skulle i den by. Nå ja, han sagde noget om en dame. Sagde han min dame? Jeg kan ikke huske det. Hvor er det fjollet jeg ligger her, egentlig. Mine dage kan da ikke forsvinde i orgasmer, kan de virkelig? Det hele er blevet til en stor grød.)

… 52… 51… 50… 49…

(Åh, hvor de store lastbiler larmer nede på gaden. Måske jeg faktisk burde flytte ud af byen, bo på landet. Jeg ved ikke, hvor meget mere jeg kan holde København ud. Alting stresser mig, uden at stresse mig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke noget. Gad vide hvad han vil gøre ved mig…. jeg er din, jeg er din… Er hypnose overhovedet virkeligt, eller er det bare noget jeg skaber selv – eller er det faktisk grundpræmissen for hypnose; altså noget man skaber selv?)

… 33… 32…  
(Telefonen ringer højt i headsettet)

Ham: Er du i dyb trance?
Mig: Ja. (Løgn)
Ham: Sov.
Han knipser. Det kildrer i hele min krop.
Der går 10 sekunder.
Ham: Jeg bliver nødt til at gå nu. Vi snakkes en anden dag. Hej-hej.
Han lægger på.

… 3… 2… 1…

Jeg forestiller mig, at hans dame har ventet på ham ved busterminalen.
Jeg forestiller mig, at han tager hendes ansigt i sine hænder, kysser hende blødt og vådt, presser sig op af hende.
Det går pludselig op for mig, at selvom jeg er hans, så er han ikke min. Og hvorfor skulle jeg overhovedet tro det? Var det hele ikke bare fis og ballade? … why so serious? 

***

Jeg bliver ked af det. Det overrasker mig. Jeg føler, at tilliden er blevet brudt, og jeg føler mig flov over mit begær, intime beskeder og de blottede billeder. Det slår mig, at han formentlig bare har brugt mig til at slå tiden ihjel indtil han ramte damens by, og at jeg faktisk ikke betyder noget, hvilket på sin vis er okay – for det er jo bare en leg det hele. Problemet er bare, at jeg igen har givet en stor flig af mig selv på et sølvfad. Jeg har sat noget på spil som sædvanlig, gjort det langt mere intenst end det måske burde være. Men når man lader et andet menneske dykke ind i ens underbevidsthed på denne facon, ind i ens dybeste lyster og hemmeligheder, så kan det vel ikke undgås at skabe en vis form for skrøbelighed?

Samtidig med det forsvinder Elveren også. Jeg kommer i tanke om, at han ikke ville sove hjemme hos mig forleden, efter vi havde haft sex. Han tog hurtigt sit tøj på og forsvandt. Jeg tog det cool, fordi – som du nok husker – så er jeg en cool cat, cool as a motherfucking cucumber, men det undrede mig, at han ikke ville spendere mere tid med mig. “Jeg har ferie, så jeg gider ikke vågne af nogen alarm.” Fair nok, tænkte jeg bare. Nu er der bare tavshed. Jeg forsøger at være ligeglad, for JEG FØLER JO INGENTING, haha. Åh. Samtidig er det også sådan: Ah ja, selvfølgelig ville han ikke mere end at bolle mig. En klassiker i mit liv.

***

Så jeg ender op med at ligge på min sofa med mine behårede ben og stikkende bumser i ansigtet, jeg stirrer dødt ud i luften og tænder ikke lys, når solen forsvinder. Jeg er fuldstændig forladt af liderlighed for en gangs skyld. Orker ikke engang at onanere mig til nogen form for lykkefølelse. Jeg lytter til alle afsnit af P1’s “Hvorfor har jeg ikke en kæreste?”, og reflekterer over mine egne fejl. Hver gang jeg får en negativ tanke, siger jeg: STOP. Der er så mange negative tanker, som jeg skal punktere, at jeg ender med slet ikke at kunne tænke på noget. Jeg er ret bevidst om, at jeg ikke er klar til kærligheden – men det føles som noget jeg bilder mig selv ind, for at beskytte mig selv STOP. Jeg skriver halvhjertet til venner om nogen vil drikke øl. Ingen bider på. Jeg tænker på, om jeg føler mig ensom. STOP. Jeg tror det ikke. Nordvest larmer på gaden. Hvorfor er der så mange knallerter og motorcykler? Det er til at blive sindssyg af. De åbne vinduer suger lydene til sig. Jeg starter “It” på Netflix, den varer 2,5 timer, så det burde kunne holde mig kørende til jeg skal i seng. Den er kedelig. Jeg bliver ikke engang skræmt over Pennywise. Måske jeg skal læse bogen igen? Jeg kan ikke huske hvordan den slutter, det irriterer mig grænseløst. Bogen er i hvert fald bedre end filmen. Jeg sætter mig op ved bordet og forsøger at lave en tegneserie, men efter halvanden side (hvor jeg mest har tegnet mig selv på sofaen og på altanen), går jeg død. Har jeg overhovedet nogle historier i mig? Er det hele bare en oppustet idé? STOP. Det er underligt med Hypnotisøren og begrebet “underkastelse”; er det fordi jeg bare længes efter, at en mand fortæller mig hvad jeg skal, og at jeg tilhører nogen; at jeg er din… eller bare nogens.. STOP.

***

I morges da jeg vågner, tænker jeg på, hvordan jeg skal få tiden til at gå indtil jorden går under. Der er en del af mig, som er overbevist om at det sker inde for et par år. Det føles som om, at alting ude for min lejlighed brænder, kollapser og opløses. Hvordan skaber man drivkraft under sådanne forudsætninger? Jeg har ingen anelse. Jeg har lyst til at klippe mit lange hår af, jeg har lyst til at flytte ud på landet, jeg har lyst til ikke at være det her menneske længere. Ting der kan være ligemeget egentlig, hvis jorden alligevel går under om lidt. Det er svært at omfavne denne form for nihilisme, for den skaber kun en øredøvende ligegyldighed overfor alt hvad jeg foretager mig.

I næste uge fylder jeg 29, og min fødselsdagskrise kommer allerede snigende (jeg bruger ofte mine fødselsdage på at græde i et mørkt hjørne, mens solen banker på ruderne og vennerne gemmer sig på lækre feriedestinationer). Jeg føler mig ikke 29 år gammel, men jeg føler mig samtidig heller ikke at jeg tilhører nogen andre aldre.

Jeg venter på, at jobcentret ringer til mig lige om lidt, så jeg kan lyve og sige, at alting går strålende, og at jeg har et job i sigte. Det er faktisk ikke engang en løgn. Men jeg har det alligevel altid som om, at jeg lyver overfor dem. Jeg skruer jobcenter-W.-facaden på, spiser dem af med kompetence-floskler og falskt gåpåmod. Jeg kan ikke udholde det. Forhåbentlig er jeg snart ude af systemet. Om lidt, om lidt.

Min fredagsaftale har aflyst, og jeg kan ikke overskue, at jeg skal stirre fra min sofa endnu en aften. Jeg har lyst til alt og samtidig til intet. Jeg ender nok på sofaen igen. Jeg vil desuden arbejde på at slippe dommedagsfølelsen, haha. Shit, det er lige tungt nok, selv jeg kan se det. Forhåbentlig har jeg skrevet mig ud af det nu.

Så en lille glad sommersang at slutte af på så, yassss.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s