jeg er din

Varmen smyger sig om mine bare ben, mens jeg trækker cyklen gennem Østerbros stille gader i formiddags. Luften er tyk, og jeg bevæger mig langsomt, som om intet er sket, som om natten allerede er forduftet. Et hedt vakuum, sjæleløst.

I minutterne op til at jeg skal mødes med Elveren i krydset (jeg er som sædvanlig kommet alt for tidligt), går det op for mig, at det er et virkeligt menneske jeg skal møde og ikke bare en tilgængelig pik. Sådan er det altid før en date: Fantasierne braser. Jeg lytter til sangen mens jeg venter, som minder mig om P.; en stille, uforklarlig sorg, der gør mine øjne blanke. Jeg vifter desperat tårerne væk og skifter nummer. Ikke græde nu, er du dum. En strøtanke fortæller mig, at jeg skal løbe væk, før han kommer. Et minut efter vinker vi frejdigt til hinanden fra hver vores ende af fodgængerovergangen.

Om natten, i køkkenet, er Elverens kys forsigtige; den lille spidse mund uden tunge, læber der lander på min hals, og hænder der næsten ikke rører min krop. Jeg skal stå på tæer for at nå ham, han er så høj, og mine ben er anspændte i den akavede position. Han presser mig uendelig blidt op af køkkenvasken, og vi lister ordløst ind i sengen. Jeg har forinden ikke tænkt to sammenhængende tanker. Han snakker meget, hele tiden, om alt muligt, og jeg smiler og nikker, venter tålmodigt på, at vi skal have sex. Jeg har selv opstillet hele situationen, og alting går efter planen. Min krop er hærget efter mit alkoholiske solstik, spritten har for længst destrueret hjernecellerne, og mest af alt er jeg kondenseret til et pulserede underliv som træffer alle beslutninger for mig.

Sexen er mindre forsigtig end kyssene, men det er nogle gange svært at bolle en blød feminist, som hele tiden er fokuseret på min nydelse i stedet for på sin egen. Da hans sæd kommer til at sprøjte ud over mine ben, er han een stor undskyldning, og spørger om det var ubehageligt for mig.
– Jeg forstår ikke, hvad der skulle være ubehageligt ved det?, svarer jeg og kysser ham bekræftende.
– Skal jeg gøre noget for dig nu? spørger han og spreder mine ben med sine hænder.
– Det er helt okay, det behøver du ikke.

Han kysser mig kærligt i nakken før vi sover, og hvisker, at han synes, at jeg sygt lækker. Jeg får en tanke, at det måske ville være bedst, hvis jeg tog hjem og sov hos mig selv, men klokken er næsten tre, og jeg har lyst til at mærke ham i mig igen. Søvnen er luftig og aldrig dyb, jeg karter rundt på det fremmede, minimalistiske værelse, falder ind og ud af natten, til det pludselig er lyst, og til han er i mig, denne gang uden forbehold og hæmninger. Jeg kommer.

Resten af dagen døser jeg rundt i denne sky af ligegyldighed og overdreven varme. Jeg tuller rundt på gaderne i Nordvest, drikker kaffe på en café, ryger cigaretter, gemmer mig i små skyggefolder, kigger på butikker. Jeg bider mærke i, hvor mange mænd der cat caller mig på gaden. Hvor er det egentlig sindssygt, at man bare har vænnet sig til det. Sommerens små kjoler gør ikke situationen lettere, og jeg skal ranke ryggen, når jeg går ned af gaden og væbne mig med hule glasøjne, der ikke ser mændenes kys og klamme ord. Det får mig til at tænke på, hvor meget af min seksualitet, der er bundet op på mandens begær, og på ideen om mig selv som noget der kun ses og eksisterer i mandens øjne. Jeg tænker på, hvorfor jeg tog den sexede kjole på hjem til Elveren. Jeg tænker på, hvorfor jeg bliver lidt irriteret over, at han behandlede mig så godt – og som et menneske, en kvinde af kød og blod – og ikke kun af fisse. Jeg har svært ved at være i min egen seksualitet; den er altid betinget af mandens begær, og jeg bliver forvirret, når det er mig, der skal vedkende min egen lyst.

***

Hypnotisøren sidder i en mindre fransk by og gemmer sig for regnen under et stillads, da han ringer til mig. Jeg har forinden sendt ham et billede fra min varmelammede stilstand i sofaen, mine bryster strutter stolt i kjolen og mit ene grønne øjne kigger insisterende ind i kameraet. Vi har besluttet at fortsætte hypnosetræningen. Hans stemme er jysk og ung, og jeg kan høre, at han desperat forsøger at få sin lighter til at virke, mens vi taler sammen. Vi snakker først lidt frem og tilbage om hans blaffertur ned gemmen Europa, hvor han bor på gaden med Gadens Folk og tjener sine penge ved at spille guitar og gøgle, og om hvordan han kun har 4 euro og en lille pose tjald på lommen, og hvordan det er en misforståelse, at verden er blevet et mere farligt sted. “Folk på gaden er så pisseflinke.”

Det er en anelse grænseoverskridende for mig at skulle formulere mine private fantasier til dette fremmede menneske, men samtidig er jeg så nysgerrig, at jeg er ved at revne. Han forekommer mig som en nærmest litterær karakter der ikke er bundet til en virkelighed; et barn af et ellers glemt frisind med en anarkisme der synes vild og utæmmet. Jeg suger hans eventyr til mig. Det er underligt, at have et menneske i telefonen uden at kende hans ansigt, men jeg har instinktivt tillid til ham og overgiver mig til hans ord uden rigtig at tænke over det.

“Husk på at det er dig selv der får det her til at ske. Jeg guider dig bare,” siger han roligt, mens han får mig ledt ind i trance og senere i hypnose. Flere gange undervejs bliver jeg enormt rørt, fordi hypnosen mest af alt handler om at finde frem til den naturlige seksualitet. Andre gange er jeg bange, fordi det føles overvældende at jeg rent faktisk lader mig føre ind i den her verden af et magisk, fiktivt menneske. Jeg er påpasselig med at overgive hele kontrollen, men jeg vil gerne nå dertil en dag. Det hele er syret, og jeg har ikke lyst til at det skal stoppe. Jeg snakker med ham fra min underbevidsthed med en sløv og liderlig stemme.
“Sig ‘Jeg er din'” Befaler han.
“Jeg er din”
“Sig det igen. Højere.”
“Jeg er din.”

Jeg kan ikke huske så mange deltaljer for seancen, men da jeg er kommet til overfladen igen, kan jeg se at vi har snakket sammen i over halvanden time. Jeg har lyst til at græde, fordi jeg føler mig meget lykkelig i en post-orgasmisk forløsning, et hvidt, varmt lys. Han fortæller mig om flere eventyr fra gadelivet, og jeg har lyst til, at han skal blive ved med at snakke med mig for evigt. Historierne, hypnoseoplevelsen og især ham rammer en nerve i mig. Når jeg møder mennesker som ham, bliver jeg altid bevidst om min egen mangel på frihed; hvor lidt frigjort jeg føler mig. Han giver mig lyst til at sælge min lejlighed og rejse ud i verden, for den verden jeg lever i er ikke åben, og det piner mig.
“Jeg har altid været overbevist om, at den der vinder i livet, er den der har flest historier,” siger han og griner hæst.
Vi aftaler at mødes i august, forudsat at overlever resten af sin tur.

***

Jeg sitrer ved tanken om, at jeg skal til at leve. Altid tre skridt frem, kun et tilbage. En vekselvirkning mellem min undertrykte anarkisme og mandsdominerede begærsforståelse. Jeg vil gerne fyldes op af hvidt, varmt lys. Jeg orker ikke at være bange længere. Det er nok også bare en skør dag det her. Men jeg synes efterhånden, at flere og flere af mine dage er skøre, og at jeg fyldes op af historier og liv. Nogle gange glemmer jeg det bare. Nu kan jeg endda stjæle hans historier og gøre mig selv til en del af dem.

I weekenden var jeg til barnedåb. Alle omkring det smukt pyntede bord var i par. Nogle havde babyer med. Jeg kiggede stolt på mit vennepar, der holdte tale om deres oplevelser med at være blevet forældre. Alt var pastelfarvet og design-rigtigt, kvindernes kjoler blomstrede og maden gourmet, øko og fancy. Jeg rystede mig gennem middagen med hjernedøde tømmermænd, fortalte røverhistorier og sendte flirtende blikke efter en eller andens bror. På den ene side følte jeg mig virkelig ude for; som om, at jeg var så fremmed for denne type liv. På den anden side var jeg lettet over, at dette ikke er mit liv; at jeg er 10000 km fra at skulle holde en pastelfarvet barnedåb, håndtere babyer og skulle snakke om boligindretning og børneopdragelse. Jeg føler, at der er meget mere liv, jeg skal nå, før jeg kommer dertil: Alle de eventyr jeg stadig har til gode.

2 thoughts on “jeg er din

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s