under fremmed flag

Jeg læser artiklerne om varmen. Det er ikke naturligt, at det er så varmt. Ligesom det heller ikke var naturligt, at vinteren var lavet af ren is. Jeg forsøger på ikke at dykke ind i dommedagsfølelserne, men det er svært. Der er en stemme i mit baghoved der hele tiden siger (med en mørk, dyster stemme, selvfølgelig): “Der er ikke nogen grund til, at du tænker på fremtiden, for fremtiden findes ikke.” Men i dag tager jeg jeans og striktrøje på, det er køligt og blæser, og jeg cykler med stram cykelhjelm og friskpumpet cykel ind på kontoret, insisterende på at skabe en struktur og på at omfavne en eller anden fremtid. Koncentrér dig, for helvede.

Jeg sover dårligt for tiden. Jeg vågner op hele tiden, vender og drejer mig, svimler ind og ud af drømmene, mareridtene, tænder lyset, tænder telefonen, og angsten siger, at den gerne vil besøge mig, men under menstruationen kan jeg ikke høre den. Jeg tuder mekanisk og hysterisk her og dér, det overrumpler mig, og jeg kan få paranoide tanker om, at det hele er ved at gå i opløsning; at jeg er ved at gå i opløsning. Jeg har det meste af tiden lyst til at skrige ind i en væg.

***

I går vandrer jeg alene rundt om Bagsværd Sø. Det er som om, at det allerede er ved at blive efterår; skoven er forvandlet til pindebrænde, og jeg er sikker på, at bladene normalt ville være grønnere. Der lugter af gammelt mosevand og fårelort ved klubben, hvor jeg parkerer min cykel. Jeg er tilbage i alle de somre, jeg har spenderet her. Alting lugter af barndom. Jeg ser mit barndoms-jeg i træerne, i mudderhullerne, i kanoerne, mens mit voksen-jeg tumultarisk tonser langs grusstierne med stålfaste skridt. Søen virker ny, jeg kan ikke huske stierne, samtidig med, at jeg mentalt er fanget i fortiden.

På en bådebro sætter jeg mig i skrædderstilling og trækker vejret dybt ned i lungerne. En ældre mand i kajak passerer broen. Søen er blikstille og hans pagaj rammer vandets overflade lydløst. Vandet ser så blødt ud, tænker jeg vemodigt. Det er blødt. Jeg begynder at græde voldsomt, som om jeg slet ikke kan håndtere, at noget kan være så roligt, så blødt. Jeg har lyst til at hoppe i vandet, ligge på ryggen og være en del af blødheden. I stedet sidder jeg bare stille med sovende lemmer og en stor knude af ulyksalighed fæstnet lige i brystet. Et gammelt ægtepar et par meter væk kommenterer internt på alle de fugle de har set. Jeg renser mine kinder for tårer og smiler høfligt til dem.

Da jeg går dybere ind i skoven, bliver jeg ked af det over, at jeg skal forlade søen snart. Jeg tænker, at jeg kun er lykkelig, når jeg går i naturen; at det er det eneste sted noget som helst giver mening, og jo mere jeg går, jo tættere på er jeg på afslutningen af lykken. Jeg overvejer, om jeg skal finde en lang vandretur at tage på, som om at der ville ligge en dybere sandhed i den ubegrænsede tur. Måske den ville få mig til at indse noget vigtigt, give mig fred. Men den ville jo også slutte på et tidspunkt, det ved jeg godt. Hvorfor er jeg hele tiden så forhippet på at forsvinde fra mit liv?

***

Mine forældre kommer hjem fra sommerhus senere på eftermiddagen. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke med dem, men bliver alligevel nødt til at skrue den rette mine på. Jeg siger, at jeg er lidt diffus efter middagsluren, undskyld. Min fars stress borer sig ind i tapetet fra første sekund de kommer hjem, rummene fortættes og syder stille i vores alles tavshed. Senere skal vi i biografen. Vi skal se ‘Hereditary’. Jeg har aldrig været en gyser-pige, og det virker skørt, at jeg selv har arrangeret denne biograftur. Hvornår var jeg sidst i biffen med mine forældre? Jeg sidder som et lille barn mellem dem i den store sal.

Filmen er afsindig uhyggelig (og virkelig god. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Det føles som at være på den store rutsjebane, dog uden at jeg har lyst til at kaste op. Den spænder mellem psykiske lidelser, spøgelseshistorier og en underliggende, klaustrofobisk angst i den tavse lydside. Min far er bestemt heller ikke en gyser-pige. Han håndterer angsten ved at grine rigtig meget og hele tiden kigge på mig, som skulle jeg anerkende hans rædsel. Jeg stirrer stift på skærmen, ubevægelig (og besat, ahhh), og bliver irriteret over, at han ikke bare kan gå ind i dét som han føler og anerkende, at han er virkelig bange. I stedet griner han bare, selvom det er dybt alvorligt og rædselsvækkende, der er virkelig ikke noget at grine af. Min mor sidder stiv i sædet på min anden side. Hun er urokkelig. Izkold. Jeg har lyst til at bytte plads med hende. Da filmen er slut skynder mig at cykle tilbage til byen. Det er alt for uhyggeligt at skulle blive i barndomshjemmet efter en beretning om så konfliktfyldte familierelationer. Nu længes jeg pludselig efter larmen i Nordvest. Støj.

***

Du tar min hånd
Og bider til mit blod
Løber ned over hagen
Ned ad din hud

Og du er rasende
Rasende smuk
Når du springer over bord
Med et spinkelt suk

Min søster siger, at jeg skal lade vær’ med at lytte til teksten, at det er dårlig timing. Det er fredag eftermiddag, og vi sidder på hendes værelse i bofællesskabet. Hun går på toilettet, og jeg lytter selvfølgelig til sangen, tager den ind (i min hud, i mit blod). Da hun kommer tilbage, kigger jeg ned i gulvet med blanke øjne.
Det er så trist, siger jeg.
Jeg ved det godt, siger hun.

Et par timer forinden har jeg fået en SMS fra P. Jeg har ikke hørt fra i over i to uger, men jeg har ventet på beskeden, siden første gang jeg mødte ham. Jeg er ikke overrasket over, at han slutter det. Det er desuden svært at slutte noget, der ikke engang er startet. Hans ord kommer fra mørket, en lille stemme jeg næsten ikke kan høre. Han beskriver dagene der flyver forbi uden at gøre væsen af sig. At der ikke er plads til nogen i sådan et rodet liv. Det vidste jeg godt. Jeg bliver heller ikke ked af det, nok mere lettet.

Alligevel er det en sær tristhed der omkranser relationer som dem her. De der intense øjeblikke af forelskelse, der kan ramme en ud af det blå. Når man støder ind i mennesker, der pludselig betyder noget; nogle der ser en, og man ser dem, og intimitet der føles rigtig, en synkronisering, en broget virkelighedsforvrængning, på trods af smerte og fortid og den kommende dommedag. Jeg har siden, jeg mødte ham, forsøgt at dulme følelserne med stive pikke, akavede kys og lange sove-i-ske-sessioner med delvist ligegyldige mænd. Min lejlighed er blevet et bordel, hvor jeg følelseskoldt og på rutinen overgiver min krop. Fyld mig op, beder jeg. Hold om mig, beder de. Alle vinder, ingen vinder.

Når jeg kommer til at tænke på alle mændene og den lammende tomhed det afføder, kan jeg blive helt angst. Det føles klaustrofobisk at være tæt på så mange, uden overhovedet at være tæt på nogen. Samtidig bimler min telefon med beskeder fra tirsdagsdaten, som synes jeg er sjov, smuk og interessant, og som lettere desperat gerne vil mødes igen, og jeg kan slet ikke forstå, at jeg ikke bliver afvist; at der er en der vil have mig. Åh. Jeg holder ham hen, armslængdeprincippet, fordi jeg slet ikke kan rumme, at dating ikke er forbundet med tomhed og smerte. Jeg prøver famlende at give ham lov, men min krop strider imod, og jeg sender fortsat beskeder ud til de digitale mænd, holder alle dørene åbne, for hvis uheldet nu skulle være ude, skal min krop aldrig være alene. Mit hjerte er beseglet, jeg ser det dirre i sin fæstning, mens blodet løber ned af min hud og ud på fortovet.

***

Jeg er bange i dag. Ligesom alle de andre dage. Så uendeligt bange. Gyserfilmen forfølger mig, overalt er der genfærd og uvirkelighed. Måske angste mennesker med sarte nerver ikke bør se gyserfilm, måske angste mennesker med sarte nerver ikke bør dyrke uforpligtende sex, måske angste mennesker med sarte nerver bare skal bedøves og sendes ud i en skov, ved en sø, kastes overbord i blødt vand. Jeg skal have struktur i mit liv, jeg skal have en plan, for ellers forsvinder jeg. Jeg ved det godt.

Vi sejler
Under fremmed flag
I rum sø
Dag efter dag

Sejlet
Det har vi brændt op
Og nu flyder vi
I stille chok

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s