slow-fix

Hans viltre, lysebrune brysthår er lange. Jeg kigger på min hånd der er begravet i dem. Jeg forestiller mig, at det er en ø, hvor markerne vokser med disse krøllede, stride kornsorter. Hvis man var skrumpet til 2 millimeter, ville man fare vild i junglen. Hans øjne er lukkede, han sover. For to måneder siden snakkede han om quick-fixes, men nu ligger jeg nøgen op af ham på trettende time, og kan ikke lade være med at spekulere på hvad det her så er. Et slow-fix?

***

Jeg ved, at han skal være med i selskabet, og jeg er helt cool med det, jeg er så cool man. Jeg er bliver alligevel overrasket over, at jeg selv i ædru tilstand føler mig utrolig tiltrukket af ham. Når han smiler, bliver hans øjne til to små, smalle sprækker. Jeg forsøger på, ikke at kigge alt for meget på ham, men når vi får øjenkontakt, selv gennem sprækkerne, får jeg stød. Da vi går videre til næste bar, sætter han mit hår. Jeg bærer stolt den grimme rottehale og fniser som en 10-årig pige.

Det tredje sted (forestil dig her en markant intensivering af selskabets brandert) skyder jeg hofterne mod ham på dansegulvet, jeg kan ikke styre det, kigger forførende på ham (med mine rullende, glinsende alkoøjne), presser mig op af ham. Vi flakser om hinanden som to ildfluer.

Det fjerde sted leder jeg efter ham. Jeg har ikke været her siden i vinters, med Løven. Stedet er en grafittimalet labyrint, og jeg forsvinder mellem søjlerne, spilder guldøl ud over mine bukser, danser med håret hængende ned over hovedet, snubler lidt. Jeg holder hele tiden øje med ham, finder ham. Han tager mig i hånden og fører med med ud for at få luft. På den store betonafsats lægger han sit hoved i mit skød og lukker øjnene. Jeg bøjer mig ned og kysser ham blidt. Jeg er så træt, siger han. Jeg er så træt hele tiden. Vi diskuterer, om vi skal tage hjem sammen. Jeg vil bare gerne holdes om hele natten, siger han.

Uden at sige farvel til de andre svimler vi hånd i hånd ud i natten, og ind i en taxa mod min lejlighed. Når dørene lukkes i bilen, forsvinder hele verden. Jeg har på intet tidspunkt nogen fornemmelse af, hvor vi er henne. Byen glider lydløst forbi på den anden side af vinduerne, men jeg kan ikke genkende nogen af gaderne, det er som om, at vi er i en anden by. Han holder mig på låret og jeg holder min venstre hånd på hans kind. Vi kigger ordløst hinanden i øjnene hele vejen. Jeg tænker, at jeg skal huske denne følelse. MDMA-bomben rammer ham halvvejs på turen, fortæller han og holder tættere om mig.

I lejligheden vælter vi rundt, hiver tøjet af hinanden, boller, larmende. Vi skal ryge en joint, og så skal du holde om mig hele natten. Han sidder nøgen oven på mig og putter jointen ind mellem mine læber. Jeg griner, og lader som om, at jeg ryger den. Han siger, at jeg er smuk. Han sætter sig i vindueskarmen, på den kolde marmor uden en trevl på kroppen og tænder jointen, inhalerer dybt. Hans melankoli hænger i gardinerne sammen med hashen. Jeg stiller mig mellem hans ben, så jeg kan være helt tæt på ham, og puster røgen ind i hans mund, kysser ham i tågen.

Jeg holder om ham hele natten, ligesom han bad om, kysser ham mellem skulderbladene, begraver fingrene dybt i hans brysthår. Nogle gange vågner vi op og har sex igen. Men mest sover vi bare, indtil det næsten er blevet aften igen. Jeg er genert, når vi åbner øjnene, glemmer hvad vi kan snakke om, har vi overhovedet snakket sammen, bare ham og mig? Jeg kan ikke huske noget. Han forsvinder ud i solen, og jeg spekulerer på, om jeg kommer til at være tæt på ham en anden gang, eller om han bare er væk nu.

***

Jeg cykler i en impulsiv vending hjem til mine forældre med bragende tømmermænd. De er på ferie, så jeg er derfor alene i huset. Her er så ufatteligt beigefarvet, jeg glemmer det altid. Gråt og beige og stille. Det er beroligende for mine sarte nerver, men det føles syret, at jeg er her. Jeg forstår slet ikke, hvordan eller hvorfor jeg tog herhen, hvordan jeg overhovedet kunne cykle, hvad jeg ville her. Muligvis på grund af det store tv. Jeg havde vildt meget lyst til at se film på et stort tv.

Jeg ryger i stilhed cigaretter på det svitsede græs i haven iført mine mors mikroskopiske crocs og kaster skødesløst skodderne over hegnet, ud på gaden. Jeg prøver at forstå quick-fixes og slow-fixes, forstå natten, at holde om, blive holdt om, så inderligt, så imaginært, og jeg vil også gerne forstå tiltrækning, den vilde tiltrækning, men jeg kan heldigvis ikke tænke, mit hoved er vist stadig et sted mellem hashtågerne, undergrunden, i sprækkerne mellem øjnene og i mit kød, og i det fantastiske, farlige brysthårsland, hvor jeg vist allerede er fortabt.

Så en lille, lækker, ubekymret, ekstatisk sommersang til jer, min yndlings sommersang endda, det skal til, sådan en aften her, før vi drukner et sted uden vand. Jeg tænker, mens jeg kører halvblændet gennem Søborg med 100 km/t på min cykel og danser til den, livsfarligt, at det ville OK at dø, mens jeg hørte den, altså, at det ville være en smuk måde at dø på, så glad, dansende, i dagens sidste solstråler, fri på sin cykel, fri i sjælen, for en stund, åh.

2 thoughts on “slow-fix

  1. Tak for den skønne sommersang, Ida. Jeg hører den på repeat i dag, mens jeg danser rundt i lejligheden og selvom jeg ikke forstår italiensk, forstår jeg, hvad han synger. For det hele handler jo om sommer og lun hud og endeløse flasker af hvidvin og lange lure midt på dagen.
    Der er ikke noget at sige til den vilde tiltrækning, du føler. Den er vist bare i luften for tiden.

    Like

  2. Hvor er jeg glad for, at du kan lide den. Den har været min sommerfavorit de sidste fem år. Jeg bliver aldrig træt af den, og føler også, at jeg kan synge med på teksten, haha. Erlend Øye har lavet et helt album på italiensk, til trods for at han er den blegeste nordmand. Og ja, jeg tror du har ret, det er italienske tilstande; lever i en ‘Call me by your name’ virkelighed, hvor varm hud og alkohol styrer showet 😉

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s