en lunken dukkert

Jeg er meget uelegant gledet ned fra den tangglatte metalstige og plumpet ned i havet som en stor baby uden motoriske evner, og har derfor uden varsel fået mit hoved under vandet. Vandet kommer ind i min næse, og jeg glemmer et kort øjeblik at trække vejret. – Ik’ panik, ik’ panik, siger jeg til mig selv, mens jeg hoster og snotter – og smiler og vinker til vennerne på broen. Forinden har jeg haft en irrationel angst om, at jeg har glemt hvordan man svømmer, og når jeg kommer under vandet, vil mine ben og arme være lamme, og jeg vil stille drukne. Jeg deler tanken med de andre, og vi griner alle sammen. HA HA HA… i’m gonna die.

Jeg har aldrig været alene sammen med dem før. Vores fælles ven er der ikke, men vi har for nylig (i en brandert) besluttet, at vi godt kan gøre ting uden ham. Det er først da jeg siger hej til kæresteparret ved isboden, at det går op for mig, at de praktisk talt er fremmede. De sidste støder til og vi sætter os på broen. De er alle sjove, intelligente og velfungerende med kometkarrierer og sammentømrede parforhold. Jeg vil gerne fortælle historier til dem, men jeg stopper mig selv, fordi jeg er bange for, at de ikke vil synes, at historien er god eller sjov. Samtidig sidder jeg og karter rundt på badebroen i min 8 år gamle bikini, og forsøger på ikke at være for selvbevidst omkring min blegfede krop der klasker ud på håndklædet.

Jeg har brugt hele dagen på mentalt at forberede mig til at være en bekymringsfri badenymfe der hviler i sin krop, som deltager aktivt i samtalen og som synes det er så dejligt at hoppe i vandet. Jeg stiller mig hele tiden ud til badeværelsesspejlet og kigger på min kødfulde numse og den nubrede appelsinhud, det er ok, du kan alligevel ikke gøre noget ved det i dag. 

Måske har jeg det ikke i mig, at være en frejdig sommerpige. Melankolien er lige så tung som tangklumperne i mit hår, og jeg tænker hele tiden på, om de andre tænker, at jeg er ulidelig kedsommelig at være sammen med. Så jeg tager den lette vej, og ender op med at grine (alt for meget) af alt hvad der bliver sagt. De har mange ideer til, hvad vi ellers kan lave; sejle, tage ud på en ø, spise mad på den lokale restaurant. Jeg går naturligt ud fra, at jeg ikke er inviteret med. De er så seje og dejlige mennesker allesammen. Jeg føler ikke, at jeg passer ind.

Efter et par timer ophæves selskabet. De andre cykler, men jeg beslutter mig for at gå hele vejen hjem. “Jeg har brug for at bevæge mig,” siger jeg til dem. Det forstår de godt. Jeg er lettet, da de forsvinder ud af cykelstien. På min telefon tikker beskeder ind fra gårsdagens Tinderdate og fra Hypnotisøren. Førstnævnte vil gerne ses igen. Sidstnævnte vil gerne træne mig, så jeg er klar til ham om et par uger.

Jeg lægger telefonen ned i lommen igen, og får øje på den frodige oase der gemmer sig på den anden side af fortovet. Et højt springvand kaster gyldne, flakkende genspejlinger henover asfalten, og enorme piletræer og grantræer står majestætisk og svajer i Østerbro-stilheden. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg overhovedet nævner den park. Den forekommer mig som et paradis, mens jeg brødbetynget tørrer tårerne væk fra mine øjne. Den får mig til at føle mig enormt ensom, og samtidig sært rolig. Jeg har lyst til at gå derind, men et eller andet i mig stritter imod. Jeg går i stedet for bare hjem, lægger mig på sofaen og græder jævnt resten af aftenen. Jeg drømmer om parken.

***

Mit Quasimodo-øjeblik med Tinderdaten fra gymnasietidens forvrængede mindekartotek var hurtigt overstået. I min retarderede romantikerhjerne havde jeg forestillet mig, at vi øjeblikkeligt ville blive dybt forelskede, og så ende med at spendere resten af livet sammen (haha), men da jeg krammer ham hej foran parken, er det første jeg tænker: “Det bliver en lang aften…” Min talestrøm føles sløv og uigennemtænkt, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg havde en idé om, at han var noget helt særligt i gymnasiet.

Vi satte os på en bænk og blev siddende i over tre timer. Han snakkede meget på en nøgtern og pragmatisk facon, “mhmmm,” istemte jeg hele tiden, og vi skiftedes til at tisse i en nærtliggende busk. Da solen var gået ned, gik vi tilbage mod byen, og drak en øl på endnu en bænk. Mens han snakkede om Ruslands udspekulerede propaganda, slog det mig, at han gerne ville kysse mig. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg havde lyst til, så jeg blev ved med at udsætte beslutningen, indtil vi på skillevejs-gadehjørnet skulle have det akavede krammefarvel-moment, endda ved siden af en stor gruppe muslimske mænd der drak te på fortovet.

Da han lænede sig ind for at kysse mig, væltede min cykel imellem os, og han kom til at bide mig lidt i overlæben. Det gik dog op for mig, at det ikke var et uheld, det med tænderne og bidet, men bare var den måde han kyssede på. Meget hurtigt stak han sine kolde fingre ind under min skjorte og ned mod buksekanten. Jeg trak mig høfligt væk fra hans hænder og forsøgte at håndtere det alt for begærlige og akavede kys. Han ville gerne med hjem (surprise).

Vi satte os på endnu, endnu en bænk for at ryge endnu, endnu en smøg og finde ud af, om vi skulle tage hjem sammen. En del af min hjerne sagde: “Fedt, mulighed for sex, han har sikker en stor pik, du er begæret! og han er jo meget sød, og kunstner endda!, og tænk at en af de seje fra gymnasiet gerne vil have dig, du er en vinder..” mens den anden del sagde: “Don’t.”

Da jeg kort efter går alene op mod min lejlighed, trækker jeg en knytnæve ind mod mit bryst og hvisker Yessssss, hvor er du god. 

***

Jeg skriver til Hypnotisøren, at jeg forestiller mig, at han sidder ved siden af mig og holder øje, når jeg er i (mild) hypnose. Han har ikke noget ansigt, men jeg kan alligevel mærke hans nærvær. Han er så fiktiv, men får alligevel hele min krop til at sitre. Jeg havde ikke regnet med, at man kunne finde orgasmerne inde i sig selv på denne måde.

I en af hypnoserne skal man visualisere, at man er på en stor, fredfyldt strand. Man går ud til dér hvor bølgerne rammer sandet. Den blide mandestemme siger, at man skal lade sig opsluge af atmosfæren der; lade den fredfyldte, omsorgsfulde energi omslutte en; lade følelsen sprede sig fra toppen af hovedet til tåspidserne: Den ubetingede kærlighed der eksisterer, den komplette accept af din eksistens. Jeg begynder at græde, mens jeg er på min underbevidste strand. Jeg tænker på Vesterhavet og på min store, uløselige ensomhed. Jeg vil så gerne lære at elske mig selv.

Hypnotisøren vil stille mig opgaver, mens han er på ferie. Han har stadig ikke noget ansigt, men måske er det for det bedste. Han siger, at jeg skal lære gentagende hypnose, hvor jeg ser den samme film tre dage i træk. Jeg skal fortælle ham om mine oplevelser med træningen. Min krop reagerer kraftigt på hans befalinger (orgasmisk), det hele er meget uvirkeligt. Jeg spekulerer på, om jeg overhovedet kan noget i virkeligheden. Tinderdaten er totalt på, og jeg kan ikke rumme, at skulle se ham igen. Jeg vil helst bare være i dette lykkelige, underbevidste orgasmeunivers, ude for virkeligheden.

I forgårs drømmer jeg, at P. heller ikke er virkelig. Han er blevet til et gammeldags html-chatprogram, en veludviklet AI; sivet ind i computeren, der har fjernet alt hvad han var. Han skriver til mig på chatten: “Hvem er jeg? Hvad laver jeg her?”, og vi chatter i lang tid, jeg prøver at løse mysteriet. Det går op for mig, at han måske aldrig var virkelig. Måske var han bare en del af mine fortællinger, mine drømme, min underbevidsthed. Han er i hvert fald væk nu. Ligesom de andre.

***

Jeg gik i gang med at skrive for over fire timer siden.
Jeg har lyst til at være i denne dag for evigt.
Jeg har det elendigt, men alligevel ikke.
Jeg føler mig uendelig træt.
Det er som om, at jeg aldrig kom op fra min dukkert i går; at jeg stadig svømmer i slowmotion under havets overflade. De her slags dage er ok.

Jeg er usædvanligt drømmende for tiden. Jeg er begyndt at få ideer til fortællinger igen, – der dog ikke er arbejdsrelaterede, hvilket stresser mig. Jeg burde slet ikke tænke på andre ting. Nuvel. Kreative overspringshandlinger er i det mindste ikke spild.

Det kølige vejr retfærdiggør desuden mit indendørsophold. Jeg har taget noget sært maskulint tøj på, der får mig til at ligne en kristen ranchejer i Missouri. Mit ansigt ser arret og slidt ud.

Jeg prøver hele tiden at forstå, hvem jeg er.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s