sommerkvinden

Som feminist og tidligere kua-studerende der primært omgiver sig med venstreorienterede, samfundskritiske mennesker, kan man godt have en tendens til at underkende biologien ud fra et teoretisk synspunkt: Man ønsker at kunne sætte sig ud over kønnet – at køn er konstrueret, og at meget af det som man døjer med som kvinde, er noget samfundet har skabt.

Alligevel har jeg det seneste år, vel nærmest efter jeg gik fra 10 år på p-piller til kobberspiral, ikke kunne løbe fra mit biologiske køn. Jeg hader, at jeg er styret af hormoner. Det får mig til at betvivle mine følelser og tanker, det gør min rationalitetssans omtåget, og al logik forstummer til fordel for hvad kroppen vil have. 

Jeg kan se at den uge, hvor jeg har ægløsning, er jeg fuldstændig hjernedødt liderlig. Jeg har kigget tilbage hver 4. uge på bloggen, og mønstret der springer i øjnene, er decideret rædselsfuldt. Jeg visualiserer mit underliv som en stor saftig fersken, der overmodnes hver 4. uge, skriger på at blive spist, fortærret, fyldt. Nu er perioden overstået, og jeg kan indstille mig på, at gå ind i en latterlig depressiv PMS-fase, hvor jeg skal tude helt vildt, hvor jeg er træt og tung, og som efterfølges af den skrækkelige uendeligheds-menstruation, der tapper mig for al livskraft.

Så jeg hader at være kvinde. Det siger jeg til folk. Jeg hader det. Men der er jo ikke noget at gøre ved det. Jo, jeg kunne blive drugged på P-pillernes hormoner igen og blive udglattet i al den turbulens. Eller jeg kunne få bortopereret al min kvindelige biologi, tage testosteron, blive en mand… lidt uoverskueligt…

Er vi dømt til at have det sådan her for evigt? Er det kvindens lod? Altid at være i følelsernes vold, styret af cyklus og hormonelle indspark? Det burde føles organisk, naturligt, men jeg fucking hader det.

I ‘The Handmaid’s Tale’ bliver kvindens lidelser portrætteret; smerten, den fødedygtige krop, undertrykkelsen… Et cyklusbaseret helvede. For hvert afsnit jeg ser, bliver raseriet inde i mig større. Men raseriet handler ikke om, at jeg hader at være kvinde. Tværtimod handler det om, at jeg hader, at jeg hader at være kvinde. Hvorfor har vi bygget et samfund op, som skal give mig den følelse?

Til trods for et utal af feministiske diskussioner og gennemlæsninger af kulturteoretiske tekster, der burde sætte al denne aggression i relief, så er det en tv-serie, som ender med at give mig styrke og en dybere forståelse af at være kvinde.

Jeg vil ikke skamme mig over, at jeg flipper ud hele tiden, tuder uden årsag, og at jeg er så sindssygt liderlig, at jeg kunne eksplodere, bare fordi mine æg gerne vil befrugtes. Jeg er så uendelig træt af, at undertrykke mig selv.

Min fars værste – og mest hyppigt brugte – skældsord i mit barndomshjem (han var alenemand blandt tre kvinder), var “du er så hys“, og “lad nu vær’ med at være så hysterisk“. Hvis man er opvokset med idéen om, at alle ens følelsesreaktioner er baseret på en oldnordisk forståelse af kvindens handlinger og “hormonelle forstyrrelser”; hysteri som noget man burde kunne kontrollere og undertrykke, er det da klart, at man så bliver en anelse følelsesmæssigt forstyrret.

Hvad var min pointe med det her… Jeg vidste slet ikke, at det var det her, som jeg ville skrive om. Åh, jeg har så mange tømmermænd.. helt deepfried hjerne. Måske jeg burde inddrage Foucault og biomagten, ahhh. Nej. Stop.
Men forstår du, hvad jeg mener?

Bliver vi nogensinde frie? Eller rettere: Finder vi nogensinde ro? (Eller er det mest bare mig der er helt blæst, fordi jeg fylder 29 om lidt, og min biologi skriger efter at formere sig, fuuuck).

Anyway. Min liderlighed og febrilske rastløshed er blevet erstattet af en zombie-agtig tomgang og ro, hvor jeg flyder ud af Frederikssundsvej med slowmotion-skridt og en begyndende, mufflet melankoli. En pause fra min biologi.

***

Lørdag morgen vågner jeg i min seng og er meget lykkelig, selvom min afdankede bodegakrop skriger på vand, mad og søvn. En massiv hovedpine værker i mine tindinger. Presset op af min ryg ligger H. Vi ligger på samme måde, som da vi faldt i søvn fire timer forinden. Det er mange måneder siden, at jeg sidst har sovet med nogen på den måde. Endnu længere tid siden, at jeg har været lilleske.

Jeg er lykkelig, fordi vi ikke har haft sex, og endnu vigtigere – fordi jeg ikke har lyst til at have sex med ham. Derimod var det naturligt for vores sære relation, at vi tog hjem sammen fra baren blot for at sove sammen. Et mærkeligt aseksuelt, intimt venskab. Vi er nøgne i skeen, holder hinanden i hånden, og han snorker ind i nakken på mig.

Da han vågner et par timer senere, ligger vi og snakker i lang tid. Han er skideirriterende, brokker sig over alt, og jeg siger, at jeg har lyst til at banke ham; at han godt kunne trænge til et lag tæsk. Jeg slår ham med små knytnæver på den benede brystkasse. Vi gennemgår medieforliget grundigt,  madvaner (“Er du stadig dårlig til at lave mad?”), og jeg fortæller ham alle historierne om P., Quick-fixet og Tinderdaten i onsdags.

Jeg fortæller ham også, at jeg løb på stranden og er begyndt at klatre i træer. Jeg bliver ved med at grine, og skjuler mine bare bryster under dynen. Jeg kigger på hans sprukne læber, de gullige kaffetænder og hans fedtede hår i morgenlyset. Det er utroligt, at han kan være både så smuk og så grim på samme tid. Jeg har ikke lyst til at række ud efter ham. I stedet for smiler jeg bare, når han begynder sine uendelige, negative talestrøm, og prøver at undertrykke tømmermændene der skriger i mine organer.

***

København er vidunderlig i juli-måned. Jeg er altid lige dele ensom og fredfyldt, og flyder mest rundt på en stor luftmadras. De fleste har allerede forladt Nordvest, alle dage er søndage, og jeg planlægger frokoster i det fri og badeture med nye venner, til trods for mine forargelige kropskomplekser og mislykkede intimbarbering der har efterladt røde knopper på mine blegfede lår. Men det er min krop. Jeg er i den som kvinde, men mest som Ida. Jeg vil gerne være en sommerpige der elsker at bade.

Jeg har ikke hørt fra Tinderdaten, Søndagspikken eller P. Jeg ignorerer selv ubesvarede tinder- og instagrambeskeder. Det er befriende ikke at tænke på penetrering. Så nu vil jeg tage min ankellange, kyske nederdel på, putte en bog ned i stofnettet og lægge mig på den stille kirkegård med en kop kaffe.

Jeg håber, at jeg kan finde ud af denne sommer.

2 thoughts on “sommerkvinden

    1. Hej A., ja, det er sjovt, som hysterisk bruges som det her skældsord; ville en mand nogensinde kunne modtage samme skældud? Hvad betyder ordet overhovedet i forhold til ens handlinger – underminerer det årsagen? Jeg hader det ord. Samtidig med, at jeg godt ved, at jeg til tider er helt hysterisk. Men det burde hedde noget andet, betyde noget andet.
      Og tak, haha, kyskheds-fest, ja, sikke en fest, åh. Jeg tror godt, at det kan lykkes for mig.
      Kram ❤

      Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s