febrilsk type

Hver gang jeg modtog en kommentar på forrige indlæg, begyndte jeg at græde, og knugede telefonen i min hånd i blæsevejret på stranden, forsøgte at holde tårerne inde. Jeg diskuterede med mig selv, om jeg havde begået en stor fejl. Jeg vidste ikke, at I læste med, eller at jeg havde den betydning. Det rør’ mig så dybt og inderligt, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, andet end at sige tak.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ofte handler impulsivt, utålmodigt og er meget hurtig på aftrækkeren – gældende i alle aspekter af mit liv (jeg arbejder på det, det går så langsomt, ahh)…. og der er ikke noget værre end bloggere der råber ulv, når der fucking ik’ er nogen ulv….

Men nu er der sket det, at jeg er ved at flyde over af ord, for jeg er kommet hjem igen efter en uges ferie fra mig selv. Jeg vidste ikke, at jeg kunne være det menneske dér; så angstfrit og sorgfrit, og hvis eneste bekymring gik på hvornår jeg mon var sulten igen og hvorfor jeg ikke var bedre til Scrabble (satans). Jeg skrev side op og side ned i min analoge dagbog hver dag, lovpriste mig selv for mit nye, frigjorte væsen. Husk nu hvordan det her føles, understregede jeg flere gange. Husk det nu…

2 dage efter hjemkomst.
Glemt. Fucking glemt. Alt det smukke, al min nyfundne ro…. væk.
I stedet for er jeg bare fyldt op til randen af stress og stive penisser.

Jeg har lyst til at fortælle nogle om, at jeg har brugt weekenden i min seng, snapchattende med en masse stive pikke, som en anden pik-junkie, flere, større, vildere. Fyld mig op. Pisse fucking hamrende ensom og seksuelt frustreret. Afkoblet.

I dag forsøger jeg mellem aftaler at spise frokost i Assistensen, og selv dér, 15 meter fra mig, sidder en buff fyr i 30’erne i bar overkrop og små shorts og glor på mig, mens han ivrigt onanerer med sin kæmpe pik bag en lille busk (alt for) tæt på stien. Det er tydeligt, at han kigger på mig. I stedet for at blive forulempet og sur, ligger jeg hele den time seancen står på og lurer på ham, og jeg tænker på, hvem der er værst, ham eller mig, hvem der er mest fucked up. En del af mig har lyst til at gå over til ham og tage hans pik i min mund. What the fuck….

… Og jeg skriver til SøndagsPikken, at jeg bliver jagtet af stive penisser, vi griner, og jeg sletter LørdagsPikken, fordi han ikke ville komme og kneppe mig, mens Forfatteren skriver, at han kommer og tager mig en af dagene, binder mig op, og jeg tilføjer P. på Snapchat, selvom jeg ikke har hørt fra ham i en uge, og jeg overvejer om jeg skal spørge H. om vi skal drikke en kaffe en dag, og på stranden i sommerhuset tænker jeg på Løven og forstår ikke, hvorfor han ikke ville mig, og og og …

Eksplosiioooooon. Kunne du høre det? BOOM. Lyden af en hjerne og et underliv der sprænges i tusinde stykker. Overophedning…. nedsmeltning.

Kropsterapeut-vennen vil arbejde med mine hofter her til eftermiddag. Jeg har forinden febrilsk forsøgt på toilettet at tørre mine våde trusser efter den bizarre Kirkegårds-onanisession, hvorfor fuck er jeg blevet tændt af det, ahhhh, og vennen presser sine fingre ind i mine hofter, baller, lår, og jeg siger til mig selv, at jeg ikke må blive tændt, og samtidig banker mit hjerte alt for meget, og jeg tænker, at det hele ramler, at jeg ikke ved hvor jeg skal tage hen i den her verden, slap nu af slap nu af, du skal også huske at spise, lad nu vær’ med at drikke så meget kaffe, og jeg har jo ikke lyst til at bo alene, jeg har ikke lyst til at bo her i byen, jeg har ikke lyst til at være i det liv jeg har bygget op. Sessionen giver mig dog et afbræk og ro, og ingen tændthed, thank god.

Da jeg søndag morgen vågner klokken 4 med ondt i maven, tænker jeg på P., og jeg bliver med en kraftanstrengelse nødt til at overbevise mig selv om, at det ikke handler om mænd og de stive pikke, men at det handler om alt det andet… skriveblokaden, angsten for fremtiden, ulyksaligheden over ikke at blive elsket eller elske nogen… Alting føles så abstrakt og flyvsk og lammende, jeg crasher ind i min egen latterlige virkelighed med 140 km/t, og Den Rolige, Glade Person Der Løber På Stranden og Tonser Rundt i Klitterne Og Får Alle Til At Grine Og Som Pludselig Elsker At Bruge Lang Tid I Et Fyldt Supermarked, – hun opløses, jeg ser hendes pixels ophøre i matrixet, og energierne samles i stedet dybt nede i maven i en knugende, ulidelig følelse.

Jeg er ved at kaste op nede i Fakta, for jeg mister min sult, og alting er uoverkommeligt, men du skal handle ind, du skal overleve, presser jeg mig selv, og jeg bruger fem timer nede i mosen, fordi jeg prøver at huske på, hvad naturen gør ved mig, men modsat strandene ved Vesterhavet og de bølgende, vilde sandklitter, så er Mosen fyldt med løbere, kærestepar og familier, og jeg har lyst til at skrige til alle, at jeg jo ikke har lyst til at gå rundt her alene, pludselig er jeg bare så alene, og jeg kan ikke finde ud af at arbejde, fordi det eneste jeg laver, er at kæmpe med mig selv, og jeg kan ikke vinde, selv ikke når jeg får en ny krop og et nyt ansigt, selv ikke når jeg genkender mig selv, så er det pludselig som om, at alting er forkert, og jeg kan ikke holde det ud.

Så derfor koncentrerer jeg al min energi mod afvisningerne og begæret af Pikke, og det føles slet ikke godt, det føles som om, at jeg gør noget helt forkert, men samtidig er det lettere at være i Pikkeland end i Idaland, og jeg skal huske at skrive, og jeg skal huske at spise, og jeg skal huske, at alting går, selvom det føles som om, at jeg smadrer rundt på meget tynd is – der godt nok aldrig knækker, hvis bare den knækkede, så ville det måske være lettere, jeg ved det ikke. Jeg forsøger at slette appsene, jeg forsøger at slette alle de Stive Pikke fra min indre Hawaii-bio, og jeg forsøger at trække vejret dyyyybt ned i maven, så jeg ikke fucking flipper mere ud.

******

Ved Vesterhavet går jeg en lang tur alene gennem klitterne med hunden ved min side. Jeg skråler højt en sang, men min stemme drukner i blæsten. Jeg er iklædt en beigefarvet trenchcoat og har bundet et blåt tørklæde om hovedet. Det er som at jeg tilhører en anden tid; at jeg aldrig hørte til her. Da jeg når de efterladte bunkere fra 2. verdenskrig, bliver himlen sort og krakelerer i voldsom regn.

Jeg spørger hunden, om vi skal søge ly i bunkerne. Han kigger skeptisk op på mig. “Ja,” siger han. Jeg går henimod den smalle åbning. Regnen er allerede trængt igennem min frakke og jeg er over halvanden time væk fra sommerhuset. “Lad nu vær’ med at være så bange”, siger jeg til os begge to. Der ingen mennesker i miles omkreds. Mit hjerte banker ivrigt.

Inde i bunkeren larmer usynlige fugle. Deres flaksen runger i den tomme betonklods. “Hallo?” Spørger jeg idiotisk. Intet svar. En fugl flyver med høj hastighed direkte mod mit ansigt, og ud gennem åbningen. Jeg skriger, og hunden gør. Jeg forestiller mig, hvad der vil ske, hvis jeg går helt ind; om en ny verden vil åbenbare sig for mig, om jeg ville kunne rejse til en anden tid. Men som du ved, er jeg mere bange for fugle end for regn.

Vi går tilbage henover klitterne. Modvinden bider i ansigtet og blæser konstant tørklædet af mit hoved. “Undskyld,” siger jeg hele tiden til hunden, der ser meget træt ud. “Det var ikke meningen, at turen skulle være så lang.” Jeg er våd ind til benet, men det gør ikke så meget. Jeg kan ikke mærke sult, tørst eller træthed. Jeg går bare, som jeg altid gør. Væk fra stierne, ind gennem træerne, og så langt ud på stranden, at sand, himmel og hav står i et.

På et tidspunkt, ikke noget særligt sted, bare i endnu et krat, på endnu en høj, sandet klit, begynder jeg at tude helt hysterisk. Den eneste tanke jeg har er, at jeg er det rigtige sted. Hvorfor har jeg aldrig vidst det om mig selv. Jeg vil være mor, jeg vil flytte på landet, jeg vil være forfatter og kunstner, jeg vil have en mand jeg elsker, jeg vil være ved havet, jeg vil have en hund. Tankerne har jeg aldrig tænkt før, sådan rigtigt. Aldrig følt dem før. De gør mig lige dele lykkelig og ulykkelig.

Resten af ugen er jeg smadret efter den sindssyge vandretur. Jeg kan mærke alle muskler i min krop. De værker, og jeg kan samtidig ikke holde op med at bevæge mig. Må gå, må løbe, må tilbage til bunkerne. Hver gang jeg er alene i klitterne, græder jeg i ca 30 sekunder. Blæsten vifter tårerne væk fra mine kinder.

Jeg har virkelig ikke lyst til at tage hjem.

***

Puha…
Det hjalp.

14 thoughts on “febrilsk type

  1. Jeg er så glad for, at du ikke er holdt op med at skrive. Du skriver fuldstændig fabelagtigt. Jeg har selv levet med angst, siden jeg var helt lille og jeg tror aldrig nogensinde, jeg har kunnet spejle mig i nogens ord så meget som i dine. Tak.

    Like

  2. Oh, hvor er det rart at du er tilbage. Altså, ikke rart med klitgråd og pikke-mani, men rart at kunne følge med i dine tanker. Du skriver så fantastisk, og jeg kan kun tilslutte mig kommentar #1.

    Like

  3. Siden jeg fandt din blog, har jeg læst hvert et ord du har skrevet og elsket det. Jeg føler mig til tider ret alene med alle mine egne følelser og mandebekendtskaber, hehe. Når alt er helt rodet og kaotisk giver det lidt tryghed at læse dine ord, og vide at det ikke kun er i mit hoved sådanne tanker og følelser eksisterer 🙂 Så tak for det du har delt her, det har gjort noget for mig.

    Like

  4. Tusinde tak. Jeg er oprigtigt ked af, at du har skulle kæmpe med angsten i så mange år. Nogle gange tænker jeg på, om man nogensinde slipper det helt? Jeg forsøger at være positiv og se angsten som en ven, der vil mig det bedste – du ved, sandsigeren der holder mig på ret kurs; et termometer der lige tager temperaturen på livet og kalder bullshit, når tingene bliver overophedede. MEN…. jeg ville samtidig ønske, at jeg kunne vide tingene selv, fremfor at skulle have angsten til at fortælle mig dem. Jeg er glad for at du læser med, og at du fortæller mig om din angst. Det gør også, at jeg føler mig mindre alene med den. ❤

    Like

  5. Vesterhavet er et magisk sted. Gad vide hvad der ville ske, hvis alle os med flossede nerver flyttede dérover. Velkommen tilbage Ida – du nåede at være savnet. Og på en eller anden måde føles det lige så rigtigt, at du er tilbage, som det gjorde, da du sagde farvel.

    Like

  6. Sådan ser jeg også (i vid udstrækning) min angst (og gud hvor ville jeg ønske det samme som dig. For den føles sjældent som en ven). Men jeg har ofte følt mig lidt alene med det synspunkt. Så jeg er vildt nysgerrig ift. at høre, hvad din mangeårige terapeut siger til det? Altså til det med at se angsten som en ven og som et termometer.

    Like

  7. Når jeg kommer og fortæller min psykolog, at jeg har haft et angstanfald eller har meget angst, så jubler hun nærmest, og siger, at det er godt, at jeg har angst. Så kigger jeg på hende, og siger, at jeg ikke synes det er særlig fedt. Når jeg får angst, har jeg – ifølge hende (og efterhånden også mig selv) – en åbning til mig selv; en mulighed for at analysere den givne situation, finde ud af, hvad der er galt, forstå hvad der sker, og dermed også ændre det til det bedre. Så jeg prøver at se angsten som et pejlemærke på mit liv; at der altid er en grund til at den er der. Hvilket der også er. Når jeg bliver bedre til at forstå den, kan den også hurtigere forsvinde, og situationerne kan bedre gennemleves; Nååå, det er fordi jeg ikke har LYST til at være her, det er fordi jeg ikke har været ÆRLIG omkring hvordan jeg har det, etc. Hmm. Jeg er blevet bedre til det, men har stadig lang vej; som fx hvis jeg får angst i køen i Fakta, føler mig kvalt i lukkede rum og har svært ved at deltage i forelæsninger. Måske eftervirkningerne af de konkrete angstanfald aldrig vil aftage helt, men jeg bliver mindre og mindre bange for den. Sådan, kom an angst, hvad vil du mig.

    Like

  8. Kære A., hvor er jeg glad for din kommentar; jeg føler mig også mindre alene, når folk siger, de kan se sig selv i det jeg skriver om. Måske er det i bund og grund derfor jeg bliver ved med at blogge; en idé om at hvis der er nogen der læser mine ellers private følelser og tanker, så vil jeg føle mig mindre alene med dem. Er desuden glad for at høre, at jeg ikke er den eneste der smadrer rundt i mit datingliv, haha. Åh.

    Like

  9. Haha, jeg kan virkelig godt lide tanken om at Vesterhavet primært er fyldt med tyske turister og sensitive personer med flossede nerver. Det ville være ren mayhem, haha. Så kunne vi alle fokusere vores energier i drageflyvning og klitvandringer, og langsomt skabe fred på planeten. Eller også ville alting falde fra hinanden.. hmm. Det vil jeg lige tænke lidt mere over. Og tak fordi du kommer med dine søde, støttende kommentarer; det giver mig en tiltrængt ro indeni og gåpåmod overfor at blive ved med at skrive og dele. ❤

    Like

  10. Hun lyder sej, din psykolog. Det vækker så meget genklang i mig, og jeg trængte virkelig til at blive mindet om det – så tak til hende og til dig :-*

    Like

  11. Jeg er glad for, at det vækker genklang. Min psykolog er så pissesej, jeg elsker hende. Sådan en Oprah-agtig powerkvinde der lærer mig at være feminist og et følende, vildt og levende menneske. Suk. Jeg har aldrig lyst til at stoppe der.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s