tidevand

Da jeg kommer hjem fra psykolog i tirsdags, lukker jeg impulsivt bloggen. Wtf…
Jeg er overrasket over mig selv. Jeg tror, at jeg lige ville mærke, hvordan det føltes at skære den del væk fra mit liv. I starten er jeg ængstelig omkring det; føler at jeg brutalt har fået fjernet en essentiel del af mig, men her en uge efter, har jeg næsten glemt min online tilstedeværelse.

Hos psykologen har jeg reciteret bloggens seneste par indlæg, nærmest ord for ord. Hun har ikke nogle analyser til mig, for jeg har selv draget alle konklusionerne. Jeg får fornemmelsen af, at hun keder sig ved mine ligegyldige historier, og jeg bliver pludselig sært selvbevidst omkring, hvad fanden mine historier egentlig rager andre. I frygten for at miste mit ene åndehul, lukker jeg så det andet, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening.

Jeg fantaserer om, at jeg vil tage alene op i mine forældres sommerhus hele juli måned; en kåd fantasi om isolation:
Nu må jeg tage ansvar og leve det her liv alene.

Onsdag siger jeg til min kropsterapeut-ven, at jeg er træt af, at mine skuldre hele tiden sidder oppe under ørene. Han rykker rundt på mine nervebaner, trykker forskellige steder på min ryg og roterer mine led. Efterfølgende er det som om, at noget ændrer sig i min krop.. Den føles… ny. Anderledes. Det er en helt sindssyg følelse.

Torsdag er jeg ved at ramle fuldstændig sammen. Min menstruation har varet 9 dage, min nye krop føles sært luftig, jeg er svimmel og utilpas. Jeg forestiller mig, at jeg skal indlægges med hjerteproblemer; jeg forsøger hele tiden at mærke efter min puls, men kan ikke finde den, og jeg er sikker på, at jeg har blodmangel efter al den menstruering.

Jeg kan ikke fortælle nogen om det, det er klaustrofobisk, nu må jeg jo tage ansvar og leve det her liv alene, husker du nok, og booker derfor en akut tid hos min psykolog, fordi jeg vitterligt ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har det som om, at min sjæl er eksploderet.

Før jeg går derop kigger jeg mig selv i spejlet på en cafe i nærheden, jeg forsøger at genkende mig selv, men jeg tør næsten ikke se mig selv i øjnene. Da jeg endelig gør det, kan jeg slet ikke forstå det menneske der kigger tilbage på mig; som om jeg aldrig har set på mig selv før. Tårer fylder øjnene der kigger tilbage i spejlet på mig, og jeg står alt for tæt på, til at kunne at fokusere ordentligt, hvilket blot – og lidt komisk – hyler mig ud af den. Jeg kan ikke se mig selv, hvem er jeg overhovedet, hvorfor græder jeg, det hele ramler nu. (Stil dig nu lidt længere væk fra spejlet, din idiot).

“Jeg tror, at dine forsvarsværker er ved at bryde sammen,” siger psykologen. “Alle ender er ved at mødes nu”. Jeg græder helt ekstremt meget, men ved at hun har ret… For der findes mange versioner af mig, alle med samme udgangspunkt selvfølgelig (jeg er ikke skiz.
Ida som Weemoed.
Ida hos sin psykolog.
Ida der er alene.
Ida i sociale sammenhænge.
Ida på arbejde.
Ida med mænd.
You name it.

Men væggene mellem versionerne er begyndt at kollapse. Der er ingen udvej længere. Min krop spjætter desperat i kampen for at opretholde fordelene ved de forskellige versioner; stikkontakten jeg i 25 år har skruet sammen; en tænd-og-sluk-funktion der har sikret min overlevelse.

Da jeg går derfra, er jeg renset.

***

Fredag sidder jeg i parken foran Bispebjerg Hospital og prøver at skrive en passende farvel-tekst til bloggen. Jeg ved, at man ikke bare kan lukke ned uden et farvel, – især ikke når det kommer impulsivt i kølvandet på mange, lange indlæg hvis indhold primært centrerer sig om døden og store følelsesudsving. Beklager hvis det har vakt bekymring.

Jeg har diskuteret med mig selv, hvad jeg mon skulle gøre. Hvad skulle resultatet af min beslutning være? Jeg kan stadig ikke finde ud af det. Jeg planlagde, at jeg ville linke til min instagram, “springe ud” som mig selv, og lukke mit bloggerliv ned en gang for alle. Hvad synes du? (Jeg er åbenbart ikke så selvstændig). Jeg har brug for at tænke mere over det, tror jeg. Men for nu ville jeg bare lige give livstegn.

Jeg er taget i sommerhus med nogle veninder. Jeg tonser rundt med min nye krop og nye ansigt, gemmer mig i klitterne, brøler af havet, ignorerer tiden og arbejdspresset. Jeg løber (!!!), nærmest spurter (!!!) på stranden, tuder af lykke, jeg har ikke angst, jeg har ikke skuldre der sidder oppe under ørerne, og jeg skriver liderlige beskeder til alle de digitale mænd, uden held, uden følelser, og jeg tænker ikke rigtig på noget, der er ikke rigtig noget drama, der er bare et frådende hav, en uendelig strand, mine ben der løber, mine arme der dingler som gummi, og et genkendeligt ansigt, der kigger tilbage på mig i spejlet.

Jeg ved ikke helt, hvad der skal ske nu. Men det er også OK.

19 thoughts on “tidevand

  1. Åh jeg vil komme til at savne dine tekster – du skriver fantastisk, og dine ord går lige i maven! Jeg håber dit kunstnerprojekt har noget med skrift at gøre. Måske du kan lade domænet stå, hvis trangen til at dele skulle komme over dig? Lidt egoistisk ønske, hehe. Jeg lukkede selv en blog uden varsel, så jeg kan godt forstå følelsen af ikke at ville være tilgængelig længere. Under alle omstændigheder ønsker jeg det bedste for dig ❤ Jeg ville elske stadig at følge dig. Anonymt eller IRL.

    Like

  2. Kæreste Ida ❤ ALT det bedste til dig. Det føles helt rigtigt; her på den anden side af skærmen, at du siger farvel til os, til bloggen (selv om du vil være savnet). Smukt og stærkt. Tak fordi vi fik lov at følge dig for en stund og for de fineste, fineste, kraftfulde tekster. KH Maria

    Like

  3. Ja, mand! Ud og løb på strande og tud af lykke. Du fortjener jo alt det bedste i verden, du, som føler verden så intenst.
    Tak kære, stærke, sårbare, modige Ida. Tak for teksterne og for omsorgen. Det har været så godt det her, meget bedre end jeg tror, du ved.

    Like

  4. Du får blod til at dunke i mit øre, når jeg græder over dine tekster, og selvom det kun er i det højre, er det en vild nok følelse, som jeg godt kan sætte pris på. Jeg kommer til at savne dig.

    Like

  5. Maria, tusinde tak fordi du har givet dig tiden at formulere denne lange, fantastisk søde besked. Den gik lige i maven, virkelig! Kommer du til at blogge igen? Jeg håber, du har det godt? Kæmpe ❤

    Like

    1. Kære Ida. Nu er vi vist flere der hedder Maria som har haft en blog, men hvis du mente min (blogundone), så kommer jeg måske til et blogge igen. Jeg er lidt i tvivl – jeg fortrød i hvert fald, at jeg ikke var anonym. Jeg lukkede den, fordi der skete virkelig mange ting på en gang. Både gode og dårlige. Men jeg har det rigtig godt. Og jeg nyder virkelig at læse og lade mig rive med hos dig. Du skriver så vildt og ubesværet. Mange af teksterne kunne du printe ud som de er og søge ind på Forfatterskolen med. Jeg læser hvert et ord, selvom jeg er dårlig til at kommentere. ❤ til dig

      Like

      1. Kære Maria! Haha, ja, min gennemsnitslæser hedder vist Maria! På en eller anden måde vidste jeg godt, at det var dig; der var noget genkendeligt i dit fine sprog. Jeg håber, at du en dag finder en vej tilbage til bloggingen, jeg er nysgerrig på, hvad der sker i dit liv. Anonymiteten kan noget særligt, en større sproglig og indholdsmæssig frihed. Jeg har ikke tænkt mig at droppe den lige foreløbig. Det er virkelig et stort kompliment du giver mig, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal tage det ind. Som teenager drømte jeg om at søge ind på forfatterskolen, men troede ikke, at jeg ville være god nok. Jeg tænkte, at mine dagbøger aldrig kunne transformeres til skønlitteratur. Men samtidig kan jeg mærke, at mine tekster det seneste år er begyndt at vokse mellem fingrene på mig; de er ikke længere kun dagbøger. I projektet jeg arbejder på, har jeg heldigvis mulighed for at lege med en fiktionalisering af mit liv, og hvis jeg er heldig, så lykkes det, og jeg bliver udgivet (i et format jeg ikke kan afsløre endnu). Det er spændende det hele. Bloggen – og kommentarer som dine – giver mig blod på tanden til at udvide, udfordre og investere mere tid i denne her proces. Sikke en lang kommentar, haha. Åh. Tak fordi du læser med. Jeg stiller ingen krav om kommentar-skrivning, men det er dejligt at du pipper, som her. Det betyder virkelig meget. Kæmpe kram, Ida

        Like

  6. Kære Maria, tak for at du altid har været så god til at kommentere, det værdsætter jeg helt enormt. Jeg er ked af, at jeg har råbt vagt i gevær forgæves. Altså, ked af det over det på den måde, at du siger så flot og fint farvel her, og så fortjener jeg det slet ikke, fordi jeg bare skriver videre som en anden ord-junkie. Men i det store hele gør det vel ikke så meget. Kæmpe ❤ på dig. Håber snart at der kommer flere ord på din blog.

    Like

  7. Da jeg var nede i mosen i søndags, gik det op for mig, at jeg altid håber på at møde nogen dernede. Ligefrem venter på det. Lidt i hvert fald. Hvordan kender man hinanden i mosen? Er det visheden i et smil når man forbipasserer hinanden? Sådan… en mosehemmelighed. Jeg håber det sker en dag.

    Like

  8. din kommentar “du som føler verden så intenst” har siddet fast i mig siden jeg læste den, jeg har reflekteret meget over, hvordan jeg opfatter alting; dramatiserer, fabulerer og ånder, og jeg tænker på dine mails og dine ord, og er så glad for at du altid giver dig tid til at skrive og føle lige så intenst. Kæmpe kram

    Like

  9. Jeg har lyst til at printe den her kommentar ud og hænge den på min væg, kigge på den hver morgen, og tænke på ord og følelser, der dunker i en anden persons højre øre, det er så stærkt og føles så vildt for mig, at mine ord på den måde ræsonnerer, jeg er aldrig bevidst om det, svælger bare rundt i mine egne dunkende ører, du ved. Tak, Anja. Jeg er fan af dit sprog. ❤

    Like

  10. Kære A. Tak for din opmærksomhed og tid, og ikke mindst din kommentar. Jeg smelter af al denne kærlighed, det er så overdrevet vildt for mig, jeg har svært ved at forstå det. Kæmpe KH

    Like

  11. Du fortjener det hele Ida – og se bare hvilket levende kommentarfelt, der er kommet ud af det hele ♥︎
    Min blog er et færdigt kapitel, så der kommer ikke flere ord fra mig dér. Halvdelen af dine læsere, eller af dem der kommenterer, i hvert fald, hedder tilsyneladende Maria (ret sjovt faktisk). Og jeg kan ikke gennemskue, om du kan kende forskel på os uden medfølgende links, men gider ikke linke til en død blog længere. Så fremover kalder jeg mig Maria R 😀

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s