ildebrand

“You are late,” siger den afrikanske, hjemløse mand til mig i det store lyskryds, “There was a great fire!” Han stiller sig tæt på mig og blotter sine fordærvede tænder i et grufuldt smil.
Folk er stimlet sammen på gadehjørnerne, alle med øjnene rettet mod de enorme flammer der står op fra en ejendom længere henne af gaden. Klokken er over 23, men det føles som om, at tiden står stille. Jeg sætter mig på en bænk ved busstoppestedet og glor uden hæmninger på katastrofen. Jeg kan ikke bevæge mig. De får aldrig slukket den, tænker jeg.

Forinden har jeg siddet i en park længere oppe i Bellahøj og betragtet den usædvanlige sorte røg fylde himlen. Der er noget galt, det ved jeg. Jeg følger efter røgen, til jeg kan se flammerne. To cyklister stopper op ved siden af mig, en anden mand kommer hen. “Shit, hvor er det voldsomt” siger jeg. Vi står alle i tavshed. Manden på gåben tager sin iPhone frem og begynder at tage billeder af flammerne. “Ja.. så er det endda os der skal betale for det,” mumler han bittert.

“Det er så uhyggeligt,” siger den kvindelige cyklist. “Men jeg kan ikke lade vær’ med at stirre på det.”
“Lige præcis… hmm. Jeg ved godt det er lidt vulgært, men jeg tror, at jeg skal tættere på.” Jeg siger farvel til mine med-voyeurs og går langs campingpladsens hegn. Nogle gange forsvinder flammerne ud af min synsvinkel, og jeg sætter tempoet op, til at jeg kan se det igen. Imens tænker jeg, om det er sådan her det føles, når jorden er ved at gå under. Om det er nu, at alting begynder at gå i stykker. Apokalypsen. (Åh, drama-W. on the spot).

Det er desuden et tilfælde, at jeg er gået ud af min lejlighed. Det var ikke planen, at jeg skulle nogle steder. Midt i den romantiske finale i “How To Lose A Guy In 10 Days”, hvor de to væddemål kolliderer og sandheden skal på bordet, og hvor kærligheden skal opnås, jagtes, lykkes (jeg er allerede rørstrømsk her, må du forstå), modtager jeg en SMS fra P., som sender et billede af, at han er til fodboldkamp og er lidt fuld. Han siger tak for beskederne. Jeg tuder helt ustyrligt (mest af lettelse, men også af skam). Han er i live! Praise be, OH LORD. Men fuck mig. Altså, seriøst, fuck mig selv.

Jeg binder i raseri mine sko og hjerner op mod Bellahøj, mens jeg slår mig selv i hovedet (mentalt, jaja, is på), og jeg har taget alt for meget tøj på, fordi klokken er 22, men det er stadig sindssygt varmt, hvorfor er det så sindssygt varmt hele fucking tiden, og mine snørebånd er så lange, de dasker mod jorden, jeg prøver at binde dem op, men de går hele tiden op, dasker igen, og mine bh-frie bryster bouncer for meget når jeg går så hurtigt, det gør ondt, og jeg må holde på dem, og hvor må jeg se retarderet ud, og jeg har tabt knapperne i mine skjorteærmer, og når jeg folder dem op, så glider de hele tiden ned igen, og det gør mig rasende, absolut rasende, og måske jeg skal begynde at løbe, men jeg har tømmermændshovedpine, og jeg burde faktisk ikke bevæge mig, mine ben gør også ondt, hurtigere,

og hvorfor – HVORFOR – er jeg et menneske der bekymrer mig så meget, hej-her-er-jeg-og-nu-får-du-HELE-mig-på-et-sølvfad, jeg er for meget, jeg er hele tiden for meget, og så er P. bare i live, han er virkelig i live, og hvordan kunne jeg overhovedet gå og tro at han var død, hvad fanden rager det mig, og hvad handler det om?, og nu finder jeg et sted at sidde, træk vejret dybt ned i maven, men den svitsede plæne er fyldt med måger, og en måge flyver direkte mod mig og op mod himlen til venstre for mig, og jeg følger den med øjnene, og det er her jeg opdager den kulsorte, unaturlige røg, og jeg slukker for musikken, og jeg begynder at gå imod flammerne, det er kun flammerne der fylder.

***

Jeg gransker min hjerne for at finde svar. Udover ekstrem PMS og dårlig varme-håndtering, kommer jeg i tanke om min første kæreste Martin (han hed ikke Martin, men det ved du godt).

Vi blev kærester, da jeg gik i 3.g. Jeg var stadig jomfru, og min seksuelle erfaring havde mest budt på stive blender-snav på dansegulve (heriblandt at falde ned fra podier eller blive kastet op på, mens jeg snavede) og akavede kysselege.

Dengang bloggede jeg også (mest om alle mine hemmelige forelskelser og tanker om det hårde gymnasieliv). Jeg havde mange læsere, både mænd og kvinder. En dag skrev Martin en mail til mig, noget om en sang han syntes, jeg skulle høre. Det udviklede sig hurtigt til en lang, romantisk e-mail-korrespondance, og vi sendte også håndskrevne breve til hinanden med mix-tapes og poesi (hej 00’erne).

Martin boede i Jylland hos sine forældre, havde sabbatår og led af en depression. Mine mails blev lyspunkter i hans ensomme, isolerede tilværelse, og han blev hurtigt forelsket i mig, eller rettere: forelsket i ideen om mig. Hans sprog var kringlet, intelligent og poetisk; jeg var fascineret af ham og de følelser han syntes at nære for mig. Jeg var ikke vant til, at folk gik rundt og blev forelskede i mig.

Efter en måneds intens skriven frem-og-tilbage mødtes vi endelig i København på verdens længste date. Han havde taget toget fra Jylland, og jeg kan huske, at jeg hentede ham på hovedbanegården. Jeg var ved at kaste op af nervøsitet, og jeg var ikke mindst bange for, om jeg kunne leve op til alle de forventninger og forestillinger hans forelskelse i mig byggede på. Daten gik dog godt, og efter et par uger havde han taget min mødom, hvilket primært var dét jeg var mest var interesseret i (kan jeg læse ud fra gamle dagbøger).

Martins tungsind fyldte meget, og han pressede mig i forhold til at skulle blive kærester (“Hvorfor elsker du mig ikke?”). Jeg havde konsekvent dårlig samvittighed. Når vi var sammen græd han ofte, fordi alting var så håbløst og mørkt. Når vi ikke sås, talte vi meget i telefon, hvor han også græd. “Du er det eneste der holder mig i live,” sagde han. Jeg selv stod overfor studentereksamen og fremtidsangst, og jeg var desuden forelsket i en fyr fra min folkeskoleklasse (en seks år lang forelskelse der aldrig synes at ville stoppe).

Hans depression tog til og endte med at fylde så meget, at jeg ikke kunne ånde. Jeg syntes ikke, at jeg lavede andet end at trøste ham, samtidig med, at jeg også begyndte at nære kærlighed for ham, hvilket gjorde, at jeg langsomt sivede ind i hans mørke. Jeg græd meget i den periode, verden var et stort, dystert sted, og jeg var konsekvent bekymret for ham. Jeg var så bange for, at han ville tage sit eget liv, og jeg var især bange for, at han ville gøre det, hvis jeg forlod ham.

Under min første skriftlige eksamen, 3 måneder inde i vores turbulente forhold, kastede jeg op ud over det hele. Det viste sig, at jeg havde fået kyssesyge. Alligevel gennemførte jeg alle eksamerne (blev kørt i taxa til dem), samtidig med, at jeg skulle forsikre Martin om, at han var god nok og havde grund til at leve. Han efterlod telefonsvarerbeskeder til mig om natten, hvor han enten græd eller anklagede mig for sindssyge ting (“Jeg kan bare ikke udstå tanken om, at du har røget en halv cigaret, det ødelægger alt for mig, hvordan kunne du gøre det, hvem er du overhovedet.*hulk, hulk*”).

Til sidst, måske i en feberhvilelse, nåede jeg mit mætningspunkt. Jeg havde impulsivt brændt min børneopsparing af på et højskoleophold det kommende efterår, og jeg vidste, at jeg ikke havde tænkt mig, at være sammen med Martin til den tid.

Han kom hjem til mig en varm juni-dag. Jeg havde grædt i flere dage op til, jeg var syg og svækket, følelsesmæssigt udkørt. Han var også helt fra den og fanget dybt nede i sin depressive verden. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne mere; at jeg kun ville være sammen med ham, hvis han søgte professionel hjælpe. Martin troede ikke på psykologer, så det var udelukket. “Jamen.. så er det jo slut,” sagde jeg, og gav ham den bunke af DVD’er og CD’er, som han havde lånt mig (åh, 00’erne, i miss you).

Der gik 2-3 dage før jeg hørte fra ham igen. Jeg var rædselsslagen for, om mit brud til ham betød, at han ville tage sit eget liv. Jeg forestillede mig, hvordan han ville stå på stationen og måske ville springe ud foran et tog, eller at han ville tage hjem og hænge sig selv. Tavsheden gjorde mig sindssyg. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne leve med, at jeg havde haft betydning i forhold til hans selvmord. 10 dage efter så jeg ham på Roskilde, hvor han havde fået en ny kæreste. Jeg skammede mig enormt over al min bekymring, følte mig som det største fjols.

3 år senere røg vi cigaretter sammen i min Nørrebro-lejlighed. Han var kommet på medicin, efter at han havde haft lyst til at hoppe ud fra sit kollegieværelse på 5. sal. Nu arbejder han som datalog i et stort firma, er stoppet med at spille musik og skrive, og har en sød, lyshåret kæreste.

***

Hvad var det jeg ville med denne lange historie… nå ja… en tendens. Frelser-kompleks. Første-kæreste-traume. Jeg tror ikke, at det er sidste gang, at jeg står i disse situationer. Mennesker med psykiske problemer er dragende, og jeg kommer til at rode mig ud i dem, fordi jeg selv er et rod, og har brug for at spejle mit mørke i andre.

Forhåbentlig ændrer det sig en dag. For nu, tror jeg bare, at det er godt at være bevidst om historierne, forhistorierne, om menneskene, og samtidig vide, at hvis man beslutter sig for at slå sig selv ihjel, så har det aldrig noget med mig at gøre. Depression er en satan, en reel sygdom, og det skal jeg huske. Jeg kan kun styre mit eget liv.

Men ildebrandene; det ukontrollerbare, ustyrlige, at være i følelsernes vold… åh. Det er jo dér hvor alt det spændende i livet er.. suk. Men måske det er OK, at betragte det på afstand; ligesom med branden i Bellahøj. Der behøver ikke gå ild i mig også.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s