blødende

Jeg ved at hedonismen har en bagside, sådan er det altid. Man kan vælge, om man vil fortsætte livsstilen, forglemmelsen, eller prøve at genkende sig selv i spejlet. Jeg forsøger at åbne øjnene. Det gør ondt.

Jeg googler hans diagnose, gennemtrevler nettet for at forstå ham. Jeg genkender mig selv i trækkene, og spekulerer på, hvordan mit liv var faldet ud, hvis jeg også havde fået en diagnose. Måske havde der været gruppeterapi, medicin, sygemeldinger, ødelagte relationer og indlæggelser. Eller ro og smertelindring? I stedet har jeg trofast set min freudianske, lacanianske psykolog en gang om ugen i seks år, som har overbevist mig om, at der ikke er noget galt med mig; at angsten og depressionen ikke er farlig. At jeg ikke skulle på medicin eller indlægges eller droppe ud eller miste mig selv.

Tirsdag aften går jeg ned til Mosen, fordi jeg ikke kan udholde, den jeg er, de rastløse, hårde skridt larmer i asfalten.
Accepter dig selv, accepter dig selv, messer jeg.
Alting i mig skriger.
Solen går ned foran mig, der er så stille.
Du kommer til at leve et liv helt alene. 
Du kommer aldrig tæt på nogen.
Acceptér det.

***

I nat.

Der er blod på min hovedpude og lagen. Jeg har fået min menstration, og han har lige taget mig, hårdt. Han har intet imod blod.
“Vil du gerne have, at jeg er hårdere ved dig?”
Jeg smiler.
“Det tager jeg som et ja,” siger han og smækker mig hårdt i numsen, så hans fingerring efterlader aftryk i det marmorerede kød. Min nøgne krop er presset op af hans. Jeg nusser ham på ryggen, presser min venstre hånd dybt ned i hans hud, han sukker.

Jeg vil så gerne give ham ro, alt i mig længes efter, at kunne hjælpe ham. Han hvisker til mig, at han har mistet evnen til at se fremad. Han har mistet sig selv og sit grundlag. Tingene er værre nu end nogensinde. “Min hjerne er et farligt sted.” Jeg skjuler tårerne, og fortsætter tavst med at køre hånden op og ned af hans ryg, hans øjne er lukkede.

Min omsorgstrang er overvældende. Jeg kender ham ikke. Mine ben er blodplettede og jeg fryser. Det er kun anden gang vi mødes. Han virker til, at have lyst til at tage sit eget liv, og jeg kan ikke udholde tanken om, at han skulle gøre det. Han må ikke dø. Jeg ved, at jeg ikke skal binde mig, men han er magisk, det er allerede for sent.

Han sover gennemsnitligt 4 timer om natten, han er komplet udkørt, så jeg forsøger ihærdigt at nusse ham i søvn. Jeg kommer til at tænke på H., og hvordan jeg også ville frelse ham. Hvordan min kærlighed opstod ud af omsorgen og fortvivlelsen.
“Du kan bare sove her,” hvisker jeg forsigtigt ind i hans øre.
“Jeg kan ikke, w. Det er alt for intimt for mig.”

Vi tager tøj på, og ryger en sidste cigaret i vindueskarmen. Han holder om mine lægge, kører sine store hænder over mine hofter, og kigger kærligt på mig. Han snakker løs. Mest om at have det forfærdeligt. Jeg siger ikke noget.
“Er du ok?” Spørger han.
“Ja, jeg er bare træt,” svarer jeg.

I gangen presser han mig op af væggen, kysser mig igen og igen, så vådt og intenst. Jeg har ikke lyst til, at han skal gå. “Vi ses”, siger vi til hinanden. Jeg græder lidt, da døren lukkes. Da klokken nærmer sig 1 i nat, skriver jeg og spørger, om han er kommet godt hjem, om han er ok. Han har ikke svaret endnu. Jeg er overbevist om, at det er slut nu, at vi er kommet alt for tæt på hinanden, at det er for meget, et lys der brænder for hurtigt ud. Det gør ondt i hele min krop. Jeg sletter hans nummer.

Jeg håber, at han er ok.

***

I min hedonistiske eskapisme sidste uge kastede jeg med spredehagl, og fik arrangeret en anden date, som er i morgen. En lækker, velskrivende musiker. Både mit hjerte og underliv bløder, og samtidig føler jeg, at jeg skal tage på daten. Det er helt sindssygt. Men jeg har ikke lyst til at fortabe mig i ham den skrøbelige (lad os kalde ham P.). Man skal altid have en ekstra linet op, så afvisningen ikke er så hård, siger de kyniske datingeksperter (hvem sagde det? lol, ingen).

Jeg vasker mit sengetøj her til morgen, vasker blodet af, og græder ned i skyllemidlet. Mit job tillader mig at arbejde hjemmefra, så jeg vil gå ned på kirkegården og glo ind i en gravsten. Jeg håber, at P. svarer, at han er OK. I en fantasi forestiller jeg mig, at jeg har hjulpet ham med at sove i hele 10 timer; at han bare kom hjem på sin seng og kollapsede. At det slet ikke har noget at gøre med, at man ikke må binde sig til ham, komme tæt på… at det ikke betyder, at han bare har lyst til at dø… at han ikke kan se mig længere, fordi han har det for dårligt… at ting ikke slutter.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s