Usagt #2: Distorted

Distortion, årets begivenhed i min vennekreds, nærmer sig hastigt (imorgen!). Min telefon sprutter allerede med halve øl-aftaler med insisterende gnister af gå-amok-tilstande.
Men.
Jeg har faktisk ikke lyst.
Eller jo. Det er dét jeg har glædet mig til i så mange måneder. “Uj, så får jeg afleveret min eksamen lige ugen før, og så er der dømt distortion-ferie, men hyperdruk og lyse nætter”, har jeg sagt. Det er dét som skulle være det vildeste, det største.

Men jeg sidder bare her. Stadigvæk. Min hals har snørret sig sammen, jeg har konstant kvalme, så har jeg pludselig ikke kvalme, så hopper jeg gladeligt rundt om mig selv,- lover mig selv guld og grønne skove, til den næste tsunami af svaghed rammer mig i fjæset.

Jeg skal til lægen i morgen. Er så bange for, at der er et eller andet fuldstændig galt med mig. Enten psykisk eller fysisk. Jeg ved slet ikke hvad det er. Umiddelbart gætter jeg på stress? Men stress over hvad? Jeg er verdens mest afslappede menneske. Hypersensitiv, ja. Letmodtagelig, ja. Kunne jeg ikke kapere hjertesorg og eksamensperiode lige oven i hinanden?

Jeg er så træt af mig selv. Jeg er så træt-så-træt-så-træt. Jeg er træt af, at jeg sidder her dag ud og dag ind, venter på at min roomie kommer hjem så vi kan lave noget sammen. Jeg er så bange for at tage ud, for at snakke med mennesker: – ikke for kontakten, men for at jeg pludselig skal få det dårligt, og tage det nederlag og gå hjem.

Det gør mig så vred. Vred så jeg ikke styre tårerne der pibler frem fra mine øjne hver andet splitsekund. Det er sundt du tackler dine følelser, vil du nok sige. Men jeg ville fandme hellere være følelseskold som Ekskæresten og trøstespisende. Blive lige så stor og tyk som han er blevet, i stedet for at have tabt mig “skræmmende meget” (sagt af veninder der så mig for første gang i en måned i fredags)… Og det er værste er næsten, at jeg er forbandet smuk i den tynde krop. Jeg tror aldrig, jeg har været smukkere. Men jeg kan ikke bruge det til en scheiss, fordi ingen alligevel kommer til at se mig. Jeg vil være fyldig og lykkelig igen..

Det der faktisk gør mig allermest vred er, at jeg rent faktisk er PISSEglad. Jeg er PISSElykkelig. Når jeg tænker på alle de mennesker der er omkring mig (som jeg tit tager for givet). Dem jeg har gjort indtryk på og som gør indtryk på mig. På den person jeg selv er. Hvor mange ting jeg kan. På kommende forelskelser og nye venskaber, på mit studie, som jeg rent faktisk godt kan lide. På min lejlighed. Alt er egentlig godt.

Hvad er det så der hæmmer mig? Hvorfor har jeg ikke overskud til at se nogle mennesker? Hvorfor har jeg ikke lyst til at drikke mig fuld? Hvorfor misbruger jeg tiden på den her måde – tvinger mig selv ind i en døs af kedsomhed?

Jeg misbrugte mit skrøbelige ydre i fredags, da jeg imod min krops vilje tog til fest med gode venner fra studiet. Jeg drak vand hele aftenen, og var konstant bange for, at jeg ville blive nødt til at gå ud og knække mig. Men havde presset mig ned i en stram olivengrøn kjole og lagt en tung sort make-up om mine øjne – jeg kunne ikke bare give op. På dansegulvet prøvede jeg at sætte min krop fri. Svævede med armene over mit hoved og med lukkede øjne. Dansen gjorde mig godt. Disko og varme mennesker. Jeg var fri fra min krop, fri fra mig selv.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Kan jeg bare regne med, at et lægebesøg løser det hele? “Tak læge, nu kan jeg tage til Distortion, snave med fremmede og være sanseløst beruset, tak!”.

Hvem er jeg nu? Hvem var jeg før? Hvor skal jeg tage hen? Og hvordan kommer jeg ud af det her?
Jeg spiser igen, men får det dårligt ud af det blå.
Jeg danser igen, men begynder at græde det andet øjeblik.
Jeg lover folk, at vi kan ses, men aflyser så snart tiden nærmer sig.
Jeg hader, at jeg gør folk bekymrede. Jeg hader, at jeg gør mig selv bekymret. Jeg er jo ikke dødeligt syg. Jesus. Ville ønske, at jeg kunne ryste mig selv i skuldrene, og så ville jeg bare vågne op og være mig selv igen.
Ikke den her halve zombie.

OK OK, jeg prøver hele tiden at dæmpe mig selv og min egen påtagede ulykke. Jeg er også normal stadig. Det meste af tiden, faktisk. Jeg bliver bare hylet ud af den, når jeg er alene på den her halssnørrende, hjertebankende, kvalmende måde.

Tit tænker jeg på, hvor lang tid jeg ville overleve alene på en øde ø.
Er jeg en survivor eller bare den der lægger sig til at dø med det samme?
Forestiller mig, at jeg sagtens kan leve der; at jeg har det i mig; instinktet. Og måske er det bare det jeg skal huske på. Der er fucking ingen andre der finder en kokosnød til mig!!

***

I ‘Usagt’ dykkes der under overfladen. Send en mail til weemoedblog@gmail.com, hvis du har historier, følelser eller tanker du gerne vil dele her på bloggen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s