højdeskræk

Det virker ikke til, at min psykolog synes, at det er en god idé, at jeg hellere vil være alene og ude i naturen, end at foretage mig noget som helst andet. Hun kigger skeptisk på mig, da jeg fortæller hende om alle timerne spenderet i mosen og på kirkegården. “Du har et vigtigt opgør, du skal tage,” siger hun og refererer til min familie, sexliv og hele denne freelance-kunstner-karriere-ting.

Alligevel bliver det søndag igen, og jeg traver hjemmevant ned til mosen. Jeg har ikke snakket med nogen siden fredag nat, og da var mine ord endda grødede af alkohol, som havde jeg store svampe inde i munden. Natten er desuden en man glemmer, især når man (åbenbart) er typen, der ikke kan styre sin brandert. Jeg tvinger Dansevennen til at sidde med mig nede ved søerne, fordi solen er ved at stå op, for “HAR DU NOGENSINDE SET NOGET SÅ SMUKT”, jeg peger ivrigt på det gyldne vand og den røde grapefrugt der gløder på himlen over Dronning Louises bro.

Lørdagen er invalid, jeg ser dårlige film, tinderswiper og sover, og den smelter ubemærket ind i søndagen, hvor det eneste jeg kan finde ud af er at gå ned til mosen. Jeg vandrer stålfast hen til det store træ, som jeg så mig sur på sidste søndag. Det lykkes mig at kravle derop, overraskende let egentlig. I starten har jeg hjertebanken, jeg føler mig bange, selvom der kun er knap 3 meter ned til jorden. Næste gang vil jeg kravle højere op, siger jeg til mig selv, og gransker grenene over mig. Jeg er stolt over, at jeg nu bare sidder deroppe i træet, sådan en cool træklatrer-type, yo sidder bare her og chiller, i’m awesome. Det minder mig om noget, men jeg ved ikke hvad.

Så dét kan jeg finde ud af: At klatre op i et træ. Det føles som om, at det faktisk er det eneste jeg kan finde ud af. En sløv, mørk stemme i mit baghoved siger hele tiden til mig: Du kan ikke noget. Du har ingen skills. Ingen fremtid. Du ved heller ikke hvad du vil, hvor du vil hen, eller hvem du er. I stedet sidder du bare her, i et fucking træ i din fucking lortede mose og dræber tiden. Er tiden ikke dyrebar? Burde du ikke være kommet længere nu? Hvad er det du venter på?

Jeg ville gerne have arbejdet idag, for de sidste mange uger har jeg kun arbejdet  halvt. Jeg arbejder mest med mig selv; bruger tiden på at diskutere med mig selv og hvordan jeg har det. Har jeg det godt nu, dårligt, stresset, ængsteligt, glad, energisk.. Så bliver jeg udmattet, og formår ikke at lave noget, selvom det andet selvfølgelig også er et fuldtidsarbejde: At lære sig selv at kende. Lol. Min psykolog siger, at jeg skal finde ud af, om den her freelancelivsstil er noget for mig. Mit indre skriger. Jeg er bange for, at jeg er for svag til det, samtidig med at jeg er bange for, at jeg ikke kan noget andet.

Så jeg drikker mig fuld, klatrer i træer og leder efter mit næste quickfix på Tinder (tre ting jeg er vildt god til). Jeg er så evigt træt i dag. Måske fordi jeg vandrede i 4 timer. Måske fordi jeg arbejder hele tiden, bare uden mål og resultat. Måske fordi jeg er højdeskræk, selv når jeg ikke sidder i træer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s