videre, videre (med fuglene, sidste del)

Alting er vendt på en tallerken, mit liv er et stort dramatisk epos der udfolder sig, mens jeg løber efter det, få sekunder bag, aldrig helt på bølgelængde. Der findes de der dage, hvor alting brænder sammen. Den slags dage gør mig nervøs, fordi jeg ikke ved, om det betyder yderligere modgang eller om tingene nu vil vende. Apokalypsen er i alle fald starten på noget nyt. Så tirsdag, lad mig begynde med tirsdag (fuck min dramatisering, disse stormfulde højder, er on the spot i dag, jeez).

***

Der skal meldes afbud til undervisningen, og jeg hader at skulle melde fra til ting. Der er så uendelig mange lag i alle beslutninger jeg træffer, et slipstrøm af analyser, hvilket forpurrer mavefornemmelsen, til trods for at jeg godt kender sandheden. I stedet for at anerkende “nu siger jeg fra, fordi jeg ikke har lyst, og det er helt OK”, helgarderer jeg mig med katastrofetanker og massiv angst, og jeg formår at lamme mig selv komplet, uden overhovedet at have sendt afbuddet afsted.

Efter jeg endelig! får meldt fra (stadig uden respons, yaiks), bliver jeg virkelig bange. Videre, videre, ikke sidde fast. Jeg zigzagger på gåben, trækkende min cykel, fra Vesterbro mod Nørrebro, gennem Frederiksberg. På en af de store gader hvor jeg normalt aldrig går, kan jeg se Skægmonstret komme cyklende imod mig, 100 km/t. Jeg trækker høretelefonerne ud af ørerne og påklistrer mit ansigt et overskudssmil, gør klar til mødet. Han vinker ekstatisk og råber mit navn langtrukkent, sådan “wwwwwwww”, men forsætter forbi mig i høj fart. Jeg vender mig om efter ham, og ser ham forsvinde ud af cykelstien. Jeg savner ham helt vildt, lige dér, ville ønske at han var stoppet.

Hysterisk grædende går jeg ind i Landbrughøjskolens park, dér hvor irmapølser kastes på engangsgrillen og hvor smukke mennesker dyrker akroyoga i dagens sidste solskin. Jeg sætter mig under et stort træ, ryger en cigaret og betragter de gyldne, spændstige kroppe bevæge sig i slowmotion. Jeg skal et sted hen, men jeg har ikke travlt.

Jeg er rolig, da jeg forlader parken. Lidt længere henne af fortovet kan jeg se en kvinde komme slingrende. Hun skriger, så jeg skifter instinktivt over på den anden side af vejen. Det går op for mig, at det er mig, hun skriger af. “DIN SINDSSYGE CYKELKÆLLING,” råber hun og følger efter mig over gaden. “ISTEDGADE. VIS MIG VEJEN TIL ISTEDGADE ELLER JEG KLAPPER DIG EN”. Savl og snot siver ud af hendes ansigt, mens hun truende svinger sit fyldte stofnet foran mig. Hun går mig til skuldrene, lille af statur, og udgør umiddelbart ikke nogen reel trussel. “AAHHHHHHHHHH,” skriger hun.

Jeg peger mod Vesterbro og siger roligt: “Du skal bare over på den anden side af parken.” Hun er tavs i to sekunder, og jeg bilder mig selv ind, at situationen er afværget. “JEG SLÅR DIG FUCKING IHJEL. JEG KLAPPER DIG IHJEL.” Hendes tænder er rådne, blikket flakkende. Hun svinger det tunge net imod mig. Jeg blokerer slaget, siger lavt: “Vil du ikke godt lige slappe af?” og begynder langsomt at stige op på min cykel, ude på cykelstien.

Hun svinger nettet efter mig igen og skriger: “ISTEDGAAADEEEEE!!” En cyklist bag mig ringer på klokken. Jeg tror, at det er en der kommer for at hjælpe, men vedkommende cykler bare hurtigt forbi, irriteret over, at jeg fylder på stien. Da jeg sætter igang på cyklen, kommer jeg i tanke om, at hun jo selvfølgelig kan løbe efter mig, hvilket hun også gør, fortsat skrigende fuldstændig sindssygt. Det tunge net rammer min skulder. “JEG SLÅR DIG FUCKING IHJEL DIN SINDSSYGE KÆLLING.”

Jeg slipper væk. Mine ben ryster. Jeg er nervøs for, hvem jeg ellers vil møde på min vej gennem byen. Det føles ikke som om, at tingene ikke kan blive værre end det her. Det er tragikomisk. Som om at alt hvad der sker nu på en måde er et uundgåeligt klimaks på nogle afsindige dage, og måske der skulle en bindegal grønlandsk junkie til at klappe mig en, før jeg fattede, at alting nok skal gå. At jeg er et virkeligt menneske.

Dansevennen giver mig vin i sit køkken. Jeg imiterer kvindens skrig, når jeg genfortæller historien. Det føles godt at råbe. Mere vin. Jeg fortæller alle historierne til ham. Vi griner. Jeg tænker, at jeg lever meget. Selvfølgelig er det hårdt. Det er midnat og jeg trækker cyklen hjem, kigger som sædvanligt op på Løvens vindue, hvor der denne gang er lys. Jeg har lyst til, at han står i vinduet og får øje på mig. Jeg har lyst til at holde en stor fest, jeg har lyst til at tage på tinderdate, jeg har lyst til at danse og være fuld, jeg har lyst til at leve endnu mere.

***

Onsdag morgen får vi at vide, at vi har fået penge til at kunne fortsætte projektet indtil efteråret. Det er klart mig der er mest ekstatisk af alle. Jeg græder af lettelse og køber champagne i Føtex. Sidder i solen, krævende smøger, krævende lys. Luftig i hovedet.

Hos en bekendt lægger jeg mig på briksen med lukkede øjne. Han skal øve sig til sin eksamen. Han siger, at jeg skal fokusere på alle de linjer der går igennem og forbinder min krop. Han rører forsigtigt ved mig. Trykker på nerveender, løfter mine døde lemmer. Det eneste jeg fokuserer på, er dér hvor han rører. Der er så stille. Jeg er bare en krop lige nu. Det føles godt at blive rørt ved. Mine lemmer er florlette og jeg flyver tilbage til Nordvest, hvor Tindermanden siger, at han vil komme hjem til min altan. Jeg siger, why not, egentlig, hvorfor ikke, egentlig, jeg er træt, luftig, lettet, jeg er alt og intet, hvorfor ikke, ja, og nu ringer det på, nu står han ude for, og ja, hvorfor ikke.

Det er tosset, decideret sindssygt (DIN SINDSSYGE CYKELKÆLLING), at invitere en næsten fremmed (vi har fælles venner) tinderperson på første date i ens lejlighed og være bevidst om, at man ikke har lyst til sex, men min altan er verdens vidunder, en af de sjældne københavnerlejligheder med sol fra morgen til aften, og nu er det altså sommer. Vi står efter tre timer ved bar-globussen (det store taleemne i min lejlighed), og han stryger håret væk fra mit ansigt og kysser mig akavet og vådt, og jeg kan ikke mærke ham, men “let’s cuddle in the bed”, jeg griner, “cuddle”, åh gud, vi cuddler, og jeg hiver og hiver i hans pik, suger som var der no tomorrow, han bliver ved med at stønne, som om at han hele tiden er lige ved at komme, men han kommer aldrig, jeg er utålmodig, orker det ikke, min højre arm gør ondt, “shall i continue” stammer jeg mellem hans ben, “it’s relaxing” siger han, og jeg tænker på, hvordan jeg siger, at han ikke skal sove her, for jeg har allerede sagt, at jeg ikke vil have sex, “for det har jeg lovet mig selv.”, jeg begærer ham ikke, slet ikke.. Cuddler til at jeg kigger på hans ur og klokken er tolv, og han forstår heldigvis godt, at han skal cykle hjem. Da han endelig er gået, ryger jeg en cigaret på altanen og er iskold omkring hvad der lige er sket, så ligegyldigt.

***

Livet gibber i mig lige nu. Jeg glemmer ham hele tiden. Som om det ikke er sket. Ligesom de andre ting. Ting der sker, forbipasserer, overstås og glemmes. Nu. Videre, videre. Jep. Det kan jeg godt.

***

PS. Jeg har fumlet rundt med kommentar-problemet i noget tid, men nu er det endelig løst. Det viste sig, at jeg bare skulle slå kommentarmoderation til. Duh’. Så nu er der vist ikke nogen problemer. Ellers sig lige til..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s