spøgelsespikken (med fuglene pt.3)

Jeg er efterhånden bange for fuglene. De holder øje med mig, da jeg sætter mig i en skjult afkrog af Kirkegården. Skader og krager der vogter over de døde, skratter i buskene, på stenene, flasker over mig. Ligesom Mosen dagen forinden er Kirkegården mennesketom. Jeg sukker lettet. Nordvest er vitterligt et paradis. Ingen kan se mig her i det høje græs blandt mælkebøtter og tilvoksede gravstene. Jeg spiser min medbragte og alt for voluminøse bagel (fyld-vulkan) og ryger en kras cigaret. Om morgenen har jeg hostet en lille blodig slimklat op i et glas. Jeg stirrede på blodet, og overbeviste mig selv om, at min krop er i forfald, og at jeg er ved at gå til grunde. En kølig, nøgtern accept, uden overraskelse.

Under det gamle, enorme træ lukker jeg øjnene og forsøger at meditere. Dansevennen siger, at meditation er ekstra godt, når man gør det i en park. Jeg har svært ved at koncentrere mig, min krop er alt for anspændt, og når jeg blinker med øjnene løber små tårer ned af kinderne, halsen og under kraven på min trøje. Alligevel skriver jeg til ham, at jeg har det fedt over, at meditere i det fri. Jeg vil gerne bare smelte ned i græsset, skriver jeg til ham. Så for satan, ren buddha, skriver han. Haha, ja, indadvendt weekend, skriver jeg. Hvis du kan være ét med naturen, så er du da også udadvendt, Det er en indadvendelsens dialektik! siger han, og vender tilbage til sin Nietzsche-bog. Jeg giver op og lægger mig på ryggen i græsset, vifter fluerne væk fra mit ansigt.

To egern hvirvler rundt om et kroget træ tæt på. Jeg holder tavst øje med dem og forsøger ikke at bevæge mig. Mine tanker er melodramatiske omkring, at jeg befinder mig på Kirkegården igen. Noget med at være levende blandt de døde. Eller. Blandt de døde føler jeg mig mest hjemme. “Nu er jeg her igen… på kirkegården. Suk.” Mit største problem i denne verden er, at jeg ikke hører til denne tid, siger jeg til mig selv, mens jeg ligger der. Min indre håbløse romantiker (og melodramatiker) fucker alt op. Min psykolog driller mig med, at jeg tror, at jeg er med i ‘Stormfulde Højder”, og så griner og griner og griner vi. HA. HA. HA. Åh. Alle mine storslåede, magiske onenighters, der i mit (og især i Fulde-W.’s) hoved altid er starten på noget stort og voldsomt og smukt og vidunderligt. Den magnetiske tiltrækning må da være en episk romance! I den virkelige verden er de nok bare, som Quickfixet så pinefuldt sagde, drevet af endeløse fadøl. Jeg hader det.

Men lad mig være denne illusionære Romantiker, et imaginært levn af en fortabt tid, forankret mest i himlen og blandt syrenbuskene, i kragernes evige råb, lad mig være det her menneske på Kirkegården af alle steder, her hvor solen gennem trætoppene bager på min blege hud, haha. Fuck. Nordvestpsykose.

Jeg taber tiden igen. 3 timer pist væk, og jeg keder mig, så jeg kigger intenst ind i kameraet og filmer græsstrået forsvinde ind mellem mine læber. Jeg sender videoen til Forfatteren, som straks kommer og tager mig med sin spøgelsespik. Jeg vil høre hvordan du stønner, befaler han. En kvinde knap 15 meter væk er i gang med at ordne planterne ved en grav. Hun går frem og tilbage til brønden og skraldespanden og holder skeptisk øje med mig, mens jeg hemmelighedsfuldt og langsomt vrider mig under spøgelsespikkens gnidningsløse knepperi. Til sidst forsvinder solen og således også mit kirkegaardske, uudtømmelige begær. Jeg siger, at jeg må gå videre og derfor efterlade hans spøgelseskærtegn i græsset. Han siger, at jeg på vejen hjem skal forestille mig, at han trækker mig ind buskadset. Jeg siger, det er lidt nøjeren. I stedet tisser jeg i buskadset, og går i cirkler om mig selv, for jeg har ikke lyst til at tage hjem.

Lejligheden virker tom. Her lugter alt for rent, efter jeg har vasket gulv om morgenen. Det føles som om, at der er noget jeg skal nå. Et sted jeg skal være. Men hver gang jeg kommer i tanke om det, glemmer jeg det igen. I det mindste er jeg holdt op med at græde. Mit hjerte er ikke knust i Mosen eller på Kirkegården. Så jeg vil tage derhen igen og igen; til spøgelsespikkene der hjemsøger stedet, til fuglene der våger over mig, og til at jeg måske en dag smelter ægte ned i græsset.

(kan du genkende dig selv / når du ser dig i spejlet?)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s