mosekonen (med fuglene pt.2)

Jeg er vant til at lukke døren og håndtere mit crap selv, ride stormen ud, men en veninde moser sig ind i min grådkvalte lørdag og skraber mig op fra stuegulvet med beroligende ord. Angsten og katastrofetankerne fosser ud af mine øjne, og hun siger, at jeg skal aflyse undervisningstingen; at jeg skal forstå, at jeg ikke er et svagt menneske, bare fordi jeg ikke kan holde til den her stress, da selv robuste mennesker knækker nakken på sådan en freelancetilværelse. Jeg har nogle gange brug for at høre, at det jeg føler, er helt normalt. At jeg er et normalt menneske. At jeg ikke er syg.

En anden ven lokker med dansegulv og en ung idiot, og jeg forsøger kejtet at rejse mig fra mit aflåste ‘The Notebook’ sideleje (We’re gonna have to work at this every day, but I want to do that because I want you. I want all of you, forever, you and me, every day, ahhhhhhh) og forvandle mit ansigt fra crackwhore til wunderbaum, men når jeg får øjenkontakt med mig selv i spejlet, smelter mascaraen ned på kinderne, og i stedet for at være fanget i et uendeligt mascara-nedmeltnings-limbo giver jeg op og lægger mig tilbage i sofaen, ser filmen færdig. Ansigtet står desuden ikke til at redde. Det er nok for det bedste, siger jeg til mig selv. Det er det også. Rolig nu.

***

Et nogenlunde renset legeme rammer Mosen, mit andet hjem, forbandede, elskværdige mose, som er foruroligende tom. Fjerner Pinsen alle fra byen, hvor tager de hen, hvorfor tog jeg ikke med. Jeg går for en gang skyld rundt i stilhed. Lydene fra Mosen er overvældende, græsset er levende med fluer og bier, og i træerne raser de sindssyge gæs, angrebsparate. Jeg griner over min pludseligt opståede naturangst. Som om, at det første gang, at jeg er til stede i den. Det er lidt overvældende. Jeg går på opdagelse, hver gang jeg får muligheden, ind gennem buskadser, små, tillukkede stier. Helt katastrofal bliver min vildmarksfærd, da jeg forsøger at kravle op i et træ, men finder ud af, at jeg ikke har nogle armmuskler til at trække mig selv op med. I lang tid står jeg bare og stirrer olmt på træet, som om at træet kan løse problemet for mig.

Jeg sætter mig surt på en sten midt i mosen. Jeg har for meget tøj på og ikke nok vand med. Pure survival. Jeg beslutter mig for at skrive til Quickfixet, fordi det irriterer mig, at jeg ikke må. Det bliver en utrolig lang, sær mosemonolog som stikker i alle retninger, og som jeg arbejder på halvanden time, før jeg ser mig selv trykke på send-knappen. Fuck det, siger jeg til mig selv. Det er for det bedste. Det er det. Rolig nu.

Han svarer næsten med det samme. En om muligt lige så lang besked. Dårlig-samvittighed-bla-bla-handlingen-styret-af-fadøl-bla-bla-syret-oplevelse-bla-nyd-mosen-bla. Vi skriver frem og tilbage resten af eftermiddagen. I samtalerne er jeg en cool cat, men også ærlig. Han er glad for, at jeg forstår hans quickfix-valg. “Den sidste del af aftenen var i høj grad styret af fadøl.” Han svarer ikke på min sidste besked. Jeg hader hele den her situation.

Moseturen varer fire tavse timer. Jeg glemmer at skrive til Tinderdaten, og han glemmer at skrive til mig. Der går ild i askebægeret ude på altanen, uden at jeg bemærker det. Der lugter bare lidt brændt. Stadig ingen lyde. Jeg kigger op i loftet. Dræber sekunderne. Amagerdrengen skriver til mig; han svarer åbenbart på en gammel besked for et par måneder tilbage (jeg har ikke set ham siden august). Vi skriver lidt sammen. Han virker glad. Pludselig har jeg helt enormt lyst til, at han skal komme og holde om mig. Jeg spørger, om vi skal ses. Amagerdrengen, tænker jeg, ham kan jeg i det mindste få! (Skraber bunden nu). Han svarer, at han har fået en kæreste. Hvorfor skriver du så til mig? spørger jeg. Jeg svarede bare din besked, siger han.

Hvad fuck laver jeg. HVA?

Jeg kan ikke rigtig holde noget ud lige nu. Min hals gør ondt efter de 30.000 cigaretter jeg rastløst har kvalt. Ensomheden syrer nede i maven som en infektion. Alting spænder. Jeg har lyst til at gå tilbage til Mosen. Måske flytte derned. Blive ægte venner med de sindssyge gæs. Et eller andet. Noget må kunne lade sig gøre. Fortæl mig, at tingene løser sig.


Kl. 00.15. “Efterspil”. 

Sidste strå i mandebunken. Forfatteren skulle bare vide, at jeg kun skriver til ham, når jeg føler mig afvist af alle andre, men han er kommet sig over sin mystiske sygdom og spørger, hvad jeg tænker på, og jeg fortæller ham, hvordan jeg lå i mosen kun i bh (sender ham en sexet moseselfie), og hvordan jeg førte græsstrået over mine læber, ned over halsen, henover de blottede bryster, og han siger, at gerne vil tage mig i mosen, med sin pik der er gemt under de løse shorts (meget usexet udtryk btw, haha), og det bliver næsten for meget den her Mose-fetisch, den erotiske mose, åh gud, men han tager mig op af en busk og kommer (skriftligt). Sådan. Sikke en mosedag..

2 thoughts on “mosekonen (med fuglene pt.2)

  1. Drop den undervisning, hvis du hader det. Det gør jeg (underviser hvertandet semester på uni, nevertheless). Undervisning er det værste i verden. Alle de øjne, alle de forventninger (måske / måske ikke), alle de overvejelser (forstår de det / giver det mening / lærer de noget / synes de jeg er en idiot) og den fuldstændige mangel på udveje (hov, jer har fortrudt, gider ikke være her alligevel, hej…). Bare drop det. Du finder noget andet. Det kommer til at gå. Du lykkes. Det gør du. Det lover jeg.

    Like

  2. Kære A., tak fordi du siger det til mig og kommer med dine erfaringer. Da jeg underviste tidligere på året, var jeg ramt af netop de frustrationer du beskriver. Selvom at jeg nogle gange synes, at det gav mig virkelig meget; at jeg kunne føle mig boostet og tænke “jeg er god til det her”, var det et enormt pres hver gang, og mest af alt tænkte jeg, at jeg ikke var klar til det. Jeg er stadig ikke klar til det. Jeg skal undervise i en kunstnerisk praksis, som jeg ikke engang selv mestrer endnu. Det er føles så overvældende og på en måde forkert. Jeg kan mærke, at jeg skal droppe det. Så er det bare lige med at anerkende det overfor mig selv, dét med at sige fra. Åh. Men ja. Jeg finder noget andet, det skal nok gå, jeg skal nok lykkes. Det skal det. Det skal jeg.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s