med fuglene

“Hey! Undskyld jeg aldrig svarede på dét med at mødes. Har haft en underlig uge. Er du travl i weekenden?”
“Det gør ikke noget. Jeg er på vej i lufthavnen for at hente en ven. Lufthavne gør mig ensom… jeg hader det.”
“Det forstår jeg godt. Jeg hader det også.”
“Jeg har heldigvis drukket en flaske vin, det gør det lidt lettere. Hmm, jeg kan ses søndag?”
“Det er en aftale.”
“Cool”.
“Jeg har hele ugen troet, at jeg ikke havde lyst til nogle planer i weekenden, men jeg har lige set ‘Wuthering Heights’ fra ’92 med en meget ung Ralph Fiennes, og den var frustrerende dårlig, og så indså jeg, at det ville blive en forfærdelig weekend, hvis jeg endte med at bruge den på elendige film fra 90’erne. Nu vil jeg gå en tur, før jeg vågner op en dag og pludselig er 67.”
“Say no more, haha. Bor du i Nordvest?”
“Ja. Med fuglene.”
“Fuglene er dine venner.”
“Der bor 20 ude på min altan.”
“Haha, you are amazing”
“Det er altid mærkeligt at gå aftentur på en fredag. Alle er så festlige, og jeg ligner mest bare en der ja, er ven med fugle.”
“Just hold on, I got u.”

***

Jeg spekulerer på, om jeg er syg. Altid denne raske krop, men syg i hovedet. Kan jeg ikke få en lille smule feber, så jeg kan være i min krop, hva? Jeg tvangsfodrer mig selv, for jeg har ikke lyst til at spise. Først troede jeg, at det handlede om varmen, men varmen er væk nu, men jeg er stadig ikke sulten, samtidig med at jeg er vildt sulten. Det er en ond spiral: At være sulten, men være for angst til at spise, kroppen bliver underlig, køleskabet løber tør for mad, det bliver umuligt at handle ind, og sådan forsætter det, indtil jeg i desperation bestiller en pizza fra JustEat så fedtet løber ned af mine hænder, ind i ærmet, og jeg får ondt i maven, jeg har hele tiden ondt i maven, og der ikke noget i vejen med mig, kunne der ikke bare være noget i vejen med mig, og så står jeg dér i køkkenet, men jeg ved ikke hvad jeg laver, spis nu noget, din idiot, jeg skænker A38 op, masser af havregryn, mandler og sukker, benzin benzin benzin, messer jeg, og jeg sidder på kanten af min seng med krydsede ben og propper den syrlige masse ned i min mund, og imens tænker jeg på, at jeg skal huske at skrive om det, så jeg ikke taber mig selv, og det er dråber af tårer der løber ind i ærmet på mig nu, bør jeg gå ned og handle ind, men jeg har ikke lyst til noget, og hvordan skal man kunne købe noget, når man næsten ikke kan være i sig selv, det er alt for meget.

***

Måske er jeg syg. Jeg har lyst til at gå i seng igen. Jeg vil gerne skrive til quick-fixet og spørge, om det virkelig kun skal være et quick-fix, men i stedet arrangerer jeg en tinderdate som min eneste weekendplan, og jeg tænker altid før en date, at det nok er min store kærlighed jeg møder, forestiller mig en der kysser mig mellem skulderbladene, og så kan jeg være med i klubben, klubben for folk der ikke længere er alene, og jeg er bange for, at det er endnu et quick-fix, og jeg kan ikke holde til flere quick-fixes og call-me-by-your-name-kys, disse insisterende, filmiske kys, der suger al luften ud af rummet, og nede i mine lunger er savl og røg og disse halve måltider, bobler op gennem mine øjne, og det virker helt håbløst lige nu, at jeg skulle kunne være i stand til at tage på en date, men “i got u”, læste du det, han har mig, uden at kende mig, og hvis bare jeg kunne være så heldig.

***

Om lidt over en uge starter jeg som underviser igen, og jeg undgår mails med planlægning, åbner dokumenterne med strukturen, men mine ord er lavet af sand, og alt i mig strider imod at skulle starte op igen, for jeg er alt for uligevægtig lige nu, men alle siger, at det nok skal gå, og at det virkelig er noget der pynter på cv’et, men jeg er allergisk overfor cv-pyntning. Sidst jeg pyntede på mit cv, græd jeg på toilettet i tre måneder og sov elendigt og græd hele tiden, men jeg gribes af eksistensens håbløshed, for hvad kan jeg så, jeg kan ikke noget, så jeg skal tvinge mig selv til det her, for ellers taber jeg virkeligheden, mister min eksistensberetigelse, og jeg ville ønske, at man sendte mig et sted hen, hvor jeg ikke skulle være noget, hvor jeg kunne sidde på en græsplæne og spise nye ærter og tegne farverige akvareller, og hvorfor spasser jeg sådan her ud, disse dage, alt er jo fantastisk, kan du ikke se det, jeg er fantastisk og laver fantastiske ting, hvorfor er jeg ikke i stand til at nyde det, jeg nyder det overhovedet ikke, og det går op for mig, at jeg er dømt til at lide hele mit liv, at der aldrig er noget, der kommer til at fixe noget som helst, at alting kommer til at være quickfixes, og det får min hjerne til at føles luftig, så jeg svæver med fuglene i nordvest over mig selv, og jeg er så bange hele tiden hele tiden hele tiden.

***

Da jeg ser ‘Wild, wild country’ på Netflix bliver jeg enormt rørt, fordi kultens idé var bygget på, at kunne skabe et nyt samfund, der var bygget på kærlighed, selvudvikling og frihed, og jeg ville gerne være med i sådan en kult, jeg forstår dem virkelig godt, men som det viser sig, eksisterer der ikke nogen mulighed for sådan et liv, for alting er fastsat for os i forvejen, samfundet kan ikke ændres, min vej kan ikke ændres, og mit liv bliver klaustrofobisk, når jeg tænker på den måde, og pludselig kan jeg slet ikke noget som helst, og jo, jeg ved godt, at kulten var temmelige sindssyge, men ideen. Ideen begræder jeg. Jeg mangler mening. Når jeg ser ‘Wuthering Heights’ misunder jeg dem, at deres retning er lagt for dem i forvejen; at al deres lidelse er forudbestemt, jeg misunder deres lidelse, det er lige før jeg misunder kampen i ‘Handmaids Tale’, jeg vil gerne være en sygeplejerske i krig, en modstandskvinde, et kultmedlem, noget at kæmpe for. Jeg kæmper kun mod mig selv. En umulig kamp.

Så hvad gør jeg nu?

***

2 thoughts on “med fuglene

  1. Hov, jeg havde fuldstændig overset din kommentar; skal lige vænne mig til kommentarmoderation.
    Tusinde tak, Maria! Fedt at skrive på et indlæg med MJ, haha, men hold nu op det er altså også en god sang. Tit er jeg usikker på, om folk overhovedet lytter til sangene, så det gør mig så glad, at du lytter (og læser) med. ❤️

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s