jeg vil med dig sydpå

En slummet udgave af Carrie Bradshaw, bosat i NV og med solskoldede læber og birkenstock-svedfriktion-vabler på fødderne spørger selvhøjtidligt og ubærligt retorisk: Hvor godt kender vi egentlig dem vi knalder?

Forfatteren aflyser gårsdagens afternoon delight. Han skriver, at han er stresset, og at han måske (?) skal opereres en af dagene.
Jeg siger uengageret, mest bitter over den uforløste sex der bobler i huden under solens stråler:
– Uha, hårdt! Noget slemt?
– Nej, det er ikke noget alvorligt, siger han. Jeg skriver i næste uge.
– God bedring, siger jeg og installerer uden at blinke med øjnene Tinder efter #4weekssober.

Et tankeeksperiment. Har han en kæreste? Børn? Bor han med sin kone? Hvad arbejder han egentlig som – har han overhovedet noget arbejde? Hvad kan man “måske” opereres for? Bor han overhovedet i Sydhavnen? Har han overhovedet en lejlighed? Hvorfor ses vi kun hos mig – og kun disse to timer af gangen – om eftermiddagen? Hvem er han og hvad skjuler han? 

Det er ikke fordi, at det som sådan gibber i mig efter at vide alt om ham. Jeg er overraskende apatisk omkring det. Men det er alligevel skørt, er det ikke – at man kan have intim sex, så vovemodigt, udleverende og på sin egen forskruede facon, poetisk – og så alligevel ikke vide en skid om hinanden. Jeg er sikker på, at han tænder på, at det er sådan: At vi ikke er virkelige, men bare lystfulde legemliggørelser af vores egne fantasier. Måske er det lettere at være en illusion og uvirkelig end rent faktisk at skulle forholde sig til den man knalder med?

På Tinder spørger en fyr der har superliket mig om, hvad jeg leder efter. Jeg siger, at hvad jeg leder efter, kommer an på personen jeg møder. Han siger, at han bare gerne vil have seksuelle relationer. Jeg indser, at jeg ikke orker det. Altså, at mødes med en, hvor det eneste man skal tage stilling til er, om man har lyst til at bolle. Jeg gider det ikke mere.

En anden fyr skriver jeg med til vi siger godnat. Han spørger, om jeg bor alene.
Åh nej, tænker jeg, ikke igen.
– Ja, svarer jeg.
– Synes du ikke, at det er ensomt nogle gange? Spørger han. Jeg føler mig tit så ensom om aftenen.
Vi skriver frem og tilbage om ensomhed. Han er også sjov. Det er en god samtale.
– Så… skal jeg komme forbi?
Klokken er 23. Jeg sukker dybt (på den der håbløse facon) og går i seng.

Alene på Kødbyens toilet i lørdags, min fornufts bermudatrekant, kan jeg åbenbart Løvens nummer i hovedet, god-fucking-dammit, en af mine alt for sindssyge spirititusbrand-skills, og sender ham en emoji.. af en løve.

Kicket over beskeden er vildere end det tequila-shot, der kort forinden næsten har taget livet af Dansevennen. Jeg hvisker til ham, mens vi som en bleg, sveddryppende slange penetrerer horden af mennesker på dansegulvet, at det virker til, at alle mændene på baren gerne vil spise mig, DE ER SOM SULTNE LØVER, brøler jeg nærmest og sender flirtende blikke som løse patroner i en billigt produceret maskinpistol, mens jeg samtidig tjekker min telefon hemmelighedsfuldt, som den fede idiot jeg er.

Intet svar (thank god).

Fulde-W. er min dæmon. Suk, så mange dårlige ideer. Men jeg føler ikke noget, må du forstå. For jeg er mentalt på en luftmadras der sløvt lader sig føre af havets bølger ind i ukendte dimensioner, jeg er mågerne over Nørrebroparken (klam, men fri…), og jeg er i en åben sportsvogn på vej op af Strandvejen, dér hvor byen og rædsomme Østerbro forvandler sig til disse guldbesatte fortovsstier langs skoven, langs havet.

Hvis jeg bærer nok pastelfarvede og beige silkegevandter, så forvandles jeg måske til candyfloss; luftigheden i mit hoved er i hvert fald som helium, og mine neuroser flyder frit rundt i blodet uden at fæstne sig i mine nervebaner, og jeg forsøger at nyde disse sekunder på luftmadrassen, for hvor er det sjældent, at jeg føler mig fri.

Jeg ved, at det har en frist.

Jeg falder i søvn, mens jeg skriver dette indlæg sent i går aftes (man bliver døsig af at skrive så svulstigt). Nu er det morgen, og jeg forsøger at forstå dagen. Jeg er ret sikker på, at grunden til, at jeg græder lidt, er fordi jeg skal have menstruation en af dagene. Jeg er pakket ind i bløde silkepasteller, og det eneste jeg vil i dag, er at ligge på en græsplæne og suges ned under jorden, på en holistisk og ikke-destruktiv måde, jaja. Hver dag solen skinner, siger jeg til mig selv, at det er OK, at jeg holder ferie. Jeg er nervøs for den kommende krise. For regnen. (Ikke “The Rain”, fy fan).

Min psykolog siger, at det først er feministisk, når man føler sig fri til at gøre, hvad man har lyst til.

Når jeg mediterer, messer jeg: Du er god nok, som du er. Du er god nok, som  du er. Du skal ikke nå noget. Du skal ikke nå noget.
Græder lidt hver gang. Som om jeg skal bilde mig en usandhed ind. Hjernevask.

Det er snart Ramadan og gaden i Nordvest gjalder allerede med arabisk sang. Moskeen er badet i gyldne solstråler, der også rammer mit ristede ansigt i små sprækker gennem gardinet. Kærlighed er fiktion, egentlig. Ligeså fiktiv som Forfatteren og Tinder-mænd og Løven. En dårlig netflix-serie med unaturlig dialog (igen, fuck “The Rain”) og unødvendig dramatik. Så vil jeg altså hellere være på den metaforiske luftmadras.

***

Lyden af mig på Strandvejen i en åben sportsvogn (aka. storsvedende cyklist på Lundtoftegade med et solskoldet, überfregnet fjæs tittende under en kuglerund cykelhjelm):

Mit liv bliver nødt til at være sådan her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s