glosuppe

Min kollega kryber ud af vinduet med en hjemmerullet cigaret i mundvigen og slutter sig til mig op af muren i morgensolen. “Hvad hedder det øhhh..” mumler han. Jeg rækker ham lighteren, og kaffen skvulper over koppens lerfarvede breder. Jeg bander over mig selv. Han tænder sin cigaret.

“Hvad hedder hvad?” 
“Hvad?” 
“Du var ved at sige noget?” 
“Nå… jeg ved det ikke.”
Vi kigger uroligt på hinanden. 
“Sidste etape…” Jeg tager lighteren ud af hånden på ham og tænder min cigaret som er gået ud. 
“Hvad? Nå… Ja. Vi har travlt.” 
Vi holder vejret de næste par timer. Jeg har det generelt som om, at jeg har holdt vejret de sidste tre uger. Jeg troede, at når man forlod universitetet, at man var færdig med eksamener. I voksenlivet er der åbenbart eksamener hele tiden. Computerdrengene er optimister, mens jeg konstant har den rene elendighed malet i ansigtet. Jeg er ikke god nok, siger jeg. Jo, du er, siger de. Vi kan ikke nå det, siger jeg. Jo, vi kan, siger de. Vi får aldrig de penge, siger jeg. Selvfølgelig gør vi det, siger de. 
Efter vi har afleveret ansøgningen, kan jeg ikke finde ud af noget, så jeg lægger mig på sofaen midt i kontoret og bliver liggende i tre timer. Mens jeg ligger der, viklet ind i mit lange hår, så jeg ligner en lam version af Chewbacca, tænker jeg på, hvor sindssygt det er, at jeg arbejder et sted, hvor man kan ligge på en sofa og ligne Chewbacca og samtidig være helt tryg. Jeg kan aldrig forestille mig, at skulle arbejde andre steder. Måske er det dét jeg kæmper mest for; at få lov til at blive dér. 
Jeg aflyser alle sociale planer og gemmer mig i stedet i biografmørket. I “Lady Bird” er forældrene meget interesserede i deres datters liv og i hvem hun er. Jeg græder gennem hele filmen, og siger til mig selv, at jeg er en dårlig datter, fordi jeg ikke kan overskue at snakke med mine forældre.
Efterfølgende sidder jeg i tavshed i solen i en time og glor ud i luften. Hjem på sofaen og glo ud i luften. Jeg slukker min telefon. Jeg skriver et langt (HÅNDSKREVET!!!) brev til Løven, som jeg beslutter mig for, at jeg ikke kan sende. (“Jeg kan ikke give slip på dig. Har du altid denne effekt på mennesker?” Bradrk). Men hvad hvis jeg virkelig er en kvinde fra 1800 tallet, som gerne vil sende længselsfulde breve til fortabte elskere? hva??? hvad gør man så? sender man bare sådan et brev? I det nye afsnit af ‘The Handmaids Tale’ siger June i en voiceover: “Lær dine døtre at være feminister. De skal forstå, at de ikke skal reddes af mænd.” Jeg putter brevet i et kuvert, skriver “Til Løven”på bagsiden, og gemmer det væk i kasserne under sengen. 
Da jeg vågner tidligt i morges, googler jeg, hvor indgangen til Botanisk Have er. Jeg har ikke været der, siden jeg var barn, men nu virker det som om, at haven er det absolut eneste sted jeg kan tage hen i denne verden. Med en to-go-kaffe i hånden, gennem de små stier i det tidlige formiddagssolskin, opdager jeg til min forfærdelse, at Botanisk Have langt fra er den zen-have, som jeg hjemmefra romantisk har forestillet mig. Larmende folkeskoleklasser tonser rundt på alle skråninger og skriger med deres små grimme opgavehæfter i hænderne. Den fucking to-go-kaffe gør mig super ængstelig, og eftermiddagen synes ekstremt lang. Der lugter desuden af andelort. 
Jeg triller over i Kongens Have med gelében og bliver hjernedød liggende i en time som en udsplattet søstjerne på et nyslåede, fugtige græs. Jeg køber en smuk kimonokjole (“JEG VIL VÆRE EN SOMMER GUDINDE” siger jeg til mig selv i spejlet) til alt for mange penge, og løber op til fjerde sal hos min psykolog, fordi jeg er for sen på den. 
Forpustet fortæller jeg hende om drømmen med de giftige rødder. Det er lige ned i lommen på en Freudianer sådan noget dér. “Drømme er ønsketænkning,” siger hun. Jeg smiler brødbetynget til hende og kigger på dørkarmen bag hende. Hun spørger om jeg har et særligt forhold til kastanjetræer. 
“I efteråret lagde jeg en kastanje ned i min jakkelomme og når jeg går ture nuldrer jeg den mellem fingrene.. hmm.. og i sidste uge pillede jeg den i småstykker!!… men altså.. jeg føler lidt det er en overfortolkning, det her…”. 
“Hvorfor er det en overfortolkning?”
“Jeg kan ikke rigtig se, hvad kastanjetræer har noget med noget at gøre.”
“Har kastanjetræer virkelig giftige rødder?”
“Det tror jeg ikke.” 
“Mange mennesker føler sig bundet til elementer. Nogle til solen, til skyer, til havet…”
“Til månen!!” 
“Ja, eller til månen. Måske du er bundet til kastanjetræer?”
“Tja. Måske? 
Efter psykologen spiser jeg en stor sandwich og glor ud i luften i en time. Abrupt tager jeg afsted til Refshaleøen, en løs idé. Jeg svæver diffust rundt mellem de store fabrikshaller og skibsværfter, og farer vild hver gang jeg drejer ned af en ny vej. Vilde W. på fucking eventyr, lyder en lavmælt stemme heroisk i mit baghoved. Men også – Kig nu på det fucking kort, da jeg endnu en gang havner i en dystopisk, sammenfaldet blindgyde med store murbrokker og håndværkere skulende fra skumle varevogne. 
På øens udkant er en bar. Jeg føler, jeg er i et fremmed land. Mens jeg bestiller øllen, kan jeg ikke rigtig mærke gulvet under mine fødder. Er jeg tættere på vandet end jeg troede? Er det sådan her det føles, at have ro i sig selv?

Jeg drikker tavst øllen ved vandkanten og overbeglor folk omkring mig; den akavede firma-komsammen. “Jeg vil bare gerne se Nephew spille. Uf, jeg kan huske Roskilde i ’07. Det var den vildeste koncert” – “Ja for helvede, ’07! Sikke et lineup”. Jeg tegner en tegning af en mand med solbriller. Fordi solen skinner. Ha. Tag den, kreativitet.

Tilbage til byen. Mit makeupfrie ansigt sluger mine øjne. De er skrumpet ind i solen. To små røde rosiner presset ind mellem min rødmossede næse og sløve kinder.

Min veninde er udsat for den mest tragiske kærlighedsforvikling, og jeg får hende presset til at skrive til ham FORDI DU JO SAVNER HAM OG HVORFOR SKAL DU IKKE SKRIVE TIL HAM HVAD SKADE GØR DET I ELSKER JO HINANDEN OG MAN SKAL DESUDEN OGSÅ BARE GØRE HVAD MAN HAR LYST TIL, SE PÅ MIG JEG ER SÅ RANDOM HAHA JEG GLOR BARE PÅ ALT OG HVOR ER Jeg BARE SKØR AT JEG BARE SÅDAN TOg uD PÅ REFSHALEØEN HELt ALENE HAHAHAHA,

…. hun ender med at græde de næste 4 timer, fordi det SURPRISE ikke er alle i verden, der kan holde til at være så masochistiske som jeg, og vi bunder det ene glas vin efter andet. Når hun græder, så græder jeg, og nu snakker de i telefon, og jeg er bare taget hjem, og jeg forstår ikke heeelt, hvad det er, jeg har gang i for tiden, men jeg tror egentlig, at det føles meget godt.

Jeg er i hvert fald fan af bare at sidde og glo. Det er faktisk det vildeste. At kunne være … stede. Med mig selv.
Jeg har lyst til at køre alle steder hen.

Sikke et mærkeligt indlæg. Jeg er helt stenet.
“Se mig, jeg laver ting.”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s