praise be

Du skal være nøgen og have bind for øjnene, når jeg ankommer til din lejlighed. Du skal knalde dig selv med din rabbit, hårdt, på samme måde som jeg skal knalde dig. Nu står jeg foran din opgang og begynder langsomt at gå op, læg dig ind på sengen og vent på flere befalinger. 

Onsdag aften, mens jeg venter på svar fra Løven, skriver jeg til Forfatteren, og spørger om han ikke snart kommer og tager mig. Han svarer prompte, at det vil han gerne. Løvens betydning formindskes. Strategisk tilvalg af begær, ha!

Torsdag aften sidder jeg til et middagsselskab med gamle venner. I selskabet er jeg wrapped up af mig selv. Jeg har været tæt på at aflyse, fordi jeg føler mig isoleret i mit hoved, trist ad helveds til. De snakker om kedelige ‘voksenting’ (boligrenovering, fysioterapi, babyer og penge), og jeg holder mig i baggrunden, hælder det ene glas vin op efter det andet.

Efter fire glas vin begynder jeg at snakke om mig selv, nærmest afbryder deres træge samtale, og hiver som en anden selvfed tryllekunstner alverdens ting op fra min taske til fremvisning. Let ‘The W. Show’ begin. Åh gud, jeg kunne brække mig over mig selv. I mit vinbeduggede storhedsvanvid tænker jeg, at de allesammen synes jeg er fantastisk. Jeg bliver ved med at snakkesnakkesnakke som var der ingen dag i morgen. Da jeg ved en 1-tiden kommer hjem, er jeg fyldt op af mig selv, kigger mig selv i spejlet og tænker “Du godeste, hvor er jeg dog smuk og interessant”….

Jeg bliver liderlig af min egen selvfedme, og skriver en lang, beruset besked til Forfatteren fyldt med kåde verber og vamle poetiske vendinger. Han skriver, da jeg vågner, at han er hård og begærer mig. Mens vi skriver morgendøsige, liderlige beskeder til hinanden, ser jeg de nye afsnit af ‘The Handmaid’s Tale’, og det føles helt sindssygt at skrive “jeg adlyder dig”, mens de kyseklædte kvinder domineres af et kvindeundertrykkende, religiøst styre, der befaler samme adlydelse, og praise be, er det ikke også store bededag? Åh. Blessed be the fruit. (Jeg pauser serien, uoverskueligt med for meget meta).

En tanketom dag, jeg er rødvinshungover, skvulpende af kommende sex, min hud gyser, minutterne opløses, jeg strækker ud, trækker gardinerne ned, lukker øjnene, overvældende sanselighed, mit underliv sitrer, jeg ligger på gulvet og hører klassisk musik, som om fredagen mest af alt er een lang meditation, og nu står han foran døren, nu kommer han og knalder mig, og jeg løber ud og buzzer ham ind, løber ind på sengen, tager mit tøj af, tager bind for øjnene, Mr. Rabbit mellem benene, mens hans langsomme skridt op til 4. sal runger i opgangen, og jeg kan høre han lukker hoveddøren bag sig, at han kommer ind i rummet, lyden af tøj der langsomt fjernes, lynlås, dump lyd på gulvet, tungt bælte, gennem en sprække i bindet om øjnene sikrer jeg mig, at det er ham der er kommet ind i mit hjem (tænk hvis det var en vildt fremmed, aah), og jeg kan høre hans tunge åndedræt tæt på mig, luftige kærtegn overalt på min krop som var hans hænder lavet af vat, der eksisterer ingen tanker, ikke engang at det er grænseoverskridende at være blind, og at jeg knalder mig selv foran ham, jeg er helt væk i mig selv og min egen krop, og han holder bindet om øjnene fast, mens han tager mig, og jeg får så mange orgasmer, at jeg er ved at miste forstanden, jeg er helt væk, og efterfølgende har jeg ingen ord, mine øjne fyldes med vand, jeg kigger på ham for første gang, hans øjne er blanke, han skubber nænsomt håret væk fra mit ansigt, holder hånden på min kind, og begynder at læse tekster op fra sit obskure forfatterskab, jeg lukker øjnene og lever mig ind i hans fiktionsord, det er så roligt og trygt, og da han efter to timer går, er det kun lige blevet aften, og jeg har stadig ingen tanker, stadig ingen ord.

Jeg går med skælvende skridt ud af Nørrebrogade, jeg har ikke lagt nogen plan for, hvor jeg skal hen, jeg skal huske at spise, nå ja, hvad var det jeg skulle, nå ja, på en bænk i parken spiser jeg pitabrødet, og jeg forestiller mig, at alle forbipasserende kan se, at jeg er Skøgen fra Babylon, isnende blikke på min solitude, min altoverskyggende selvfedme, nonchalant med dressing i mundvigen ryger jeg en cigaret, og jeg har stadig ikke besluttet mig for, hvad jeg egentlig laver, er det fredag aften, er det en aften, er det en dag det her, jeg glemmer konstant tiden, og før jeg har blinket med øjnene, er det igen endnu en af disse frygtindgydende lørdage.

Lørdag ja. Åh. Jeg kører i ring, nej, ikke ring, lineært. Pinefuldt lineært. Endnu en networkingexperience, men det er som om, at jeg ikke er klar til at forlade min krop, hvem siger overhovedet jeg skal forlade den (det gør jeg selv), og min tyngende narcissisme bliver slået omkuld af manglende gejst, og jeg kæmper mod min ængstelighed, en umulig sværdkamp, jeg skal være noget, vise noget, opnå noget nu, mine tanker kører i ring. Når folk kommer hen til bordet jeg sidder ved, håber jeg inderligt, at de ikke spørger mig om noget. (Jeg skal muligvis lige arbejde med mine salgsteknikker.)

Rummet er iltfattig, folk vandrer omkring mig med sløve skridt, som om, at også de har problemer med at ånde her. Vennerne er mine eneste kunder, vi drikker vin i solen, jeg samler mig, selvom brudstykker af mig ligger i hvert et hjørne, og jeg går derfra, før jeg egentlig må, (husk nu at du kun skal gøre hvad du har lyst til), søger ånderum hos en (akademiker)ven der bor i nærheden. Vi er alle ensomme. Jeg ser det pludselig. Hvorfor har jeg ikke set det før. Vi drikker lidt vin, snakker filosofi (jeg forstår ikke noget), og om Døden og om Selvmordere, sikke en lørdag aften, oh my, og jeg læser Tom Kristensens Angst-digt for første gang, og jeg skriver ordene ned i min notesbog, fordi jeg insisterer på at huske dem, Som en Bisse med blodige hænder / efter Slagsmål og Spiritusbrand / har jeg rejst mig fra Tilfældets leje / på en Divan ved Rædslernes Rand, og må min angst også forløses i længsel mod alle rædslerne i verden, hvorfor er alting så rædselsfuldt og så skønt på een gang?

Midnat, jeg går hjem. Den hurtigste rute er forbi Løvens gade. Jeg kigger skamfuldt op mod hans vindue, uhyggelig bevidst om min egen creepiness, lyset er slukket, og jeg tænker på, hvor han er henne.

Jeg forsøger at huske orgasmerne, min egen blindhed, de bølger stadig rundt i min krop. Jeg skal arbejde i dag. Jeg er alene i dag. Støvsuger, vasker tøj, gulv, opvask, suger cigaretter i solen på altanen, bruger to timer på at skrive. Min identitet er en snog, der gemmer sig og angriber mig hvert andet øjeblik. Den kommende uge er uoverkommelig og overkommelig på een og samme gang. Jeg betvivler minutterne og sekunderne og mig selv i dem, men er samtidig fortrøstningfuld overfor al det liv jeg for tiden lever. Praise be.

2 thoughts on “praise be

  1. Jeg blev sendt hertil via hvidkaffe. Hun skrev om dig i en kommentar. Det er underordnet. Jeg er dette øjeblik suget helt ind i dit univers, og den stemning du har skabt i dette indlæg. Jeg lytter til sangen. Dine ord sætter gang i noget i mig. Det er sent og jeg er på vej i seng, men jeg ved, at jeg vil vende tilbage og vide mere om dit univers.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s