amager strandpark

Det kan ikke blive ved sådan her, siger jeg til mig selv.

En kollega fortalte mig i sidste uge, mens vi sad i den store sal og ventede på at brancheshowet skulle til at gå igang, at han også havde lidt af angst for et par år tilbage. Jeg sagde, at jeg var træt af, at angsten forhindrer mig i ting. Han havde været proaktiv omkring sin angst og var begyndt at meditere hver morgen. Det hjalp.

Så efter at have vågnet op de sidste 6 dage og grædt, haft rystende hænder og udefinérbar trykken for brystet, begyndte jeg i morges at meditere. For det kan ikke blive ved sådan her.

Jeg ligger på gulvet og fokuserer på mine fodsåler, lægmuskler, lår, hofte, mave, bryst, nakke, ansigt; forsøger at give slip på den sitrende smerte i mine slidte nerveender, og jeg rammes af april, jeg rammes af mit liv for år tilbage, og jeg spekulerer på, om det er derfor jeg græder så meget for tiden. Sorgbearbejdelse. Jeg har gjort alt, for at få mit liv på ret køl igen; taget karrieremæssige valg, der hylder lysten og ikke fornuften. Gået fra min kæreste, der mere var en krykke end egentlig kærlighed. Fundet et sted at bo, som ikke stresser mig. Drikker mindre, ryger mindre, bevæger mig mere.

Og så de seks år i terapi.

Seks år.

Er jeg stærkere nu? Er jeg lykkeligere nu?

Hvert år i april stiller jeg mig selv de spørgsmål. Tiden læger alle sår, men hvad hvis tiden selv er sygdommen? (‘Himlen over Berlin‘). Hver april er lige til at lukke op og skide i. Sidste år sad jeg alene i den mørke fremlejelejlighed på Nørrebro, og når jeg ikke skrev speciale, så jeg ‘Matador’, sov eller gloede dødt ind i væggen.

Der er også en anden april. Jeg har ikke lyst til at skrive om den, men jeg tror, at det er vigtigt. Jeg er åben omkring de fleste ting i mit liv, men det går op for mig, at jeg nærmest ikke fortalt nogen om april 2014. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skammer mig. Eller om, at hvis jeg siger det højt, så er det pludselig virkeligt.

Jeg flytter i starten af 2014 ind på et kollegie på Amager, og skal for første gang bo alene. Kollegiet er håbløst asocialt, og fungerer mest af alt som en ungdomsbolig med eget køkken, hvilket passer mig fint. Jeg vil helst bare være alene efter et par tumulte boligkonstellationer årene forinden.

Efter knap 2 år med angst og mistrivsel har jeg det ikke bedre. Tværtimod føles det hele som om, at det er ved at kollapse. Jeg er rædselsslagen for at være alene, vandrer desperat rundt på Amager med gelében, og klistrer op af mine venner og Skægmonstret (min daværende kæreste).

Tilværelsen på Amager bliver efter et par måneder klaustrofobisk. Meget af tiden ligger jeg i min seng og græder. Uendelige cigaretter i vindueskarmen. Kan lige med nød og næppe slæbe mig over på universitetet som ligger 500 meter væk og mødes med min BA-makker. Jeg har et frygteligt studiejob, hvor jeg er så anspændt, at jeg nogle gange spiser min frokost ude på toilettet. Mest af alt føles det som om, at jeg er for angst til at kunne være nogen steder, og for angst til at kunne være noget menneske. Jeg drikker meget alkohol i den her periode, fordi alkoholen får angsten til at forsvinde, og gør min alenetid mere udholdelig.

//meta: OKAY, hårde løjer, jeg ved det godt, sikke en elendighed. Jeg har en stemme inde i hovedet, mens jeg skriver, som siger, at jeg er melodramatisk og alt for navlepillende. At så slemt kan det da ikke have været, slap lige af. Men det skal forstås, at det her var absolut lavpunktet, og jeg bliver nødt til at skrive det sådan her. Selvfølgelig er det minder, og minder er subjektive, konstruerede og flygtige, men det her er sådan jeg husker det. Jeg skal ikke skamme mig, jeg skal ikke skamme mig.

Jeg håber, at der er nogle der vil redde mig, men jeg ved godt, at det er mig der skal redde mig selv. Problemet er bare, at jeg ikke har nogen idé om hvordan. Gåturene bliver længere, sygemeldingerne hyppigere, og vennerne og skægmonstret er trætte af min desperation. Den tanke der fylder mest, er at jeg har lyst til at dø.

Jeg kan ikke huske, hvad der præcis sker den her aften. Klokken er ca 20, det stormer og er mørkt ude for. Jeg tager mit overtøj på, binder kondiskoene, og tonser med 100 km/t ud af Øresundsvej, ud mod vandet. Min hjerne banker i kraniet, og mine ben kan ikke gå hurtigt nok. Jeg tænker kun på, at jeg har lyst til at dø. Fantasien om at kaste mig i de frådende bølger fylder alt.

Jeg er det eneste menneske i Amager Strandpark denne aften. Jeg stiller mig ned til vandkanten, hvor bølgerne er få millimeter fra at ramme mine sko. Havet larmer brutalt, men kan ikke overdøve mine tanker. I horisonten er Sverige. Jeg har lyst til at tage dertil, og ikke fortælle nogen, at jeg er taget væk. Tanken er berusende. Jeg kan ikke huske, nogensinde at have følt mig så alene her.

Men jeg kan ikke kaste mig i bølgerne. Jeg kan ikke dø, for jeg er allerede død, forstår du. En stemme af fornuft piber i baghovedet. Jeg trækker mig væk fra vandet, finder et sted med læ. Jeg ringer til Skægmonstret. Han sidder og ryger sig skæv med nogle venner, og selvom jeg græder og siger, at jeg står alene ude ved vandet; at jeg er bange, vil han ikke komme og hente mig. Jeg hulker hjerteskærende og lægger på midt i hans skæve ord (jeg tror aldrig, at jeg kom mig over den afvisning).

Jeg ringer til min psykolog. Hun får mig beroliget. Jeg går længere væk fra havet. Jeg ringer til min søster som siger, at jeg skal tage metroen hjem til hende. En kæmpe lettelse breder sig som varme i min krop, mens jeg står i det blege lys i metroen og krampagtigt holder fast i sædet foran mig. Du skal ikke dø nu. Hendes seng er blød, og hun trøster mig. Alting skal nok gå, w.

Man glemmer ikke Amager Strandpark. Amager Strandpark bliver et vendepunkt. Det skal være et vendepunkt. For ellers.. så dør jeg jo bare. Amager Strandpark er min hemmelighed, min dybeste afgrund, mit værste øjeblik, men også en del af mig nu.

***

Jeg tænker på teksten fra Michael Strunges ‘Den støjende tid‘, hvor han siger: “Jeg vil aldrig slå mig selv ihjel, men i morgen vil jeg vågne efter søvnen”. Måske er det sådan det hænger sammen; at det handler om at vågne efter søvnen. Hver dag gør jeg det; det er blevet meget lettere. Jeg har det meget bedre.

Jeg tænker tit på, hvad jeg skal gøre af mig selv. Om det nogensinde vil lykkes for mig, det her liv. Jeg forstår vigtigheden i, at anerkende fortiden, omfavne minder som Amager Strandpark, forsøge at snakke om det, formulere det. Jeg begræder, at jeg har haft det så dårligt. Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende, sådan et liv. Så jeg prøver at leve nu, for jeg har ikke lyst til at have et ben i bølgerne hver dag; denne kroniske angst for at alting falder fra hinanden om lidt.

Jeg skal hele tiden huske mig selv på, at der ikke kommer nogen og redder mig. Hvid aflyser – ikke overraskende – i går, og jeg sletter hans nummer. Efter en samtale med en veninde som har sladder om Løven, er jeg pludselig overbevist om, at jeg skal skrive til ham. Jeg kan ikke falde i søvn i går aftes, fordi jeg fantaserer om mine ord til ham, dette magiske, afstumpede menneske, der ikke kan redde eller elske mig. Jeg kommer nok til at gøre det en dag; skrive til ham, du ved. Men jeg ved godt, at det ikke gør nogen forskel. Jeg håber, at jeg kan lade vær.

Hvis jeg er heldig og ikke mindst sand overfor mig selv, så ender jeg aldrig i det frådende hav. Jeg håber det ikke. Jeg vil jo gerne livet nu. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan man gør.

2 thoughts on “amager strandpark

  1. Det her indlæg fortjener ikke at stå alene, så nu skriver jeg et eller andet, selvom jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive.

    Du skal vide, at jeg også har min egen Amager Standpark, min egen skelsættende oplevelse, og måske er der i virkeligheden mange som har det? Min Amager Standpark hedder 'Dyrehaven' og den kan stadig hjemsøge mig nu, selvom det er flere år siden. Jeg tror, det tager lang tid at fordøje sådan nogle oplevelser og finde ud af, hvad man kan bruge dem til. Men jeg er så glad for, at du vil livet. Resten finder man jo ud af hen ad vejen, ikke?

    Like

  2. Tak ML fordi du ikke lader den stå alene. Sådanne følelsesudladninger uden respons gør mig usikker på min “ærligheds”-mission; om den overhovedet er noget værd for andre end mig selv. Min usikkerhed piner mig, men Amager Strandpark piner mig mere. Jeg er på en måde “glad” (du forstår) over, at høre andres oplevelser med disse ting. Jeg ville ønske, at jeg for fire år siden – da Amager Strandpark var gældende – at jeg kendte til andre der også havde det sådan. Det er synd, at man skal helt derud i desperationen, før man forstår, at livet er værd at leve. Hmm.
    Igen tak ❤

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s