næste weekend

I morges klippede jeg 5-6 centimeter af mit hår. Det er så langt, at det ikke rigtig gør nogen forskel og man kan ikke se om det er skævt eller ej. Jeg tænker på, om jeg forsøger at styre tiden ved at gøre det. Eller om det er tiden der styrer mig. Jeg lægger de afklippede centimeter ned i min morgentallerken, så de slidte spidser blander sig med æggeskallerne.

Jeg forstår ikke, at der er gået en uge siden sidste weekend. Jeg kan ikke huske dagene eller mig i dem. Hver morgen vågner jeg af mig selv klokken 7, uanfægtet af hvad tid jeg er gået i seng. Selv på en lørdag morgen, så irriterende. Jeg siger til mig selv hele tiden, at nu skal jeg arbejde, for jeg elsker mit arbejde, kom nu, tag dig sammen. 

Mit hjerte føles knust, men jeg har ikke nogen steder, at projicere sorgen hen. Den er ikke forbundet til noget ydre. Gid den var. Jeg tegner og tegner og arbejder og arbejder, koncentreret, meditativt, elsker mit job, elsker det jeg laver, men samtidig græder jeg, imens jeg sidder dér, bøjet over papirerne, fordi alting gør ondt. Ikke på en ødelæggende måde, dog. Bare sådan. En rolig, sløv ensomhed, du ved.

Fredag aften tager min ven tidligt hjem, og jeg sætter mig i vindueskarmen med cigaretter og endnu en drink. En del af mig glædede sig til, at han ville smutte, så jeg kunne få lov til at være alene, ironisk nok. Jeg er ikke engang rigtig beruset, lidt jo, og beslutter mig for at skrive til Hvid. Gennem ugen har jeg ventet på, at min menstruation var overstået og at det ville blive weekend, så kunne skrive til nogle af de mere eller mindre sikre sex-kort. Jeg tænker på, hvem der kan røre ved mig mest. Han svarer mig prompte, selvom han sidder på en bar. Smigrende. Vi aftaler at mødes i morgen. Jeg glæder mig.

Åh, sikke en stemning denne lørdag formiddag. Værre er det heller ikke. Jeg tror bare, at jeg er stresset. Og udkørt. Den sidste måned har været lige til at lukke op og skide i. Jeg bør arbejde nu, men i stedet læser jeg gamle indlæg, hører den hjerteknusende klassiske musik og ligner en slukøret emo-girl89 ude på altanen. Jeg vil prøve at spise noget frokost nu og måske tage en lur. Det bør hjælpe. Jeg skulle hindsight nok have lagt flere planer for min weekend. Nå. Ja. Det er bare en dag. Og om lidt er det næste weekend, og næste weekend, og næste weekend….

****

7 timer senere.

En spegepølsemad bliver til en to timers lur bliver til at jeg går en tur. Da jeg rammer toppen af Brønshøj, går det op for mig, at der er Bellahøj Kræmmermarked. Jeg går derind med ironisk distance. Høhø, kræmmermarked, proooool. Jeg har heldigvis taget noget meget mærkeligt tøj på; min mors bagsværd-outfit (et 90’er helved af en blomstret, knælang nederdel og en blå cowboyjakke), så jeg blender perfekt ind i mængden. Det store telt i midten af pladsen spiller op til dans. Kandis kommer på. Jeg kan ikke finde ud af at gå. I stedet for bliver jeg – og hold nu fast – stående alene derinde i 2 timer. Wtf. Jeg kigger længselsfuldt ud på dansegulvet og spytter i min fadøl imens. Jeg klapper, griner og bevæger min krop afdæmpet rytmisk til den rædselsfulde musik. Folk er glade (fulde) og danser, ryger smøger og synger med på sangene. Jeg føler, at det er OK, at jeg står der og lader som om jeg hører til.
Min telefon løber tør for batteri på vej hjem. Nordvest er ekstremt stille idag – som om det allerede var blevet sommerferie, og jeg var den eneste der glemte at bestille ferie.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s