en ægte sommerpige

Som jeg sidder dér, svedig og tørstig på Indre Nørrebro iført i hvert fald 2 lag tøj for meget, omringet af sommerglade hipstere der højtsnakkende knapper bajere op, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke er et sommermenneske. Det kan være fordi, at jeg har tømmermænd og virkelig ikke burde have drukket den stærke kop kaffe; alle mine sanser er massivt forstærkede. Jeg forsøger at koncentrere mig om mine muflede ord der rammer samtalen, mens jeg krampagtigt krøller mig sammen på jorden, anspændt af dimensioner. Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor jeg hvert år glemmer det. Det er muligvis fordi, at det er lidt skamfuldt. Altså, vil man ikke livet, eller hvad? Var solen ikke dét, vi alle drømte om efter det Game of Thrones-agtige vinterhelvede vi lige har været udsat for?

Min sol- og tømmermændsængstelighed kommer så vidt, at jeg panikker over at skulle hjem, da Nørrebrogade mest af alt virker som et forvrænget Lost Highway, og jeg er sikker på, at jeg vil dø et sted i menneskevrimlen, kollapse med mine gelében på cykelstien, smadre kraniet, mens et udendørsanlæg med dunkende bass vil imødekomme min tragiske død med “Club Tropicana drinks are freeee” (jeg ved ikke, hvad ungdommen hører). (“Skønt hun ikke elskede sommeren, var det alligevel sommeren der blev hendes endeligt. For evigt vil sommeren være hendes.” neeeeeej). Ej, jeg gider ikke brokke mig. Den her dag har bare været larmende uproduktiv, så panikker lidt over alting.

I går havde jeg mit første møde med Branchen, som jeg vist nu arbejder i. Ud og networke! ville man sige. I stedet ender jeg med at savle i de gratis øl og joke med mine kolleger, og først efter 6 timers gratis øl-drikning, formår jeg at rode mig ud i en (alt for lang og jævnt beruset) samtale med en vigtig person (“The Money Man”). Samtalen foregår nogenlunde sådan her:

Mig: “BLA BLA BLA BLA BLA BLA BLA bla bla? blablbalbalblalbalblalblablla, BLA BLA, HAHAHHAHAHA, haha, blablablabla, HAHA, blablabla, ha-ha-ha-ha, bla-bla-bla-bla, HAHA, ja, ja, så jaaa, ja, bla-bla, ja, haha, blaaa.”
The Money Man: “Jeg skal også hjemad nu, vi ses!”
Mig: BLA BLA ha ha ha ha Bla-bla-bla-bla-blaaaaaaaaaa-biiiiiip (lyden af flatline, efter mit hoved er eksploderet i et krampagtigt networking-latterudbrud)

Da jeg kommer hjem, er jeg så lykkelig, at jeg ikke kan falde i søvn, men heldigvis beruset nok til, at jeg gør det. Jeg er høj på rosenrøde fremtidsdrømme, ekstreme ambitioner og storhedsfrådende illusioner, dog knap så høj på networking-skills, men det kan der arbejdes på. Mest af alt er jeg virkelig glad og tryg over at være en del af noget; af en “branche” og et firma bestående af venner. Muligvis varer det kun tre måneder endnu. Muligvis varer det i to år. Muligvis for evigt. (Muligvis har mit retarderede networking-forsøg ødelagt alt, hvem ved).

I dag tænker jeg, at det jeg er igang med at skabe, er det rene lort. Jeg forsøger at imødekomme sommeren med hele mit væsen, men det er som om min sjæl har faktor 50 på. Astronaut-creme. Så jeg lægger blyanten fra mig, slipper arbejdsopgaverne, og finder bagvejene udenom Nørrebrogade. Man kan ikke være en vinder hver dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s