natsværmerne

jeg starter forfra og forfra med mine ord, de sidste 30 minutter, og jeg slukkede netop tv’et, så jeg kunne skrive ord, for jeg havde lige facebookstalket Løven, han havde fået nyt profilbilled, 100 likes! hvem har så mange fb-venner? ved de ikke han er psyko, åh gud, stalkningen gav mig kvalme, ondt i maven,

jeg tænkte, at jeg ville prøve at skrive om, hvorfor jeg dog ud af det blå sidder og facebookstalker Løven, og så ville jeg indlede indlægget med “Jeg tænker på natsværmere”, men jeg tænker ikke sådan rigtig på natsværmere, kun i metaforisk forstand, og alle ens ord bliver så frygtelig melodramatiske, hvis man virkelig ser sig selv som en kugle af lys der tiltrækker sværmere af natten, i natten, om natten,

‘Natsværmer’ af Lars H.U.G ville jeg skrive om, fordi den larmer i min hjerne som små elektriske stød de fleste morgener, og jeg ved ikke hvorfor, at sangen pludselig skal være der, og jeg forsøger at lytte til teksten, du ved, og det går op for mig, at Briten i Februar sang den og elskede den, og jeg tænker på, om han selv ved, hvad den handler om, hvem er du egentlig? bag dit kød og blod?, om han selv ved, at han er natsværmeren, min lille

natsværmer, og jeg hører den på vej hjem fra Christiania fredag nat (jeg var for rasende til at blive hjemme), og står et sted på Nørrebrogade og venter på et pitabrød med falafel og har lyst til at tage hjem til ham og bryde hans dør ned, for ingen hører fra ham, man er bekymret for ham, han visner, drukner, et andet sted, og det gør mig ondt, selvom jeg indtil nu mest af alt var bitter, men så jeg indser, at alle mændene er

natsværmere der flakker om mig i begær, for jeg er lys, ikke Lyset, men lysende måske, nogle gange, og så kommer de til mig, for de vil ikke elskes, og det er måske derfor jeg vælger dem, for natsværmerne kommer aldrig tæt nok på (“dér hvor kærligheden brænder gør det altid ondt,” som Lars synger, jaja Lars, jeg forstår det godt nu), åh jeg rabler lidt for meget om

natsværmerne nu, jeg kan godt selv se det, jeg prøver at tælle dem, holde rede på, hvorfor de forsvandt, og det giver mig en tung følelse i hele kroppen, at jeg ikke ved, hvordan man elskes og elsker, aldrig tæt på, aldrig tæt på, jeg har lyst til at forsvinde tilbage ind i puppen for

natsværmerne er uendeligt smukke som de knitrer dér i natten foran mig, glødende, jeg ville ønske, at de kunne se mig.

OG er det overhovedet en fed sang?
Jeg kan ikke gennemskue det længere.



(jeg skulle aldrig have drukket kaffe så sent på dagen, aaaahhh)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s