osteklokken

Jeg er omgivet af tykt glas. Små solstråler slipper igennem sprækkerne i gardinet, oplyser en tynd stribe af min tømmermændsramte krop og får støvet til at danse som glitrende snefnug i slowmotion. Det bliver umuligt at skulle sove igen. Mine tanker er hule, rammer glasset og kastes tilbage.

Jeg vil gerne skrive om en tanke, som jeg vågner op med. En tanke, jeg den sidste uge er vågnet op med. Jeg har ikke lyst at skrive om den. Det er en gammel, velkendt tanke, og jeg forstår ikke, hvorfor den er kommet igen. Jeg trækker sovebrillerne over øjnene, sov nu, men mit bryst gør ondt af sorg, fordi jeg ikke kan stoppe med at tænke på, at jeg helst bare vil dø.

Jeg er ikke ved at tage mit eget liv. Det skal understreges. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har lyst til at dø. Sådan er det bare nogle gange. Jeg holder det skjult, for man skal jo helst ville livet (hvem vil ikke livet??). Tanken er underlig luftig, men gør mig stakåndet. En underlig fantasi at lege med, som kun gør glasset i osteklokken tykkere.

I går opdager jeg til min rædsel, at jeg har fået lus igen; den straf universet giver en for at knalde Løven. Skamfuld henter jeg lusemiddel på apoteket, ned af Nørrebrogade med sammensunkne skuldre og et ansigt gemt væk under hætten. Jeg har lyst til at lave en Britney på den og klippe mit vanvittigt lange – og nu lusebefængte, klamme – hår af. En fantasi igen (jeg er virkelig dårlig med en saks).

Jeg har ikke lyst til at fortælle nogen om luse-infestationen, jeg føler mig klam og isoleret med min levende, sydende hovedbund. Dagen igennem vasker jeg sengetøj, propper puder og striktrøjer i fryseren, kæmmer mit hår med lange, seje træk, tænker på Løvens giftige manke. Timerne opløses som lusene i det kogende vand.

Aftenen forinden har jeg drukket for mange øl og røget for meget af andres joints, det virker altid som en god idé. Jeg havde ikke tænkt, at jeg ville være der så længe. Kan jeg ikke bare få lov til at være alene. Fredagen glider derfor tåget ind i lørdag. Mit hoved er pot-tungt, aldrig helt åbne øjne. Jeg har mest lyst til at ligge på min sofa og bare fråde en masse mad. Jeg køber en pizza med peperoni og ananas. En spandauer, slikpose, pomfritter, æblejuice. Jeg er så sulten hele tiden.

Jeg støder i weekenderne ind i mænd, jeg har knaldet. Det er selvfølgelig svært at undgå, når man har knaldet halvdelen af København (ej okay, slap af). Jeg kan endda selv glemme, at jeg har knaldet med dem. De føles fjernet fra mig. De er blot historier. Noget der var. Ligesom H. var. Han holder sin hånd på min lænd, da jeg siger hej til selskabet. Jeg er kommet meget sent. Midnat. Skulle først lave en houdini fra en 30-års fødselsdag, som jeg kom til af ren høflighed.

Jeg har lyst til, at han skal fjerne sin hånd. Hans ansigt er rødmosset, håret viltert, øjnene døde. Han har slæbt halvdelen af hans Udland med sig. Jeg forstår ikke deres sprog, og jeg har så svært ved at finde mine ord denne aften. Det meste af tiden sidder jeg med en slap smøg i hånden og stirrer tavst ud i lokalet. En sand festbombe. Jeg har slået håret ud, selvom jeg burde være mere forsigtig i forhold til lusene. Selv i en propfyldt bar, er jeg skærmet af det tykke glas. Jeg kan ikke høre min egen stemme.

H. skåler til mig, blinker. Idiot. Jeg blinker kejtet tilbage. Hans selskab fra Udlandet skråler højt, banker i bordene, drikker som vikinger. Jeg betragter dem. Hvor er de unge. De ligner nogle på 20. Jeg føler mig gammel for bordenden. Som en kvinde, der er gået forkert. H. forvandler sig også i deres selskab, eller var han måske altid sådan? Han ser forfærdelig ud. Alligevel håber jeg, at han følger efter mig, når jeg går ud og ryger.

Vågn op, klokken er halv fire, glasset vibrerer, farverne er skarpe, lydniveauet tårnhøjt. De sidste jeg kender går hjem. Tilbage er kun H. og Udlandet. Jeg skynder mig at pakke sammen. Han kysser mig på kinden. Du er en nar, har jeg lyst til at sige til ham. I stedet for smiler jeg.

***

Jeg spiser Bugles under dynen. Fedter mit tastatur ind. Mit hår klør stadig helt vildt. Jeg kan ikke overskue, at jeg skal være sådan en klam én, der har lus hele tiden.

Jeg har lyst til at gå ud i solen.
Jeg har lyst til at blive liggende.
Jeg har lyst til at dø.
Jeg har lyst til at leve.

***

Til 30-års fødselsdagen skal alle singlerne rejse sig op. Vi kigger forlegent på hinanden. Jeg føler mig udstillet. Real life Tinder. Skal man så hooke op med de andre nu? Min mund er fyldt med vat. Jeg står i baggrunden. De andre fortæller røverhistorier. Jeg har det som om, jeg er i gymnasiet igen.
Jeg er ikke det her menneske, siger jeg til mig selv. Men hvad er jeg så?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s