fra asken

Mit hjerte bløder, siger jeg til hende. Jeg elsker dig. Patetisk. De abrupte ord drukner i larmen fra musikken. Vi krammer på dansegulvet, og jeg bliver flov over min voldsomme følsomhed, som føles helt malplaceret i højtalernes smældende dakkedak. Jeg er fuld, men alligevel overhovedet ikke.

Pludselig var hun der bare; ved baren, til højre for mig, opstået af aske. Jeg kommer måske snart tilbage til Danmark, råber hun i mit øre, jeg havde tænkt, at jeg ville ringe til dig, når jeg gjorde. Venskaber har en tendens til at glide ud i sandet, når folk flytter til udlandet. Jeg har ikke snakket med hende i flere år, og hun er for længst holdt op med at fortælle mig, hvornår hun er på besøg i København.

Hun dukker i stedet op i mine drømme, hvor jeg oftest konfronterer hende med hvor ked af det, jeg har været. For tre år siden besøgte jeg hende i Byen, lånte madrassen i deres lejlighed, men fik så meget angst, at jeg måtte booke et tidligere fly hjem. Hun forsvandt efter det, og jeg skammede mig inderligt over, at jeg havde på den måde havde involveret og udsat hende for al min psykiske lidelse. Senere blev sorgen og skammen vendt til vrede. Fuck hende, kunne jeg finde på at sige til mig selv. Indtil hun dukkede op i drømmene igen.

Min psykolog siger, at kvindelige venskaber kan være giftig; især  når de er af symbiose-karakter, og man ligesom os, smelter ind i hinandens liv. Som 20-årige boede vi sammen i Byen i et år. Delte værelse, endda seng. Begge følsomme, kreative, rodede. Symbiosen sled. Især da jeg hen mod slutningen af opholdet forvandlede mig til en vampyr, der som en skygge krøb langs panelerne.

Med et trylleslag er jeg ikke 28 længere. Jeg er ikke på et sveddryppende dansegulv i Kødbyen. I stedet er jeg tilbage i Byen. Jeg kigger på hende som en sjælden fugl.. Hun er stadig lille og fiks, karismatisk, støjende, kunstnerisk. Jeg forvandles til mit 20-årige Jeg, der føler sig hæmmet af ærefrygt overfor hende. Jeg føler mig stor, ekstremt kikset og mindre fri. Mit selvværd skylles ned med endnu et tequilashot.

Alkoholen har malet et bedøvet smil på mine læber.  Det er rart, at vi kan mødes på denne måde, råber hun, så behøver vi ikke at sige nogle af alle de ord vi burde sige. Selvom jeg danser voldsomt og i højt tempo, føles det som slowmotion. De andre trækker mit tøj af med dæmoniske smil, så jeg står med svedglinsende bar hud og åbne armhuler. De tænder cigaretter på dansegulvet. Vi ryger og skråler. En del af mig føles  stærk og kvindelig, den anden del er pludselig alt for bevidst om hvor uattraktiv og ikke-vild jeg er i forhold til dem.

Et skænderi starter. Eller, hun starter det. En mand har forsøgt at tage på hende uden samtykke. Hun eksploderer. Jeg har hørt et rygte om, at hun engang brækkede næsen på en, der i en bar tog hende på numsen. Mit lettere konfliktsky, ikke-voldelige liv er ikke vant til sådan en aggression. Jeg holder mig i baggrunden. Jeg forestiller mig, at hun tænker, at jeg er så skide passiv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hun og en anden forlader baren uden ord.

28 igen, tøjet på igen. Knapper skjorten helt op i halsen, lukker øjnene og siver endelig ordentlig ind i dansen. Alle ansigterne glemmes igen.

***

Jeg sover kun 4 timer. Igen. Tredje dag i streg. Hvor bliver min søvn af? I morgen skal jeg møde i a-kassen og være voksen. Fønikserne, skyggerne, monstrene fra fortiden løsner sig som asken fra min cigaret. Jeg scrubber min hud, kigger på mit 28-årige Jeg i spejlet, danser svajende til musikken fra i går der genlyder inde i hovedet, knuser timerne som popcorn mellem tænderne. Det er som om, at alting sker, samtidig med at intet sker.

Jeg brækker mig over mit sprog lige nu, men jeg er simpelthen så træt og skriver med halvt lukkede øjne. Jeg er nervøs for hvem fra fortiden, der ellers kommer til at dumpe tilbage i mit liv.

2 thoughts on “fra asken

  1. Vil du ikke uddybe det, din psykolog sagde omkring de giftige symbiose-agtige kvindevenskaber? Jeg forstår det intuitivt, tror jeg. Men hungrer efter at få lidt flere ord på. Nok fordi det føles meget aktuelt for mig p.t. – selv om jeg ikke ville kunne have formuleret det, før jeg læste din tekst.

    Like

  2. Min psykolog mener, at man i meget tætte kvindevenskaber spejler sig for meget i hinanden, og derfor opstår der drama. Som om, at man har et underliggende ønske om at smelte ind i hinanden. Mine venindeproblemer opstår engang imellem, især med dem jeg er tættest på, og så ryster hun på hovedet og siger: “I told you so”. Jeg er stadig lidt i tvivl om, hvorfor man præcis gør det, og hvori problemet opstår. Det må jeg lige spørge hende om næste gang jeg er der. Måske skal det bare forstås, at alle symbioserelationer er dårlige, da filmen altid knækker, når den ene part trækker sig væk, træffer andre valg eller finder andre venner.
    Håber dine problemer løser sig! Jeg hader venindeproblemer. De er mindst lige så hårde som kæresteproblemer. Puha.
    Kh

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s