frostbidt

Jeg liner dem op. Mænd i slut-30’er-start 40’erne. De er altid på og lige til at putte ned i indkøbsvognen. Op fra køledisken. De synes, jeg ser så dejlig ud. Det starter onsdag aften. Tinder. Man skal være ude i god tid, hvis man ønsker at have mulighederne åbne den kommende weekend. Jeg er bevidst om mit eget mønster, som gentager sig med 1-2 måneders mellemrum.

Jeg dykker ind i isolationen med oprejst pande; bevidst om behovet for fuldstændig øredøvende tomhed. Den sibiriske kulde gør det lettere, og giver mig en undskyldning for ikke at ville forlade lejligheden. Siden tirsdag er min psykolog den eneste, jeg har snakket med. Det er allerede 48 timer siden, at jeg hørte min egen stemme.

En 43-årig skægget mand ønsker brændende at se mig. Jeg holder ham hen. Han bliver rasende. “Jeg skal lære ikke at glæde mig til ting.” Det ville være let ikke? Jeg har jo allerede købt en kasse med 3 liter rødvin, jeg har været i bad, gjort lejligheden ren, og jeg er kronisk liderlig og rastløs. Men min psykologs ord genlyder: “Tomheden er ikke farlig. Du behøver ikke fylde den op. Bare lad den være der”. Jeg kan ikke få mig selv til at invitere ham herhen, selvom min krop længes efter at blive rørt ved.

Rødvinen bider sig fast i mine læber i store blålige plamager. Jeg zigzagger i slowmotion mellem køkkenet, sofaen og altanen. Rastløse cigaretter. Nogle gange stikker jeg min arm ud i kulden for at se de store snefnug smelte ind i min striktrøje. Jeg undrer mig over, hvordan tiden forsvinder, hvordan dagen går. Jeg speedlæser Tove Ditlevsens ‘Ansigterne’, men bryder mig ikke så meget om den. Den gør mig i stedet melodramatisk, og ingen på Tinder kan følge med i mit sprog.

Min psykolog tror ikke på vinterdepressioner. Vi snakker om, at kroppen i stedet for husker tidligere erfarede følelser. For præcis et år siden havde jeg det helt forfærdeligt. Hjemløs, hjerteknust, specialeskrivende. Starten af marts varsler genkomsten af følelserne til trods for, at jeg ikke er nogle af de ting dér længere. Men det gør, at jeg ikke vil bekymre mig overfor mit behov for isolation. Jeg kommer i tanke om sidste års marts-april-maj-juni-juli (shit), som jeg tilbragte overvejende alene. Jeg havde brug for at være så alene dér. Et 12-tals speciale kom der ud af det. Måske er det bare ved at ske igen. For at få succes, må jeg overgive mig til mig selv og min forrykte hjerne. Suk.

I dag tager jeg endelig ud. Til toppen af Bellahøj, til bunden af Kirkegården. Jeg slæber en pind efter mig og skaber ujævne spor gennem sneen. Jeg tvivler stadig på, om jeg har nogle ord i min mund. Mine tanker kører ikke i ring, jeg føler ikke så meget, jeg er ikke glad, jeg er ikke ked af det, jeg er bare her. I Nordvest. Jeg skriver til Briten og spørger ham, hvad han laver i aften. Jeg har lyst til at have sex. Men jeg har ikke lyst til at have nogle ord. Ikke endnu. Jeg regner ikke med, at han svarer. Jeg overvejer, om jeg skal hidkalde en af de ældre mænd. Jeg tror det ikke.

Jeg forestiller mig, at alle er gået i stå i den her uge. At det kan være derfor, at de eneste jeg hører fra, er mænd fra Tinder, som alligevel er fiktive. Vi holder alle vejret, og venter på at vi kan leve igen.
I realiteten er jeg nok den eneste, som er gået i stå.

2 thoughts on “frostbidt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s