et værelse uden udsigt

Min psykolog og jeg har i årevis brugt analogien “at lukke sig inde på værelset” (reference til mine isolerede teenageår), og jeg siger i går til hende: “jeg kan mærke, at jeg lige så langsomt moonwalker derind; det er det eneste sted jeg har lyst til at være”. Værelset er min freudianske dommedag. Derinde sidder mit tabte subjekt og sukker med åbne arme, come to mamma! Min psykologs øjne glinser omsorgsfuldt tilbage til mig. Jeg griner tilbage til hende mellem tårerne. Vi griner altid meget. For første gang nogensinde i de næsten 6 år jeg er kommet der, låner jeg toilettet. Der lugter af cigaretrøg derude. Det gør mig på en måde glad, at hun ryger mellem hver patient.

Det sidste to måneder lange adrenalin-high kulminerer, og jeg har det som om, at jeg har fået tæsk. Mens vi sidder til samtalen og fumler rundt i vores designproces (“det er en proces,” siger jeg som forsvar, processsssss), tænker jeg: “Vi får ikke pengene.” Det er bare sådan det er, accepterer jeg. Alligevel charmer og fylder jeg det store mandsdominerede mødelokale samtidig med, at jeg slet ikke rigtig ved, hvad jeg snakker om. Skuespillet gør mig ikke engang nervøs. Jeg kan åbenbart slå det til uden at blinke. Mit charmerende alter-ego.

Efterfølgende spørger jeg de andre, om de ikke også synes, at jeg fik charmet dem. Jo, w., du var så god. Jeg puster røgen ud fra 3. kædecigaret og hælder resten af øllen op i glasset foran mig. Mellem de store slurke reflekterer vi gladeligt over oplevelsen. Det var meget lærerigt, siger jeg. Ja, lærerigt. Jeg er høj på mig selv, indtil jeg rammer sofaen hvor den synkende følelse sætter ind. Ind på værelset, lukket dør. Det er en blanding af lettelse og afmagt der får mig derind. Den kunstneriske proces føles latterlig ensom, og jeg siger til alle, at der er styr på det, mens tvivlen, ligesom frosten, bider i mig.

Jeg forsøger at huske, hvem mine venner er; at jeg har venner. Jeg forsøger at holde fast i den kunstneriske drivkraft og tilliden til mine evner; at jeg har noget på hjerte og at alting nok skal gå. Men mest af alt har jeg lyst til at kaste det hele på gulvet, mure mig inde og vågne op en dag, hvor alting mirakuløst har løst sig for mig. Værelset er et fængsel hvor der ikke er nogen fremdrift. Luften er vakuum, iltfattig og åndeløst, og kulden trækker mig dybere ind i denne klaustrofobiske hule, og mine fingre falder af, frostbidte negle, og hvem kan lave kunst uden fingre, hva hva hva.

Igen længes jeg efter nogen, der kommer og tager mig væk. Jeg dagdrømmer om Italien, om en følelse af varme, om en fordybelse der opstår i et fremmed land, om at være fri. Jeg begræder, at mit liv skal være så ensomt her, og at jeg skal være dette Følelsesmenneske, som er tvunget til at dele ud af mine følelser hele tiden. Ligesom her. Følelser, følelser, følelser. What’s the point, anyway. Jeg kan ikke lade vær.

Til undervisningen i går er jeg mellow ad helveds til, men har samtidig en form for renhed i mit ansigt, en glød, tænker jeg, en glød af sorg, lol, og da jeg kommer hjem, spørger Bedstevennen hvordan det går, og jeg redegører for alle følelserne, og han spiser mig af med en masse floskler og en afsindig lukket og privat beretning om sit eget liv. Jeg begynder at græde igen, fordi det pludselig går op for mig, at det kun er mig der deler ud. Altid helt åben og rå. I skal forstå, at jeg ikke kun er Weemoed her; jeg er Weemoed alle steder. Måske er du et bæger, der snart er tømt, foreslår psykologen. (fuck)

Nå. Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med alt det her. Jeg arbejder hjemmefra i dag, fordi jeg ikke har lyst til at se nogle mennesker. Nej, ved du hvad jeg har mest lyst til, jeg har lyst til bare at se ‘Frasier’. Hele tiden. Jeg er allerede halvvejs i femte sæson. Kværner det ene afsnit efter det andet. ‘Frasier’ er min nye bedste ven. Jeg glæder mig hver dag til at komme hjem til ‘Frasier’. I dag skal jeg bare dét, tror jeg. Jeg har lyst til at slukke min telefon og hive gardinerne ned. En dag må kulden da forsvinde igen, gør den ikke?

2 thoughts on “et værelse uden udsigt

  1. Det lyder også hårdt, at mærke sig selv og verden så meget – kan godt forstå at værelset og Fraiser trækker ind i mellem, når man er en gruekedel af tanker og rod. Niles Crane's sarkasme er min favorit <3 Håber der bliver fyldt lidt i bægeret snart, af solskin og overskud.

    – A

    Like

  2. Jeg er efterhånden nærmest forelsket i Niles. Han er simpelthen så pragtfuld! Tak for din kommentar. Det var lige sådan en jeg havde brug for 🙂 Bægeret fyldes allerede op igen.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s