fake it

I morges vågner jeg op i en drøm, hvor jeg skælder ekspedienten i ‘Juno the Bakery’ ud, fordi hun har trukket 236 kr på mit dankort for en af de dér høje instagram-kager med creme i og en “grov bolle”, som jeg meget specifikt har bestilt. Hun sætter 100 kr tilbage på kortet, men jeg flipper ud over, at det stadig kan være så dyrt. Min hjerne forsøger at knuse tallene, og jeg går helt i panik over, at jeg har købt noget der koster så meget.

Hvad jeg laver ved bageriet i første omgang er stadig lidt diffust. Jeg kunne aldrig finde på at stå i sådan en lang kø for noget som helst. På vej hjem fra kontoret senere på dagen kører jeg forbi Meyers på Jægersborggade og køber en ualmindelig høj snegl. Det er første gang jeg bruger penge siden i søndags. Lidt har også ret, siger jeg til mig selv med min Mads Skjern-stemme, og ser min spinkle konto svinde ind med splintrende 22 kr. Sneglen får mig til at overgive mig til en tiltrængt kalorielur på sofaen, og jeg vågner op uden et blødende hjerte. Frelse.

Blødende hjerte. Jeg tænker lidt over den formulering.

Min krop er gået i intenst alarmberedskab overfor Den Livsvigtige Samtale i starten af næste uge. Adrenalin, stress, mindreværdskomplekser, you name it. Det hele kører rundt i mig, og i modsætning til forrige uge, så vågner jeg op hver dag og har ikke lyst til at stå op. Jeg er i et emotional turmoil, siger jeg til dem på kontoret. De smiler omsorgsfuldt, men er samtidig også ligeglade. Det er ok. Det er min stress; ikke deres.

I de andre vågne timer, når jeg ikke er ved at krakelere fuldstændig, så indser jeg, at jeg stadig har fucking følelser for fucking Løven, og jeg kunne skyde mig selv over, at han overhovedet er en del af mine tanker. Jeg forsøger at finde ud af, hvordan jeg kan have følelser for sådan en mand, men jeg forsøger også at sige til mig selv, at man ikke vælger dem man forelsker sig i. Eller gør man? Åh. Jeg forstår ikke kærlighed. Gennem Assistensen får jeg sommerfugle i maven over fiktive sms-samtaler med ham.

Ham: Jeg har et problem.
Mig: Ja? 
Ham: Jeg kan ikke stoppe med at tænke på dig.
Mig: Jeg kan heller ikke stoppe med at tænke på dig.

Dybt. Jeg ved det. Romantiker anno 2018.

Samtidig tænker jeg meget over parforhold versus single-tilværelse. Det skræmmer mig, at jeg ikke kan huske, hvem jeg var, mens jeg boede med Skægmonstret. Det er “kun” halvandet år siden, at jeg flyttede fra ham, og vi nåede at bo sammen i et år, men jeg kan slet ikke placere mig selv i lejligheden. Jeg kan ikke huske, hvad vi lavede, hvordan vi kommunikerede, hvor meget jeg gik i byen, hvor meget vi så tv, hvor tætte vi var (hvor adskilte vi var). Det føles som en løgn jeg fortæller folk (jeg fortæller nærmest aldrig nogen om det). Var det dødt liv? Eller bare .. et andet liv?

Og jeg opdager rynkerne. Når jeg smiler kunstigt i spejlet til mig selv, krakelerer huden omkring øjnene og munden. Jeg smører creme på hver aften. Ryger en cigaret bagefter. Minus gange plus giver minus. Jeg er 28.. det bliver jeg også ved med at glemme. Husker jeg overhovedet noget? Voksenlivet er som en sær døs. De her underlige, nærmest kunstige kærlighedshistorier og drømme om fremtiden. Jeg venter på, at jeg vågner op en dag.

Jeg er bange for, at tabe det hele på gulvet, og at når det kommer til stykket, så viser det sig, at jeg faktisk slet ikke kan noget som helst. Jeg er bange for, at andre opdager det. Handler voksenlivet virkelig om at fake sig frem? Så kan man stå dér i den lange kø til opblæste bagerier sammen med alle de andr og drømme om prætentiøse kager, mens bankkontoen og hjertet bløder.

Jeg har startet det her indlæg hver dag de sidste 3 dage, men har ikke kunne finde ordene ordentligt. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg prøver at sige.

2 thoughts on “fake it

  1. Ja. Der er enormt meget skuespil i sådan et voksenliv faktisk. Impostersyndromet er til gengæld mest en ting, der hører kvinde-voksenlivet til. Det er i hvert fald en mig-ting (og jeg er en kvinde ergo … 😉 At tvivle på egen evne er både en drivkraft men fandme også udmattende på den lange bane. Man kan fodre følelsen med successer og anerkendelse, og den kan gå væk for en stund men i mit tilfælde er den (‘Bæstet’) altid kommet tilbage. Tror måske der er to typer mennesker: dem der motiveres af ønsket om succes og dem der motiveres af frygten for at fejle. Jeg er selv af sidstnævnte støbning og kan bare sige, at det ikke nødvendigvis er vejen til et lykkeligt arbejdsliv eller en særlig fed proces, så hvis du på nogen måde kan danne trup med den første kategori af mennesker – hvis du kan finde ud af at skabe smukke ord og kunst uden at slå dig selv halvt ihjel i processen – så gør for Guds skyld det, kære W! Held og lykke med Den Livsvigtige Samtale, her lidt inspiration: https://youtu.be/RVmMeMcGc0Y

    Like

  2. Kære A., tusinde tak for din indsigt. Det er virkelig interessant at skelne mellem de to typer mennesker; sådan har jeg ikke tænkt på det før.Jeg har dagen igennem forsøgt at reflektere over, hvad min drivkraft er, og hvordan jeg i så fald tøjler alle disse slidsomme følelser der hører med den. På en måde – i mit tilfælde i hvert fald – er de to retninger uløselige. En idé om at kunne opnå succes og udleve sin drømme, samtidig med at mindreværdskomplekserne og frygten for at fejle puster en i nakken. Måske handler det mest om at finde en balance mellem de to. Uj, jeg synes, jeg lærer meget om disse ting for tiden. Jeg vil se tedtalken i morgen, når jeg skal forberede mig til samtalen. Måske kan jeg godt ranke min ryg og tro på mig selv, i stedet for at gå ud fra at ting aldrig løser sig for mig. Ironisk nok siger jeg altid til folk – ud fra en eller anden indstuderet, påtaget idé om livserfaring – at “alting løser sig”. Jeg vil snart gerne tro på det selv, sådan rigtigt.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s