blå

Jeg gror med nød og næppe ud af tømmermændene og lander diffust et sted på Østerbro i Bedstevennens lejlighed. Vi er begge døsige efter at have delt seng med andre om natten. Han er i ekstase, decideret forelsket, mens jeg er rundt på gulvet og holder tårerne fast bag øjenlågene. Med chipsfedtede rødvinsglas snakker vi om sex, begravelsesmusik og københavns sidste bohemer (som i hvert fald ikke er os). Muntert.

Bedstevennen er god til at fortælle mig, at jeg er virkelig skøn, og at alle mændene behandler mig dårligt; at jeg fortjener bedre. Jeg nikker tillidsfuldt, men budskabet siver overhovedet ikke ind. Lidt ligesom når alle veninderne fredag aften forsøger at få mig til at forstå, at Løven er et manipulerende, egocentrisk røvhul. Jeg nikker. Jeg ved det godt, men forstår det ikke.

Derfor er det heller ikke en overraskelse, at Løven får hele mit væsen til at sitre lidt i dag. Det pisser mig af. På en måde føles det som en drøm; noget der slet ikke er sket. Jeg skifter mit sengetøj, så jeg ikke kan dufte ham. Støvsuger, rydder op, sletter sporene. Nu skal jeg bare lige samle mig om, at slette hans nummer igen. Jeg har stadig ingen svar på, hvorfor jeg føler som jeg gør, og hvorfor den jubelidiot har så meget magt over mig.

Bedstevennen får mig næsten til at græde, da han sætter storladent klassisk musik på. Jeg vil ikke give slip på den voldsomme dramatik, så jeg bader søndagen i Mozart, Mahler og Händel. Pissedramatisk. Min tur om mosen bliver 10 kilometer lang, for jeg kan ikke stoppe med at gå, og jeg kan ikke stoppe med at lytte til den forbandede klassiske musik.

Hver søndag siger jeg, at jeg skal arbejde på projekterne, men hver søndag ender jeg om mosen og i denne rungende tomhed oppe i mit hoved. Jeg føler mig ekstremt melankolsk i dag og samtidig helt drænet. Jeg er nervøs for mine kreative projekter, og om jeg er i stand til at følge noget til dørs. Jo tættere jeg kommer på at udleve mine drømme, desto mere dramatisk og melankolsk bliver jeg. Og jeg er tæt på nu, uhyggeligt tæt på. Fredag bankede mit hjerte i dobbelt takt i begejstring over et mindre gennembrud. Vi highfivede alle med ekstatiske hjerter og drak øl for at fejre. Jeg burde knokle nat og dag, men i stedet lader jeg mig spise af Løven og forsvinder ved mosen ind i en 1600-tals fantasi.

Okay okay, slap af. Det er også bare søndag. Fuck søndage nogle gange altså.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s