scrambled eggs all over my face

… what is a girl to do?

Hver gang jeg tænker på skriveblokaden og på de ting som jeg burde gøre, hiver det i mine indre organer og mit hjerte springer et slag over, slam, og jeg er egentlig generelt ubekymret, ikke-stresset, og det er dejligt at være sådan et sted i sit liv, men som Psykologen siger: Du kommer ikke sovende til en kunstnerkarriere.

Jeg ville ønske, at det her bare var mit arbejde. Møde ind på kontoret når jeg er klar, når jeg har sovet det jeg skal, når jeg har set afsnittet af ‘Frasier’ færdig, og når min massive morgenmad har fæstnet sig i mit tarmsystem. Møde ind i ro og mag og skrive lidt i Messenger, skrive lidt på bloggen, tegne løse skitser, høre god musik, se et afsnit til af ‘Frasier’ mens jeg spiser mine dødssyge leverpostejsmadder, ryge smøger på trappestenen, drikke kaffe i stride strømme. Nogle (sjældne) gange kan jeg blive fanget af en kreativ bølge, forsvinde ind i et projekt til dagen glider ind i aftenen, oftest ender jeg med at ønske musik til de fælles højtalere, tømmer opvaskemaskinen, går en tur om søerne, griner af Computerdrengenes jokes.

Som kontrast står mine tidligere jobs i store mediehuse, hvor jeg kunne finde på at gemme mig på toilettet i frokostpausen, eller hvor jeg lå søvnløs om natten, fordi jeg var så nervøs for at tage på arbejde. De psykosomatiske lidelser kom ud af kontrol; maveproblemer, feberfølelser, dirrende hænder, hovedpiner. Svimlende møder i glasbure, hvor jeg var så bange for at falde om, at jeg krampagtigt skrev desperate ord i mine noter, fedtede mit hår til min håndsved og krøllede mine ben sammen under mig i en ulidelig yogaposition. Skjulte tårer bag computerskærmen, rystende fingre på tastaturet, ensomhed.

Mit nuværende ‘arbejde’ føles som et skånejob for særligt sensitive. Men gør det noget? Mit primære formål er at undgå angsten. Den kommer dog også her på kontoret en gang imellem, mest når vi har møder, hvor jeg skal forholde mig til projektet. Alles øjne er på mig: Hvor langt er du nået, har du fået skrevet noget endnu... I fredags var jeg tæt på at gå i opløsning, indtil jeg startede en lang, følsom rant, hvor jeg involverede hele holdet i alle mine neuroser. I de store mediehuse er der ikke plads til sådan en svaghed og følsomhed. Måske kan jeg også kun gøre det her, fordi jeg er omringet af venner. Eller fordi jeg er kunstneren, hvis følsomhed styrer projektet.

Jeg kan ikke finde ud af, om det er en god ting at indrette et liv, hvor man undgår fobierne. Burde jeg i virkeligheden starte i kognitiv terapi, få nogle redskaber til at håndtere angsttankerne, så jeg kan være bedre rustet til Den Virkelige Verden. For lige nu er jeg velfungerende og næsten angstfri – men jeg er langt fra fri. Hvornår kørte du sidst i tog, W.? Hvornår var du sidst ude og rejse? Hvornår synes du det var fedt at køre i elevator? Hvornår tog du til et foredrag? I teatret? Og hvad med forelæsningerne? Og restaurantbesøgene? Storcentrene?

Eller er det godt at finde ud af, hvad der gør en lykkelig først? Og så skal lysten til livet nok komme bagefter; dér hvor man ser sig selv overvinde angsten, fordi livet betyder mere end frygten? Jeg er stadig nervøs for den dag, hvor jeg får en kæreste – eller en familie for den sags skyld. Lige nu er jeg alene og i “skånejob”, og det gør, at jeg langt bedre kan kontrollere og undgå angsten. Men hvad sker der den dag, hvor andre begynder at forvente noget af mig igen? Ligesom de fire år med Skægmonstret som var svøbt ind i en kronisk skuffelse over mine begrænsninger: Nej jeg KAN ikke tage i sommerhus med dine forældre, nej jeg KAN ikke tage i biografen i dag, jeg vil hjem fra restauranten NU for jeg kan ikke trække vejret, jeg har en dårlig dag, lad mig være, NEJ jeg har ikke lyst til at rejse, jeg er bange, jeg er bange jeg er bange, skal vi virkelig tage toget, kan vi ikke gå de 10 km i stedet…. 

Det skræmmer mig, når det går op for mig, at jeg har pakket mig selv ind i bubblewrap. Tit er jeg ikke bevidst om det. Det har bare været en naturlig udvikling efter 5 års kamp med angst, som især har været på fuldt blus på grund af nervepirrende jobs, kvalmende studietid, dårlige boligsituationer og mislykkede relationer. Det føles som om, at jeg starter forfra nu, at jeg for første gang har muligheden for at bygge mig selv op igen. Jeg er muligvis gladere og mere mig selv, end jeg nogensinde har været. Men det er slet ikke ensbetydende med, at jeg er ‘rask’. Livet skræmmer mig ad helveds til, og måske er det også derfor, at jeg er totalt kreativt blokeret for tiden – fordi jeg er bange for, at virkeligheden banker på, og fortæller mig, at jeg skal tilbage til Angsten igen.

Så jeg sætter et nyt afsnit på af ‘Frasier’, jeg køber en stor fastelavnsbolle med flødeskum, går rundt på Mosens frostbidte mudderstier, jeg tager en lur mens sneen klasker mod ruden, jeg drikker en vodkatonic mens jeg tegner, jeg møder ind på kontoret med energien boblende i mig, jeg griner med drengene, vælter ind i af døren og råber hello, hello, hellooo, som var jeg Valerie Cherish, og jeg drikker kaffe, for nu kan jeg godt tåle koffein, mit hjerte kan godt tåle ekstra slag, og jeg bruger den første time på at skrive det her, jeg tror, jeg vil tegne i dag, det tror jeg godt, at jeg kan, jeg kan jo godt, måske det her godt kan være mit liv.

… But I don’t know what to do with those tossed salads and scrambled eggs…

Ps. For tiden danser jeg til den her sang ca 5 gange om dagen, i badet, på altanen, på cyklen, og jeg sletter Løvens nummer rigtigt (før har jeg haft backup gemt i noter), og jeg sletter Britens alt for forsinkede svar på Messenger, og jeg siger til mine flyvske venner, at man ik’ ka’ fuck’ med mig længere. Åh.

Og så får det følgende klip fra den nye sæson af ‘RuPaul’s Drags Race All Stars’ mig i såååå godt humør. Kunne se det for evigt, haha. (Shit jeg har set så meget tv i den her weekend)

14 thoughts on “scrambled eggs all over my face

  1. Det burde være en menneskeret at kunne nå at se et afsnits Fraiser hver morgen.

    … maybe I seem a bit confused,
    Yeah maybe, but I got you pegged!

    Like

  2. Haha! Lige præcis! Hvis jeg var politiker, ville jeg forsøge at indføre det som en del af noget arbejdsmarkedspolitik. 30 timers arbejdsuge, med rum om morgenen til i hvert fald et afsnit Frasier. Det ville gøre det psykiske arbejdsmiljø langt bedre. Det ved jeg bare. I morges fx der skulle Niles og Frasier skrive en bog sammen, men det gik helt galt, fordi de var skriveblokerede, og det gav mig ro på i forhold til min egen proces. Lærerigt og underholdende. Hmm, hvad mere kan man forlange? (Jeg er SÅ glad for at du responderer på Frasier-referencen; jeg har elsket det show siden slut 90’erne!)

    Like

  3. Jeg stemmer med garanti på dig, haha! Jeg har lige gen-set hele serien – og spist meget røræg, for det ligger ligesom i kortene. Den serie er bare indbegret af hygge. Der er et afsnit hvor alle tre Crane-mænd sidder og ser antikvitetsprogrammer sammen og det afsnit kan altid gøre min dag bedre 🙂

    Like

  4. Alle 11 sæsoner ligger på Viaplay! Fik tre måneders gratis abonnement med min nye vaskemaskine (!?!). Jeg har set 25 afsnit over de sidste par dage. Åh, det er så henrivende et gensyn! Jeg håber, du får samme fornøjelse!

    Like

  5. Haha ja. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at forstå kombinationen. Måske er det ud fra den forståelse, at mens man vasker har brug for en masse bingewatching for at kunne komme helskindet igennem den træge handling. Har også allerede set set alt for meget af 'Luksusfælden', åh. Det abonnement kommer til at destruere mit socialliv… Til gengæld får jeg en masse rent tøj og en eksotisk referenceramme ud af det.

    Like

  6. P.S. Jeg ved godt, at det mildest talt kan virke afstumpet at lægge en kommentar til en tekst, som den du har skrevet her, og så vælge at kommentere på Frasier-delen! Men W for fanden. Du skriver så ubegribeligt smukt, kraftfuldt og begavet. Og med så meget indsigt og selvindsigt at respons kommer til at virke overflødigt. Eller fattig (jeg har vist skrevet noget lignende til dig før).

    Tør dog driste mig til at sige følgende:

    1. Teksten ovenfor skaber dyb genklang i mig på så mange planer, selv om vi lever helt forskellige liv
    2. Måske er det vigtige lige nu ikke om du kan tage toget eller gå i et storcenter. Måske er det vigtige, at du netop ikke sidder i et stort mediehus og lider. At du har det godt (bedre?) og at du (virker det som om) bevæger dig derhen hvor der er kraft, glæde, forløsning, tryghed og mening. Måske er der heling og lykke i det. Og fremdrift?

    KH Maria

    Like

  7. Jeg kan ikke udelukke at jeg delvis blev hjernevasket af titelsangen til at prøve kombinationen men den virker. Især lørdag morgen.
    Det er i en af de sidste sæsoner at afsnittet kommer så du har en masse andre gode afsnit foran dig inden du når det.

    Like

  8. Det var slet ikke meningen, at det her skulle blive sådan en lang tråd om Fraiser, men c'est la vie. Jeg ville bare lige tilføje at John Mahoney (der spiller Martin Crane) døde i sidste uge, så jeg har tænkt mig at finde og se yndlingsafsnittet endnu en gang.

    Like

  9. Ja, jeg så godt det med John Mahoney i min feed. Måske var det dét, som underbevidst fik mig drevet mod serien igen. I dag har jeg siddet og stenet over hvem forfatterne til serien var. Alle stoppede med at skrive serier efter Frasier. Hvem ved, måske blev de stinkerrige oven på 'Cheers' og 'Frasier' og gik på pension. Eller også var de i forvejen bare super gamle. Jeg spekulerede, om der er andre sitcoms der kan få mig til at sprutte af grin på samme måde. I morges så jeg afsnittet i starten af anden sæson, hvor Frasier inviterer sin nye, homoseksuelle chef hjem til sig et forsøg på at finde en kæreste til Daphne. Ah men altså, jeg sprøjtede A38 ud over computeren, det var så genialt skrevet. Og ved du hvad, jeg er bare virkelig glad for, at jeg kan få lov til at skrive så meget om Frasier med nogen. Det er bestemt ikke alles kop te!

    Like

  10. P.S. Jeg er vendt tilbage til din kommentar her hele dagen, fordi den gør mig helt varm indeni. Jeg er glad når bare folk kommenterer; om vi snakker om hjertesorg eller Frasier, det er for mig egentlig ligegyldigt. Det er dialogen der er vigtig. Jeg er dog rørt over, at ordene vækker genklang hos dig. Det betyder meget for mig. Og jeg tror, du har helt ret i punkt 2. Det blev også lidt den konklusion, jeg lavede med mig selv, efter at have skrevet indlægget. Hvorfor anfægte lykken i nuet? Det er vel den der – netop som du siger – giver fremdrift og ro på lang sigt. Det vælger jeg at have tillid til.

    Like

  11. Ja, det er som om at den slags tv serier ikke laves længere. Og man har brug for A38-sprøjtende-sjovt tv nogle gange. Jeg ved ikke om det er forfatterne der er gået på pension eller om det bare er pisse svært at skulle skrive noget ægte morsomt om det her årti uden at det bliver en anelse tragisk samtidigt.
    Men det er SÅ dejligt at kunne skrive med nogen om Fraiser. Du har god stil, W.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s