onsdag

Manden foran mig i køen er vendt tilbage til Rema 1000 for at købe to bøtter peanutbutter som også var på tilbud. Jeg kigger misundeligt på rabatterne der tikker ind på skærmen, og frustreres over at jeg lod mig forblænde af billige hvidløgsflute og tilbudsleverpostej. Posen med alle de random impulsvarer vejer tungt i min hånd, mens jeg endnu en gang snubler rundt i gangene for at lede efter den skide peanutbutter til halv pris. Det er en varm succesfølelse der rammer mig, da ekspedienten bipper dem ind og rabatten trækkes.

Jeg går med rank ryg hele vejen hjem, lægger det ene hvidløgsflute ind i varmluftsovnen og skænker mig selv en gin/tonic. Jeg er fattig nu, erkender jeg, så jeg må holde øje med de gode tilbud. Det føles tilfredsstillende at skulle være dette fornuftsbaserede menneske. Måske er jeg ægte voksen nu, slår det mig, mens jeg fråder halvdelen af den bakke flødeboller der også røg med ned i kurven. Det hvinende søde flødebolleskum blander sig med den bitre g/t til en hæslig smag, og hvidløgsflutet skærer med sin uovertrufne sprødhed min gane i småstykker. 
Dagen i The Weemoed Show har endnu en gang været berusende. Undervisningen forløber som et tre timer langt stand-up-show, hvor jeg med afslappet attitude (udslået hår, tilbagelænet, benene nonchalant slængende oppe på stolen) overdynger mine elever med et virvar af jokes, ros og omsorg. Til sidst mister jeg stemmen, mens jeg forbander at tiden er gået så hurtigt denne gang.
Mit efterhånden vanvittigt oppustede ego eksploderer udover søerne på vej hjem; De elsker mig, tænker jeg. Alligevel ser jeg mig selv slå tiden ihjel på tilbudsjagt i fucking Rema 1000, fordi jeg bestemt ikke har travlt med at komme hjem til en tom lejlighed og en tom aften. På gaderne, ved søerne, i undervisningslokalet, dér kan jeg leve videre i mit oppustede high. I lejligheden er der bare meget.. stille. 
Men jeg nyder disse stille dage, det gør jeg altså!, til trods for en også larmende tomhed. For tiden er aftenerne mere stille end normalt. Jeg er færdig med at binge tv-serier, så ofte ender jeg i stilstand ved spisebordet eller i tavshed på sofaen. Jeg lader alle tanker eksistere på een gang; lader dem flyde rundt i hovedet som floder af peanutbutter. Bløde, cremede tanker. (fed metafor, i know, haha….). 
Af en eller anden årsag kommer jeg ikke afsted til kontoret i dag. Jeg har sovet næsten ti timers dødssøvn i nat i et virvar af virkelighedsnære drømme. Det er så bizart, at der pludselig er opstået al denne plads i mit hoved. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad jeg skal gøre ved den. Det føles som om, at jeg har et drop med koffein tilsluttet mit blod. 
Kaffen på caféen gør derfor hverken til eller fra. Selvom det er trygt at være blandt andre mennesker dette varme, hyggelige sted, så føles min eksistens stadig imaginær. Jeg overbeviser mig selv om, at den smukke mand bag mig holder øje med min computerskærm; at han tænker, det er min drømmekvinde der sidder deroppe! baggrundsbillede fra en Bergman-film, og hun smadrer rundt inde på jobnet, googler manisk rundt i hobetal af bizarre tegneserier, og hendes røv – så stor, at den ligesom… skvulper ud over stolen, fandme frækt.. i must marry that woman!

Da jeg med langsomme, selvbevidste bevægelser forlader cafeen efter tre timers energisk multitasking, kigger den smukke mand ikke på mig. Han er bare bange for at vise mig, at han har begæret mig den sidste time. Frederikssundsvej er nærmest som een lang kø af kontanthjælpsmodtagere foran hæveautomaterne, og regnen klasker demonstrativt ned på os alle sammen uden pause. 
Løven har skrevet, at han kan mærke, at han ikke er død, og jeg skriver med det samme, at det gør mig glad – og nervøs, tihi. Men det er lige så imaginært som alle mine andre forestillinger. Indeni er jeg noget nær iskold. Det hele føles som kreative ideer, små huller af tomhed pustet op med drømme og romantiske idealer. På sofaen senere, i denne lukkede tavshed, forestiller jeg mig, hvordan jeg vil have sex med ham. Tag dit tøj af og læg dig ind på sengen, ville jeg sige. Nu er det min tur. 

Timerne glider lydløst væk. Jeg fråder den tilbageværende halvdel af bakken med flødeboller og får ondt i maven. I ‘Koden til kærlighed’ viser det sig, at der ikke er nogen kode til kærlighed, hvilket jeg bliver oprigtigt skuffet over. Jeg aftaler med Bedstevennen at mødes til noget vin i morgen. Fredag er der en gammel ven og drinks, lørdag en søster og en koncert og min ven der forsøger at lege kirsten giftekniv, og jeg forstår ikke, hvordan jeg får tiden til at gå, jeg forstår ikke, om jeg burde gøre flere ting med mit liv, jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke stresser mere, om jeg er dødeligt ensom, eller for første gang i lang tid bare rolig i mig selv. 
Godnat. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s