punktumpunktumpunktum tit

Så det bliver torsdag og jeg er hensat til min specialetid, denne febrilske vekselvirkning mellem sveddryppende klampren på tastaturet, lunken kaffe skvulpende i mavesækken og fortættede cigaretter på trappestenen, en kamp mellem hjernen og ordene, vigtige deadlines, oppustede ego’er og alt for store ambitioner. Jeg kollapser på lædersofaen før en bogreception, forsøger at genvinde jordforbindelsen efter den træge arbejdsdag foran computerskærmen.

Det regner lidt, da jeg endelig rammer københavns indre gader, og jeg tager en dyb indånding, før jeg går ind på baren. Min fashionably late entré har dog medført, at de fleste jeg kender allerede er taget hjem. Jeg forstår desuden heller ikke, hvorfor jeg bliver med at glemme, at disse typer mennesker er de mest akavede i verden. Jeg bestiller en af de gratis øl og piller mig selv ængsteligt i ansigtet, mens en gammel bekendt gennemgår hele sin kreative proces i en dødssyg monolog.

Mange af dem har jeg ikke set i over et år, så jeg skal forklare dem alle, hvad jeg laver nu, heriblandt min gamle underviser der med store, våde øjne glor olmt på mig, så min utilpassede krop bliver til gelé. Mine ord klumper sammen i munden på mig, og jeg forsøger ikke at lyde alt for kæk. Der er heller ingen synderlig begejstring at finde i deres reaktioner. Jeg tænker, at det er fordi, de tænker, at jeg ikke er god nok til det.

Men tre gratis øl sætter ild til mine vinger, og jeg lander et andet sted i byen til kæderøg, billig hvidvin og underholdende anekdoter; det er befriende at være sluppet væk fra den ambivalente reception.

På en tredje bar er mit hår blevet vanvittig elektrisk, mine øjne sunket ind i hovedet og mit ansigt halvt smeltet i en eskapistisk alkoholfeber. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg fortjener at være fuld ovenpå alt mit hårde slid.

Jeg holder H.’s bedste ven i hånden, mens vi fortæller hinanden hemmeligheder, og måske han faktisk er ret smuk ved klaveret, han kigger insisterende på mig, jeg tror, at det er godt, at vi har mødt hinanden, siger han. jeg tror, at vi er vigtige for hinanden. og jeg tror på det. Det er en sær følelse, som jeg her efterfølgende ikke helt kan slippe.

***

Lukkede døre er forresten kontrolleret ønsketænkning, et tankehieraki af svampede illusioner, men faktum er, at jeg jo umuligt kan vide, hvad der foregår på den anden side af døren, og nu har denne idiot jo selv valgt at åbne den igen.

Da jeg omkring midnat er på toilettet, tikker en besked ind fra Løven, som siger overraskende hjertevarme ting på sin egen nøgterne måde, og jeg gribes af barens romantiske stemning og forfatter en tåget, lettere længselsfuld besked, min krop har ikke glemt dig. små glimt af dig hist og her, for jeg er ligeglad med, hvad jeg skriver til ham, jeg regner ikke med en skid,

men jeg vågner fredag morgen op til en besked fra ham, du er heller ikke glemt, sender tanker i din retning… tit, og jeg bander og svovler gennem tømmermændene og søvnmanglen, seriøst, TRE PUNTKUMMER og “TIT”, fuck ham, fuck mig, og jeg vender tilbage til de tre punktummer og “tit” hele dagen, jeg er besat af dem, sidder på kontoret helt distratheret og blæst, og

fredag nat er jeg på et erotisk eventyr med ham i drømmene, hvor han opsøger mig, fordi han tænker på mig punktum punktum punktum tit, og vi er i det græske øhav på en færge, og han vil gerne knalde mig, og jeg kan mærke de kemiske eksplosioner, som var det i går jeg mødte ham første gang, og alt i min drømmekrop vil have ham, vi snaver under en bruser, og jeg har aldrig oplevet et så intenst kys, og han beder mig hviske i hans ører, hvad han skal gøre ved mig, jeg holder om hans pik, og og og,

Dagen spenderer jeg i en erotisk feberdrøm, som jeg ikke kan vågne fra, Løven er overalt, og jeg forbander mig selv over, at jeg åbnede den skide dør, for nu kan jeg kun tænke på at have sex med ham, jeg kan kun tænke på vores sindssyge kemi, og jeg gennemlæser teksterne fra vores møder, og jeg husker hvordan sådan en forgabelse føles, og jeg har virkelig ikke brug for denne distraktion, jeg skal jo nå alt muligt vigtigt (mit liv)…

Jeg er nervøs for den næste uge, jeg håber sådan, at jeg kan nå det hele, og måske jeg hellere vil være fanget i en erotisk drøm end at tage mig selv alvorligt, men faktum er, at hvis alting går efter planen, har jeg et fast job det næste halvandet år, og det hele hviler på mine skuldre, og jeg siger til alle, at jeg skal arbejde hele weekenden, men i dag gider jeg ikke noget, mine ord er løse og svulstige og hører ingen steder hjemme, måske ligesom mig selv, løs og svulstig uden retning.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s