shotgun

“Skal vi ikke tage ud? Vi er pissestive!”
H.’s stemme lyder energisk i telefonen. Det er søndag nat. Hans søster brokker sig i baggrunden. Det er øjensynligt ikke hendes idé.
“Skal du ikke være ude i lufthavnen om seks timer?”
Mit spørgsmål drukner i TV2’s ‘Der går min klasselærer’ som runger metallisk gennem røret.
“Jeg kommer hjem igen om to måneder. Du skal med til den her fest. Jeg tager alle mine nye venner med. Du skal se huset i Valby, min mor er nemlig væk. W… lover du ikke, at du kommer og besøger mig?” Han gentager spørgsmålet flere gange.

Efter samtalen kan jeg ikke sove. Mest fordi at jeg selv har drukket fire dark’n’sunday-stormys, men også fordi at hans sindssyge ambivalens forvirrer mig. Jeg venter længselsfuldt på, at han tager ud i lufthavnen, hopper på flyet og lander i den fremmede by. Jeg venter på, at han forsvinder igen.

Jeg vågner op til en besked fra ham, hvor han sidder med tømmermænd i bussen. Senere på dagen billeder af flere øl, tobak og snus. Jeg bliver rasende, hver gang han skriver, og jeg bliver rasende, hver gang jeg svarer ham.

Nu er han heldigvis væk; 48 timers radiotavshed og en dertilhørende kæmpe lettelse. Jeg sletter samtalen på Messenger og forsøger mentalt at annullere de sidste 14 dages forvirrende nostalgitrip. Det fungerer overraskende godt.

***

Undervisningen går endnu en gang glimrende. Jeg smiler hele vejen ned af Nørrebrogade på vej hjem. I køkkenet knapper jeg en øl op, sætter mig i altandøren, ruller en cigaret og forfatter en besked til Løven. Noget som jeg har planlagt hele dagen, fordi jeg har fundet på den perfekte undskyldning for at kunne skrive til ham.

De tre små skriveprikker indikerer, at han svarer med det samme. Mit hjerte hopper op i halsen. Jeg bunder øllen.
“Betyder det, at der er flere tegneserier om mig?” spørger han.
“Nej. Tegneserien kan ikke eksistere uden sin muse,” svarer jeg.
“Det er trist, men jeg forstår det godt.”

Vi skriver kort frem og tilbage. Han svarer ikke på min sidste besked, hvilket er en lettelse. I dag sletter jeg korrespondancen og hans nummer (igenigenigenigenigenigen). Sådan. Væk.

***

Lukkede døre, døde følelser. Fuck.

***

Jeg insisterer på at detoxe fra kærlighed og sex, men mine dage er fucking kedelige uden drama. Jovist, nuvel, jaja, alt andet kører på skinner. Arbejder hårdt og intenst og passioneret. Jeg føler glæde, tilnærmelses i små lykkeglimt, jeg investerer mig selv, i alt hvad jeg gør.. Dreamy liv disse dage, det indrømmer jeg… Men nu er det onsdag aften. Jeg har været hjemme i tre timer. Spist lasagne fra fryseren, jordbæris med chokoladecigarer og set to afsnit af ‘Kender du typen’, og jeg er lige ved at krakelere af tilværelsens dramafri lunkenhed.

Min lejlighed ligger midt i et kryds, så når jeg står på altanen, føles det som om, at jeg kan betragte selve livsnerven i Nordvest (illusion). Hver gang jeg står derude, forestiller jeg mig, at de blurry ansigter i mørket som jeg kan spotte oppe fra 4. sal, er disse ansigtsløse elskere, som kommer for at bejle til mig. Hverken H. eller Løven er med i min slummede Rapunzel-fantasi længere. Men det giver alligevel et sug i maven, hvis jeg skruer højt nok op for min indbildningskraft..

Jeg forsøger desperat at sejle væk i tidligere erotiske minder; små fragmenter af smukke mænd og penisser. Selv Flemming Møldrup fra ‘Kender du typen?’ får mig til at tænke på Hvid (de minder lidt om hinanden, haha), hvis lejlighed jeg desuden passerer to gange om dagen (altså, Hvids). Jeg tænker på Kunstnerens store pik og hår på ryggen, og på hvordan vi spiste slatne pomfritter ved mit spisebord. På Amagerdrengens sødlige duft og dårlige musiksmag…

Kunne jeg kontakte nogle af dem? Er det for meget? Skal man prøve at leve lidt dramafrit? Leder jeg bevidst efter distraktioner? ER jeg masochist? Tåler jeg ikke glæde og tilværelsens dramafri lunkenhed? Eller… åh. Skyd mig.

Lipsyncer til den her ude på altanen. Det må være nok drama til denne junkie. En ikke-skadelig mikrodosering.
Yo, bitch! / Du lærte mig at drømme – du lærte mig at huske mine drømme / Du lærte mig at fortælle om mine drømme / Nu ser jeg dig kun komme og gå i de drømme og efterlade dem tomme.

4 thoughts on “shotgun

  1. Helt ærligt W, dine tekster fortjener ikke at stå der helt alene. Hver gang jeg læser med og ramler ind i ‘Ingen kommentarer’ får jeg lyst til at sende en milliard roser din vej, men så stopper jeg alligevel, for hvad skal man sige til noget så råt og svært og smukt… Mest af alt tænker jeg at det må være hårdt at rende rundt med sådan et forpint kunstnersind men der er jo også en mægtig drivkraft i det møg, og det skal du nok komme til at lukrere på. Jeg har i mine tredivere måtte indse, at jeg må give slip på noget af tankemylderet og på udsvingene i følelsesregisteret. Jeg er lidt mindre genial i dag end i mine forpinte 20’ere men altså også lidt mere lykkelig (tror jeg) og lidt mindre opslidt af min indre dialog. Anyways, bare ved at vi læser med ikk!

    Like

  2. Jeg opdagede din kommentar, da jeg meget beruset kom hjem klokken fem i morgen. Kommentaren betyder mere end du aner. Jeg har i januar tænkt, at jeg måske havde mistet mit sprog og måske også jer. Så TAK fordi du gav dig tid til at skrive dette. Jeg har læst den 20 gange i løbet af dagen. Det gør mig så rørt.
    Jeg ser virkelig meget frem til mine 30’ere, hvor jeg forhåbentligt, som du siger, kan få mere ro i tilværelsen og tankene. Nogle gange tænker jeg nemlig “ahmen skal det forsætte hele mit liv det her?”. Så det er rart at vide, at der håb forude haha.
    Kæmpe digital krammer til dig ❤️

    Like

  3. Du skriver så fint og så følsomt, og jeg er glad for at følge med i dine tanker. Og som kommentaren ovenfor skriver, så er det svært at vide, hvad man skal sige til dine tekster, som giver mening i din kontekst af smerte og rastløshed.
    Men jeg sætter pris på dine fortællinger, læser med (i stilhed) og jeg er glad for, at du sætter ord på svære følelser som jeg til tider kan relatere skræmmende meget til.

    Like

  4. Ah men altså, I så søde, at jeg bliver helt forlegen. Tusinde tak for din kommentar. Jeg har aldrig forventet at få kommentarer, idet jeg skriver primært for min egen skyld, hvilket medfører denne lidt indadvendte stil. Jeg overvejer nogle gange at have mere udadvendte indlæg – du ved, lister, betragtninger omkring hårprodukter, meta-blogging, you name it. Men det dur' bare ikke for mig. Jeg kan se på mine sidevisninger, at I er mange der læser med, og det gør mig glad, at vide at fortællingerne er relatérbare, og at jeg ikke er den eneste der går rundt med dette tankemylder. Med mindre folk kun kigger med, fordi jeg er en freak. Det kan også sagtens være. Jeg ville heller ikke selv vide, hvad jeg skulle kommentere på mine indlæg, haha. Men jeg bliver helt rørstrømsk når I engang imellem titter frem fra busken og kommenterer. Jeg bliver nok aldrig en blogger med mange kommentarer, men det gør mig heller ikke så meget. Alligevel varmer det helt sindssygt meget og giver mig benzin i skrivefingrene, når jeg får kommentarer fra jer. Det er jo altid rart at få fodret sit ego 😉 God weekend til dig! ❤

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s