fixed

Da min veninde stod og rodede med sin skramlede cykel der endnu en gang ikke ville låse, sagde jeg jokende til hende: “What’s broken can always be fixed, – what’s fixed will always be broken”, uden selv helt at forstå, at jeg egentlig snakkede om noget andet end dødsdømte lortecykler. Hun var sådan: “Hvad mener du?” …

Det meste af tiden er jeg fanget inde i mit hoved. Jeg har brug for uendelig meget ro, for jeg er igang med at smelte mig selv ned i et projekt, som jeg forhåbentlig kan vise jer en dag. Det kræver rene, rolige tanker, selvransagelse og klarhed. Dagene er derfor mudrede og delvist uvirkelige. Jeg hører kun instrumental musik, sover meget, går meget, skriver meget. Lytter.

Gamle følelser vækkes til live, og jeg kan ikke finde ud af at stoppe det. Heldigvis tager H. tilbage til Det Store Udland om et par dage. Han finder på undskyldninger for at skrive til mig hver dag. Jeg svarer på alle beskederne. Godnat, skriver vi til hinanden om aftenen. Jeg ville ønske, at han lod vær med at kontakte mig.

Jeg fortæller ham, at jeg tager ud til havet. Jeg glemmer nogle gange Amager Strandpark. Det er lige før, at det bliver mørkt, og der stormer helt vildt derude. Frådende bølger, sand i skoene. Jeg har ikke nok tøj på, men nu er jeg cyklet så langt.

Jeg går langs vandkanten og har igen den her underlige isolerede følelse i hovedet. Der er noget rørende over at være tilbage. Vinden skærer igennem mine fire trøjer som en sløv smørkniv, men jeg finder et lille hul i klitterne, hvor jeg siddende i sandet ruller en cigaret.

Det tager tusinde år at cykle hjem fra vandet, men det gør ikke noget, og jeg har for længst mistet forbindelsen til mine isklumptæer. Jeg svæver gennem industrikvarterne på veje, jeg aldrig har været på. Vinterkulden giver kroppen et chok og tømmermændene fra fredagens eskapader fordufter.

Fredag var jeg endnu en gang forvandlet. Denne gang som en leopardklædt hoochi mama from da block med gigantiske hoops, tykt lag foundation og stram hestehale på toppen af hovedet. Splattet rød læbestift og med sødmefulde gajolshots perlende på tungen. En lystig løvinde på savannen. Heteromændene flokkes om disse særegne væsener.

Jeg har konstant en ny øl i hånden. De servicerer mig, mens jeg danser tillokkende foran dem. En ung langhåret fyr stikker sin tunge ned i min hals. En anden kælen mand nusser mine skuldre med sit plyssede hoved. Jeg cykler hjem alene, og stirrer på H.’s online-ikon i Messenger før jeg falder i søvn.

***

Det er endelig lykkedes mig at få varmen igen efter den lange Amager-tur I stedet for at skrive til H., at han skal stoppe med at skrive til mig, foreslår jeg ham, at han kan komme hjem og sove hos mig efter sin bytur. Han siger nej. Jeg sender en thumbs up og græder lidt på altanen. Det irriterer mig grænseløst, at jeg skal lære at glemme ham igen.

***

Der er ikke så mange ord disse dage, fordi jeg bruger al min følelsesenergi på andre ting. Det er vel meget godt, egentlig. Sådan, at kunne effektivt bruge mig selv på den her måde. Hmm.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s