boost

“Lov mig at vi ses snart, ikke??” Min faster krammer mig hårdt og ånder på mig med en ulidelig snapseånde. Jeg mumler “Jojo”, griner falskt og undgår hendes blik. Hun er utålelig, og mig og min søster har endelig set vores snit til at kunne forlade den ubærlige julefrokost. Alle deres øjne er blanke og sejler specialølspåvirket rundt i hovedet på dem. Jeg kan næsten ikke holde ud at kigge på dem, så det meste af tiden sidder jeg tavst for bordenden og glor olmt på et vagt punkt bag deres hoveder, engang imellem for at afbryde dem med rasende monologer.

Mest af alt tager jeg mig selv i savne Skægmonstret helt enormt. Han var altid så fin til disse højtidsfrokoster; spiste om kap med min far og smalltalkede hele vejen ind i himlen. Gudsbenådet roligt menneske i god kontrast til min eksplosive arrogance og overfølsomhed.

Søster og jeg har begge lyst til at tude på vej hjem i bussen som slanger sig gennem forstaden og samler flere blank-øjede snapsemennesker op på sin vej. Heldigvis rammer vi traditionen tro bodegaen på Nørrebro, og kan endelig forpeste vores lunger med røg og lade neuroserne få frit spil. Hvis jeg får penge nok en dag, så rejser jeg væk til jul. Jeg kan ikke udholde den latterlige grisefest.

Det føles samtidig som om, at al kærlighed forlader mig i dette røgfortættede rum, og mine øjne hænger nede på kinderne, mens cigaretterne smuldrer mellem fingrene på mig, og jeg længes efter alle mænd i hele denne verden.

Bodegatomheden får mig til at ligge i min seng til langt ud på formiddagen med en ufattelig ensomhed spændt ud mellem organerne. Juletømmermænd er det vel nok. Jeg husker, at jeg har det på samme måde hvert år. Det samme afsavn til kærlighed og omsorg, den samme lammende tomhed.

Jeg diskuterer med mig selv, men ser alligevel mine fingre installere Tinder på telefonen. Lidt digital bekræftelse hjælper mig altid, overbeviser jeg mig selv med, og jeg kan forsætte min desillusionering – være stærk, sej og femme fatale. Smukke mænd er der også, og jeg lader dagen forsvinde ind i samtalerne.

Jeg føler mig død indeni, og det er først, da jeg ved midnat ligger og nusser en 30-something tindermands brysthår i en ekstravagant lejlighed på Vesterbro efter en omgang middelmådig sex, at jeg indser, at jeg nok ikke helt er ovre Løven endnu. Jeg lukker øjnene, og forestiller mig, at det er hans hud under mine fingre. Tindermanden vil gerne have en elsker men ikke kærlighed. Jeg siger, jeg vil det samme. Men da han ligger og pruster ovenpå mig efter sin orgasme, ved jeg, at jeg lyver.

Men det er ok, det er ok. Vi drikker et glas vand i sofaen efterfølgende, og jeg føler, at jeg er ovenpå samtalen; at det er mig der styrer det her show. Mens jeg tager tøj på, får jeg øje på min nøgne krop i de store vinduer. Jeg vender og drejer mig og tænker: Wow, hvor er jeg smuk. Det var nok bare det, jeg ville have. Et overfladisk boost. Og det er ok, det er ok.

Min verden flyder over med mænd, sex og dertilhørende illusioner. Det er overspringshandlinger, kedsomhed, liderlighed og længsel. Jeg synes, det er sjovt, at køre hen til en fremmed mand kl 23 en tirsdag aften, knalde ham, og sige “knep mig” med en liderlig stemme, når jeg vil have, at han skal komme; de bliver altid helt vilde, når man kigger på dem og siger “knep mig”, og det føles på lige fod med at gå i biografen, kynisk underholdning, eskapisme, you name it, jeg er magtfuld og i kontrol – for jeg har ingen forelskelse klemt i relationen. Tværtimod føler jeg ingenting.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s